/byggeri

Nordjyder fandt sneskovlene frem: Kun to tage braset sammen

Trods massive snemængder og lange perioder med nattefrost har Nordjylland blot haft to tagkollaps denne vinter mod de 100, vi så forrige år. Sneen pakker sig ikke så hårdt i år, og folk fejer løs på tagene, lyder direktørens forklaring.

Af Thomas Djursing, torsdag 20. jan 2011 kl. 08:12

Vejret har givet landmændene i Nordjylland en pause, efter sneskovlen har været i fuld sving for at undgå tagkollaps i stil med sidste år.

Den første del af vinteren har kun ført til to kollaps på mindre landbrugsejendomme, hvor konstruktionerne var ældre. I det ene tilfælde var der tale om en kostald, oplyser direktør Bente Søgaard i Bygningskontor Nord.

»De mange tagkollaps kom som en stor overraskelse for landmænd og gjorde virkelig noget ved folk. Pludselig så folk, at det kunne ske for enhver, og ingen kunne vide sig sikker. Derfor har mange hyret maskinstationer til at fjerne sne fra tagene, og det kan mærkes,« siger Bente Søgaard.

Trods denne vinters store snemængder, så har sneen slet ikke pakket sig lige så hårdt som sidste år, hvor der var en lang periode med hård nattefrost og dage med sol, som fik sneen til skiftevis at smelte og fryse. Her oplevede nordjyderne op mod 100 tagkollaps.

Vintervejret er dog langt fra forbi, og sidste år var situationen især kaotisk i begyndelsen af februar. Men sådan går det ikke i år, håber Bente Søgaard.

»Desværre kan jeg ikke spå, men mit bud er, at landmændenes indsats med at feje tagene vil føre til langt færre kollaps. Men hvem ved? Sneen falder og pakker sig helt forskelligt fra område til område,« siger hun.



20. jan 2011 kl 11:20

Martin Nielsen

Måske røg de værste tage sidste år -

- og så er der kun de "næst-værste" tilbage? Og så fremdeles...


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.