Ingeniørhøjskolen fusionerer med Aarhus Universitet
Ingeniørhøjskolen i Århus slår sig sammen med Aarhus Universitet og samler således ingeniøruddannelserne i området. Fusionen skal ruste institutionen til at modtage 3000 studerende inden 2015.
Uanset hvor i Aarhus, de nye ingeniører skal indsamle deres viden, så får de nu én fælles hovedindgang - på universitetet. (Foto: Wikipedia)
Læs også
-
Naturvidenskab rykker: Højeste optag nogensinde på universiteter
-
Nyt Århus-byggeri skal samle 3.000 it-specialister og studerende
Læs mere om
De to ingeniøruddannelser i Århus, Ingeniørhøjskolen og Aarhus Universitet, skal lægges sammen til én institution på universitetet. Det sker efter forslag fra bestyrelserne begge steder.
En samlet sted for ingeniøruddannelser vil styrke sammenhængen mellem uddannelserne på forskellige niveauer, den tekniske forskning og kontakten til erhvervslivet, skriver Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling i en pressemeddelelse.
»En fusion mellem Ingeniørhøjskolen i Århus og Aarhus Universitet vil skabe et nyt og stærkere ingeniørfagligt miljø, der kan bygge videre på det eksisterende samarbejde mellem de to institutioner. Det betyder højere kvalitet af ingeniøruddannelserne i det midtjyske og matcher erhvervslivets efterspørgsel efter ingeniører til gavn for den fortsatte vækst og udvikling af erhvervslivet i regionen og i Danmark,« siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K).
Fusionen er stærkt ønsket i Østjylland, både af erhvervsliv og politikere, for der er mangel på ingeniører, selv om tilgangen til studiet har været god.
I praksis har fusionen været på vej længe, men den har ikke kunnet formaliseres, før regeringen nikkede. For to år siden oprettede de to uddannelser nemlig Aarhus School of Engineering, en fælles uddannelsesinstitution i universitetsregi, som omfattede begge skolers elever, og som havde Ingeniørhøjskolens rektor, Ove Poulsen, som øverste leder. Han blev samtidig professor i den nye institution, som dengang rummede 1.700 studerende, og som havde otte forskellige diplomingeniøruddannelser, syv civilingeniøruddannelser og tre bacheloruddannelser.
Skal der fyres noget personale, når nu hele molevitten skal lægges sammen?
»Nej, tværtimod. Der skal ansættes nogle folk. For vi er jo i en vækstsituation. Vi har nu 2350 ingeniørstuderende indskrevet, og vi regner med at nå 3.000 inden 2015,« siger Ove Poulsen til Ingeniøren.
Er der tale om en trend med at nedlægge ingeniørskoler og samle de studerende på universiteter?
»Ja, sådan har det været længe i udlandet. Det er ikke forkert at sige, at Danmark har været et af de sidste lande, der følger denne udvikling,« siger han.






