Ingeniøren 1959: Debat om de nye elektroniske cifferregnemaskiner
Mens tagene har bukket under for snetrykket, har debatten bølget om statiske beregninger. Men det gjorde den også i 1959, hvor ingeniører advarede mod at overlade beregningerne til nymodens maskineri, der ”.. en skønne dag medfører, at også civilingeniører bliver reduceret til et simpelt instrument,” som J.H. Mansa skriver, inden han advarer: ”Robotmentaliteten er farlig”.
Fakta
Tema
Læs også
Som et historisk apropos til denne og forrige vinters dramatiske problemer med sammenstyrtede tagkonstruktioner på grund af stor snebelastning drøftede statikere allerede i 1959 konsekvenserne ved at overlade statiske beregninger til de nye ’elektroniske cifferregnemaskiner’. Hvilke konsekvenser ville de nye maskiner få for konstruktionernes sikkerhed og for ingeniørernes arbejdsmetoder?
Udgangspunktet for debatten var en stor artikel i Ingeniøren nr. 6, den 15. marts 1959 med titlen ’Beregning af bærende konstruktioner ved hjælp af elektroniske cifferregnemaskiner’.
I artiklen opridser civilingeniør Vibe Galløe fra Statens Byggeforskningsinstitut principperne i de nye statiske beregninger og gennemgår et detaljeret regneeksempel. Men han fremsætter også nogle ret så provokerende synspunkter om metodernes konsekvenser for faget og for statikerne.
Faget bygningsstatik vil således helt logisk påtvinges ”kravet om en gennemgribende revision”, mener han. ”Princippet er simpelthen det, at man opstiller et sæt lineære ligninger på en måde, som er automatiseret og ikke kræver nogen forståelse af de teoretiske grundlag endsige nævneværdig indsats. Denne frakobling af de mentale anstrengelser anses for at være et vigtigt punkt…”
Han mener endvidere, at det i visse tilfælde må ”være rimeligt at øge de tilladelige spændinger, når modellen er eksakt beregnet med elektronregnemaskinen”.
Galløes artikel afføder to debatindlæg fra to bygningsstatikere i Ingeniøren nr. 8, den 15. april 1959. Det ene indeholder en helt konkrete indsigelse, der kan siges at opremse netop de fejlkilder, som er konstateret ved sammenstyrtningen af flere store tage og landbrugsbygninger de senere år.
J. A. Moe kritiserer således Vibe Galløe for at antyde, at de nye metoder kan medføre, at sikkerhedsgraden kan nedsættes: ”Vanskeligheden er blot, at der bliver så lidt tilbage til dækning af beregningsunøjagtigheder, når der er taget fornødent hensyn til andre fejl, dvs. fejl i belastningsforudsætningerne, materialefejl, fejl i udførelsen, fejl i beregningsforudsætningerne f.eks. spændingstilstandene i konstruktionernes enkelte punkter…”
”Men spørgsmålet er, om en beregning ved hjælp af cifferregnemaskine overhovedet bliver nøjagtigere end den gængse, når det drejer sig om sikkerhed mod brud”.
Den anden indvending er mere principiel, nemlig om det er rimeligt at anbefale den ”frakobling af de mentale anstrengelser” hos statikerne, som forudses med de nye maskiner. Lektor ved DtH J. H. Mansa skriver herom:
”Undertegnede vil gerne som ingeniør og menneske protestere mod denne tankegang og tendens, som en skønne dag medfører, at også civilingeniører bliver reduceret til et simpelt instrument, som er tilpas billig i drift og ikke får hovedpine kl. 15 om eftermiddagen af den megen tankevirksomhed”.
”Endvidere - jeg har altid følt stor glæde og tilfredsstillelse ved at klare et indviklet matematisk eller statisk problem og sandelig ikke betragtet det som et mentalt vanskeligt hverv….må jeg bede om en medarbejder, der ved, hvad han regner, og hvilke tal han behandler, og hvad det fører til. Robotmentaliteten er farlig…”
Det er tankevækkende, at vore dages sammenstyrtede tagkonstruktioner faktisk både skyldes de mange mulige fejl i beregningsforudsætningerne, som Moe opremser, og vel også, at nogle ingeniører i for høj grad har ”frakoblet de mentale anstrengelser”, som Mansa advarer os imod. God fornøjelse med statikerdebatten i 1959.
