Frankrig vil bygge undersøiske atomkraftværker
Et nyt koncept for undersøiske atomkraftværker er på vej. Værkerne bliver på op til 250 MW og skal placeres få kilometer fra kysten. Dermed bliver der aldrig mangel på køling, og værkerne kan placeres tæt ved kystnære storbyer.
Flexblue hedder det franske koncept med undervands-atomkraftværker. Tanken er, at de placeres nogle kilometer ud for kystnære storbyer.
Læs også
-
Eksperter: Flydende russiske akraftværker er gennemprøvet teknologi
Dokumentation
Det franske firma DCNS har netop præsenteret et koncept for undersøiske atomkraftværker kaldet Flexblue.
Flexblue er 100 meter lange cylindre, der indeholder en atomreaktor. De forankres på havbunden få kilometer fra eksempelvis byer eller kyststater.
DCNS, der blandt andet bygger ubåde og store overfladeskibe til flere landes flåder, har forsket i teknologien de seneste to år og netop indgået et partnerskab med atomgiganterne EDF, Areva samt det statsejede tekniske forskningsinstitut, CEA. De fire partnere vil over de næste to år undersøge konceptet nærmere, herunder risikoen for spredning af følsomme materialer.
Godt to-tredjedele af verdens befolkning lever i kystnære områder, skriver DCNS i en pressemeddelelse, og målet er at sælge op mod 200 undersøiske kraftværker over de næste tyve år.
Flexblue bliver på mellem 50 og 250 MW og 12-15 meter i diameter. Kraftværkerne skal forankres på 60-100 meters dybde, hvor kabler vil føre elektriciteten ind til land. DCNS estimerer, at et kraftværk kan levere strøm til op mod en million husholdninger.
Flexblue skal produceres på koncernens skibsværfter som moduler og vil færdigmonterede veje 12.000 ton. Tanken er at udvikle et system, der kræver ganske få ændringer fra lokalitet til lokalitet, og nedsænkningen betyder, at der aldrig bliver mangel på køling, skriver selskabet.
Se video om, hvordan værkerne flådes ud.
DCNS oplyser, at de undersøiske kraftværker skal leve op til de samme sikkerhedsmæssige krav som de nyeste atomkraftværker på landjorden.
Flere lande arbejder med at udvikle små og mellemstore reaktorer. Blandt andet har Rusland bygget og søsat det første af 12 flydende atomkraftværker. De skal bruges i de fjerne nordøstlige egne, hvor der er dårlig infrastruktur.
Også USA og Japan forsker i små og mellemstore kraftværker.






