Lundbeck i chok: Vores lægemiddel bliver brugt til dødsstraf
USA har svært ved at skaffe det bedøvelsesmiddel, der normalt bruges i sprøjterne ved dødsstraf. Danske Lundbeck kan ufrivilligt blive ny leverandør til henrettelserne.
Læs mere om
Til Lundsbecks store overraskelse er den danske medicinalvirksomhed pludselig havnet i spørgsmålet om dødsstraf.
Den amerikanske virksomhed Hospira, der er de eneste i verden, der producerer bedøvelsesmidlet sodium thiopental, der bruges i sprøjterne til dødsstraf i de fleste stater, har nemlig svært ved at levere det mere, efter at produktionen er rykket til England og Italien.
England har forbudt al eksport af stoffet, mens Italien kræver garanti for, at stoffet ikke vil blive brugt til henrettelser, så Hospira har meddelt, at man ikke kan levere midlet til de amerikanske fængsler længere.
Så nu er de amerikanske stater på udkig efter et alternativ, og de peger på danske Lundbecks bedøvelsesmiddel pentobarbital som en mulighed.
Ifølge The New York Times har staten Oklahoma allerede udført to henrettelser med Lundbecks lægemiddel.
Chokerede hos Lundbeck
Hos Lundbeck er der overraskelse og langtfra glæde over det nye marked, der er dukket op.
»Vi anede ikke, at vores lægemidler blev brugt til det, før medierne ringede om det, og vi er noget chokerede over det. Vi vil undersøge, om vi kan få det stoppet, for det går stik imod det, vi gør. Vi udvikler lægemidler for at hjælpe folk, der er syge,« siger Lundbecks pressechef, Mads Kronborg, til Ing.dk.
Men det bliver svært at gøre noget ved det, fortæller han.
»Vi har ingen kontrol over, hvem vores lægemidler bliver solgt til, og hvordan de bliver brugt. Vi får det produceret i USA og leverer det til distributørerne. Og det er ikke ulovligt at bruge lægemidler til andet, end de er godkendt til, så hvis et fængsel vil bruge det, kan vi ikke gøre noget ved det. Det er en svær situation, for hvis vi trækker lægemidlet af markedet, lader vi patienterne i stikken,« siger Mads Kronborg.
Normalt anvendes Lundsbecks lægemiddel bl.a. til bedøvelse, behandling af svære epileptiske kramper og til at lægge folk i kunstig koma.






