Canadisk ægtepar flygtet fra mulige udslip af lagret CO2
En død kat, en død afrikansk dværgged og et algefyldt vandhul i Canada har sat gang i en større global debat om sikkerheden ved lagring af store mængder CO2 i undergrunden.
Jane og Cameron Kerr måtte, ifølge egne oplysninger, flytte fra deres hus, efter store problemer med opsivende CO2 fra et nærtliggende CCS-projekt.
Læs også
-
Danmark bliver knudepunkt for Europas kommende CO2-rørledning
-
Professor: CO2-lagring er lige så slemt som radioaktivt affald
Læs mere om
Dokumentation
Kan lagret CO2 holde sig pænt i undergrunden - eller vil det langsomt sive op til overfladen til fare for mennesker og dyr?
Det spørgsmål stiller man sig i øjeblikket i Nordjylland, hvor den svenske energikoncern Vattenfall ønsker at lagre CO2 i forbindelse med Nordjyllandsværket. Og samme spørgsmål har længe naget det canadiske ægtepar Jane og Cameron Kerr.
Den 11. januar fik Kerr-parret luft for års frustrationer, da den velansete canadiske avis The Globe and Mail bragte et større interview med dem. Ægteparret var blevet så bange for angiveligt opsivende CO2 fra en nærliggende oliefelt, at de var flygtet fra deres hjem.
Flugten skete, efter at Kerr-parret havde oplevet 'mystiske ting'. Et lille vandhul nær deres gård fik pludselig kager af alger på overfladen, og flere smådyr blev fundet døde på grunden - herunder en kat og afrikansk dværgged af samme type som de, børn klapper løs på i Zoo. Parret oplevede også, at de blev forstyrret om natten af store drøn, der lød som skud, mens vandet i vandhullet skummede til på overfladen.
Kerr-parret var ikke i tvivl. Skurken var opsivende CO2, og kilden var et CO2-lagringsprojekt ved byen Weyburn to kilometer fra families gård.
Mere olie med CO2
Saskatchewan er en stille landbrugsprovins, der er mere end 15 gange så stor som Danmark, men har kun omkring en million indbyggere. Ud over landbrug lever provinsen af olieudvinding, og det er her, Kerr-familiens problemer kommer ind i billedet.
Weyburn-projektet er verdens største CO2-lagringsprojekt - eller CCS, som det hedder i fagsproget, der er en forkortelse af Carbon Capture and Storage. Siden 2000 olieselskabet Cenovus Energy brugt over 18 millioner tons CO2 til at udvinde ekstra olie fra et felt under Kerr-familiens gård.
Metoden kaldes EOR, Enhanced Oil Recovery, og har været anvendt i mindre skala i USA og Canada siden 1970’erne. CO2 pumpes ned i oliefeltet, hvor noget af CO2’en blander sig med olien, så de dyre, sorte dråber lettere flyder mod oliebrønden, mens noget af CO2’en bliver tilbage i undergrunden. Ved overfladen adskilles CO2 igen fra olien og pumpes tilbage i undergrunden. Og sådan kører møllen.
EOR kan øge udvindingsgraden med mellem 8 og 16 procent. I CO2-lagringsprojektet ved Weyburn kan Cenovus Energy konkret trække 10 procent mere olie op fra feltet af 25 procent til 35 procent af den olie, der gemmer sig i undergrunden. Der er med andre ord god økonomi og klimamæssige fordele i at pumpe CO2 ned undergrunden. Hvis den altså kan blive dernede.
Men kan den nu også det, lyder det centrale spørgsmål i Kerr-sagen, der de seneste uger har drevet rundt på alverdens mediers hjemmesider. For er metoderne til at indfange og lagre store mængder CO2 i geologiske formationer, sådan som blandt andet EU ønsker det, og som den svenske energikoncern Vattenfall forventer at gøre det i forbindelse med Nordjyllandsværket, sikker?
Ufarlig CO2 - næsten
Ideen med CCS er, at man eksempelvis på kulkraftværker kan adskille CO2 og føre gassen til et område, hvorfra man kan deponere den i geologiske formationer i undergrunden.
Det sker i lag, man kender fra årtiers olie- og gasefterforskning. Lagene kan eksempelvis være porøse lag som sandsten eller kalk, og oven på lageret skal der være en formation af tættere lag, der kan fungere som dæklag. En slags låg på glasset, om man vil.
