/elektronik

Daglige rapporter gør elektronikudviklerne glade

ETK Elektronik har gjort produktion af prototyper til en virksomhed i virksomheden og sørger for at sende kunderne daglige rapporter om, hvordan det går med deres 'små babyer'.

Af Eskil Sørensen, søndag 30. jan 2011 kl. 14:00

Små smarte selvbyggede feedere, stram styring af produktionen og ekstra service er nogle af kodeordene, når ETK Elektronik fremstiller prototyper. Servicen går blandt andet ud på at sende kunderne daglige rapporter om, hvordan det går med deres prototyper.

»Nogle gange har udviklingsingeniørerne arbejdet med at udvikle en ny elektronik i et helt år, så elektronikken er deres små babyer, og det skal man have respekt for,« siger salgsdirektør Michael Ravn, ETK.

I mange tilfælde skal det gå stærkt, når produktet først er udviklet. Derfor har ETK også afsat en SMD-maskine (til fremstilling af overflademonterede printkort) udelukkende til prototyper. Så når printpladen og de sidste komponenter er ankommet, kan produktionen af printet gå i gang med det samme. Den skal ikke vente på, at en almindelig masseproduktion bliver færdig, som det ellers sker mange steder.

ETK i Stilling nord for Skanderborg valgte i 2007 at satse kraftigt på prototypeområdet. Det blev lavet som 'en virksomhed i virksomheden' med tre-fire ansatte, som udelukkende beskæftiger sig med prototyper.

ETK har høstet ros for sit prototype-koncept fra konkurrenter i branchen, og på elektronikmessen E10 indbragte indsatsen ETK prisen 'Den Gyldne Loddekolbe' som årets bedste prototypevirksomhed. 100 udviklingsingeniører deltog i kåringen, og mange af dem understregede netop vigtigheden af at få daglige rapporter om, hvordan 'babyen' har det dag for dag.

På prototypeområdet er virksomhedens organisation og den menneskelige faktor nok så vigtig som teknikken.

»Det er jo ikke så meget selve det at montere komponenter på en printplade. Det er alt det andet udenom,« siger Michael Ravn.

Komponenter er flaskehals

SMD-montør Mogens Bomberg arbejder kun med prototyper. Denne fredag er han i gang med at sætte sin Assembleon SMD-maskine op til en ny prototype. Han håndsætter blandt andet små komponenter i en feeder. Ved prototypeproduktion skaffer man ofte komponenter i små antal, og så skal de håndsættes.

ETK har også konstrueret nogle små hjemmebyggede bakker og en 'tryllefeeder', som kan bruges til nogle få komponenter og kan erstatte de normale feeders, som kræver lange baner af komponenter.

Den prototype, som Mogens Bomberg er i gang med, kan ikke afsluttes denne fredag eftermiddag, for der mangler en komponent, som først er fremme om mandagen. Sådan er det ofte - komponenter er flaskehalsen i processen.

Derfor har Michael Ravn et hjertesuk til kunderne:

»Vi ville gerne have kunderne til at lave en preliminær stykliste tidligt i processen. Så ville vi have en chance for at købe komponenterne ind i god tid,« siger han.

Nogle gange har udviklerne svært ved at forstå, at det kan tage så lang tid at lave en prototype. Tidsfaktoren er meget afgørende, for det er som regel vigtigt at få introduceret produktet hurtigt på markedet. Prototypeproducenterne har omvendt svært ved at forstå, at udviklerne ikke kan komme med en god stykliste tidligere i forløbet. Samspillet mellem de to parter er afgørende.

Det er slet ikke usædvanligt, at der holder en taxa foran ETK, som er klar til at køre, når prototypen er klar.

»Forleden kom der en kunde her klokken 14 og fulgte med i produktionen i en prototype. Han testede elektronikken klokken 16, og kl. 16.45 kørte han med den,« siger Michael Ravn.

For at give udviklerne bedst mulige arbejdsvilkår har ETK Elektronik indrettet et rum, som bliver stillet til rådighed for dem. For i den sidste fase skal der samarbejdes mellem udviklere og produktionsfolk.

Prototypemaskiner

Der er begyndt at komme særlige SMD-maskiner på markedet beregnet for proto-typeproduktion, netop med løsninger for nogle få komponenter, men ETK er indtil videre godt tilfreds med sine egne feedere.

»Vi har ikke behov for dedikerede maskiner,« siger Michael Ravn.

På et andet område forudser han en ændring i fremtiden:

»Det vil fremover blive mere almindeligt, at montagevirksomheden tilbyder test af prototypen. Flere af os har allerede testudstyr. Det vil give kunderne mindre besvær og færre omkostninger med selv at teste,« forudser han.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.