Gratis mobilabonnement: Tyvebander skræller trafiklys for simkort
I Sydafrika ødelægger tyvebander trafiklys, som indeholder en mobiltelefonisk tjenestealarm, stjæler simkortet og ringer gratis. Myndighederne fatter ikke, hvordan tyvene kan udvælge de rigtige trafiklys.
Man kan ikke se på et trafiklys, om der er en mobil sender og et simkort i. Derfor har det sydafrikanske vejkontor en mistanke om, at tyvene har hjælpere, der er ansat i det offentlige.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Sydafrikanske tyveknægte har fundet sig et billigt mobilabonnement.
De stjæler sim-kortene, som sidder i byens højteknologiske trafiklys.
Sim-kortet sidder i en lille mobil-installation i trafiklyset og videresender alarmer, hvis et lys stopper med at virke. Sim-kortene giver tyvene adgang til at foretage dyre telefonsamtaler og hente ubegrænsede datamængder via gprs - indtil tyveriet bliver opdaget.
I de sidste tre måneder er mere end 400 trafiklys blevet ødelagt på grund af sim-kortene bare i Johannesburg. Det koster cirka 11 millioner kroner fra kommunekassen at reparere de beskadigede trafiklys, skriver bystyret på sin hjemmeside.
En talsmand for det lokale vejkontor, Johannesburg Road Agency, Thulani Makhubela, beskriver tyverierne som et alvorligt slag mod økonomien.
»Vejkontoret er meget påvirket af tyverierne, og det betyder, at vi nu skal klemme penge ud af budgettet til ting, som ikke burde have kostet noget som helst,« siger han.
Det mærkelige er, at tyvene er i stand til at udvælge de fjernbetjente trafiklys og lade de almindelige trafiklys stå. Til den engelske avis The Guardian siger Makhubela, at tyverierne er systematiske og koordinerede, formentlig organiseret af en bande. For de ved præcis hvilke trafiklys, der skal angribes.
Vejkontoret arbejder tæt sammen med politiet for at finde ud af, hvordan tyvene finder de rigtige trafiklys.
»Vi ved ikke, hvem der er involveret i den sag, men vi håber på at komme til bunds i det,« siger han.
Desuden har bystyret kontaktet leverandøren af de mobil-udstyrede trafiklys for at finde ud, om der eventuelt kan være tekniske løsninger på tyveriproblemet.
I december havde Vejkontoret også et andet problem. Dengang var der eksempler på, at tyve stjal trafiklysmasterne - for at sælge dem som skrot.