Når CO2 lagres på dybder fra omkring 800 meter, er trykket så stort, at CO2 omdannes til en superkritisk væske. Det betyder, at man kan lagre meget store mængder CO2, og at man ikke kommer i konflikt med drikkevandet. CO2 kan med andre ord ikke slippe ud af sit underjordiske fængsel, ligesom naturgas og olie også er ’fanget’, indtil nogen tiltvinger sig adgang.
Sådan er det i hvert fald ifølge de fleste eksperter, der af samme grund ser CCS som en helt central teknologi til at bekæmpe klimaforandringerne.
CO2 er i sig selv ikke farligt. Snarere tværtimod. Eksempelvis kommer den klassiske franske mineralvand Perrier fra kilder, der indeholder vulkansk CO2, og gassen anvendes til mange industrielle formål.
Men CO2 er alligevel værd at holde øje med, fordi den i ren form er uden smag og lugt, og samtidig relativt tung. Det betyder, at CO2 i værste fald kan fortrænge atmosfærisk luft eksempelvis i lavninger og give iltmangel, og det bringer os tilbage til den døde afrikanske dværgged hos Kerr-familien i Weyburn.
Rådgiver: Høj koncentration af CO2
I august fik Kerr-familien hjælp fra en uafhængig rådgiver, Petro-Find, til lave en undersøgelse af området. Den konkluderede, at der var langt højere koncentrationer af CO2 på familiens grund end i omgivelserne, og at den øgede CO2 kun kunne stamme fra Weyburn-projektet.
Petro-Finds analyser viste, at der på Kerr-grunden var en CO2 koncentration på 110.607 ppm mod et gennemsnit på 23.000 ppm for 25 prøver taget i området. Samtidig fastslog Petro-Find, at den kemiske sammensætning af CO2 i prøverne fra Kerr-familien var identisk med prøver fra den injicerede CO2 1,5 kilometer nede i undergrunden.
Med andre ord: CO2 kan ikke holdes i undergrunden, sådan som eksperterne hævder. Gassen udgør derfor en risiko for levede væsner på overfladen, og Kerr-familiens døde dyr og natlige oplevelser, er beviset.
Eksperter: Helt almindelig præriejord
Men så tog sagen en ny drejning.
Over 30 internationale anerkendte forskningsinstitutioner i Europa og USA analyserer dagligt effekterne af at pumpe CO2 i undergrunden. Et af de steder, man gør det, er netop i forbindelse med Weyburn-projektet, hvor eksperter støttet af det internationale energiagentur, IEA, og USA’s energiministerium, overvåger forløbet.
19. januar skriver eksperterne i en pressemeddelelse, at Petro-Find har overfortolket prøvernes resultater. Ifølge dem er der overhovedet ingen beviser for at de øgede koncentrationer af CO2 hos Jane og Cameron Kerr kommer CO2, der er injiceret i undergrunden i forbindelse med Weyburn-projektet.
Koncentrationen af CO2 er ikke højere end normalen for præriejordtyper i Weyburn-området, og også sammensætningen af kulstofisotoperne er den samme som i området generelt, anfører de.
Desuden er det fuldstændigt urealistisk, at CO2 kan bevæge sig de to kilometer til Kerr-farmen blandt andet gennem fem geologiske barrierer, hvor af enkelte lag er 800 meter tykke, hedder det. I øvrigt skulle CO2 krydse vand for at komme frem til Kerr-familien og deres vandhul.
Også andre geologiske eksperter afviser konklusionerne i Kerr-familiens rapport. En af dem er Susan Hovorka, der er specialist i at overvåge geologisk lagret CO2 ved University of Texas i Austin. Over for Scientific American afviser hun rapporten konklusioner som ’langt ude over, hvad der kan konkluderes ud fra data’.
Nye analyser på vej
Tilbage står, at ingen reelt ved, om Weyburn-projektet lækker CO2 fra undergrunden. Eksperterne siger nej, Kerr-familien og Petro-Find siger jo, mens de døde dyr ved det lille vandhul to kilometer fra CCS-projektet af gode grunde er helt tavse. Imens er nye analyser på vej.
Selv om det lokale turistkontor i Weyburn reklamerer med, at byen er ”a great place to live”, har Kerr-parret dog for længst valgt at fraflytte deres hjem. Måske fordi det bobler op med CO2 fra undergrunden.
