/energi

Obamas BP-kommission: Olieselskaberne skal holdes i kort snor

Der skal skrappere reguleringer til og flere penge på bordet fra olieindustrien, hvis der skal kunne bores forsvarligt i fremtiden. Det konkluderer Obamas olieudslipskommission, der skyder med skarpt efter både industrien og myndighederne.

Af Mie Stage, tirsdag 18. jan 2011 kl. 15:37

Det amerikanske indenrigsministerium og de tilhørende agenturer skal og bør blande sig noget mere, hvis miljøkatastrofer som olieudslippet i Den Mexicanske Golf skal undgås i fremtiden.

Det er i store træk konklusionen og anbefalingen i den 380 sider lange rapport fra den nedsatte ’National Oil Spill Commission’, som Barack Obama nedsatte efter BP-katastrofen sidste år.

Tidligere på måneden blev de første detaljer lækket fra rapporten der for alvor sender BP i olieselskabernes skammekrog. Her fremgår det, at der blev begået stribevis af fejl - tilsyneladende for at spare tid og penge undervejs i olieproduktionen.

I en liste, som kommissionen har offentliggjort på sin hjemmeside, er hele ni fejl listet, som efter kommissionens vurdering nemt kunne være undgået, hvis blot BP og samarbejdspartnerne Halliburton og Transocean ikke havde været så forhippet på at spare tid på blandt andet tests og bestilling af materialer.

For eksempel blev der fundet fejl i cementen til foringen af hullet i brønden, hvilket kunne være undgået, hvis der havde været mere ingeniøropmærksomhed på det, lyder det fra kommissionen.

Se listen her

Kommissionen er efter indenrigsministeriets agentur Mineral Management Service (MMS), som står for regulering og uddeling af tilladelser til olieboringer.

Ifølge kommissionen har MMS haft for uklare mål og modarbejdet sig selv, fordi den ene del af agenturet gik op i sundhed og miljø, mens den anden del fokuserede på de økonomiske interesser.

Og ofte vandt økonomien, fordi interne spændinger i organisionen gjorde den følsom over for udefrakommende pres fra politikere og industrien. Derfor er det anbefalet, at der kommer mere styr på de interne linjer.

MMS blev da også ophævet allerede sidste år af Barack Obama og erstattet af et nyt organ: Bureau of Ocean Energy Management, Regulation and Enforcement.

Læs rapporten her

Ligeledes har de økonomiske interesser det med at vinde over miljøorganisationernes løftede pegefingre, og det skal også være slut. Kommissionen lægger nemlig op til, at agenturer som NOAA, der ser på havenes tilstand, skal have større indflydelse på beslutninger og godkendelser af boringer.

Og skal der fremover gives boringer, skal der i meget nøje detaljer redegøres for potentielle risici, og hvordan de i givet fald skal løses. Herunder skal Indenrigsministeriet oprette et sikkerhedsinstitut, som sikrer sikkerheds- og miljøstandarder, så der kommer lige så meget styr på det som ved boringerne i Nordsøen, som kommissionen har skævet til og ladet sig inspirere af.

Desuden skal olieselskaberne punge ud til miljøforskning via en afgift, og også her skal NOAA have mere at sige.

Kommissionen vurderer, at det vil koste omkring 100 milliarder kroner at rengøre Golfen efter udslippet, hvoraf nogle af pengene vil gå til de påvirkede stater gennem sagsøgning af BP, mens andre vil komme fra en højere skat på olieproduktion og et greb i statskassen.

For at sikre sig at der kan ryddes op i fremtidige tilfælde foreslår kommissionen også, at ansvarsloftet på omkring 400 millioner kroner hæves for at sikre sig, at eventuelle små olieselskaber finder stærke økonomiske partnere, hvis de vil producere olie, så man ikke står med regninger for milliarder, hvis uheldet skulle være ude.

Ifølge The New York Times har industrien og republikanerne ikke modtaget kommissionens rapport alt for pænt. De er selvsagt imod yderligere reguleringer, der koster tid og penge. Kommissionen håber dog, at folkets opmærksomhed på katastrofen vil have magt nok til, at nogle af forslagene vil gå igennem.



27. jan 2011 kl 12:45

avatar

alex sonnenborg

Dispersants in Gulf Spill

To combat last year’s Deepwater Horizon oil spill, nearly 800,000 gallons of chemical dispersant were injected directly into the oil and gas flow coming out of the wellhead nearly one mile deep in the Gulf of Mexico. Now, as scientists begin to assess how well the strategy worked at breaking up oil droplets, Woods Hole Oceanographic Institution (WHOI) chemist Elizabeth B. Kujawinski and her colleagues report that a major component of the dispersant itself was contained within an oil-gas-laden plume in the deep ocean and had still not degraded some three months after it was applied.
http://aqviva.dk/2011/01/first...ate/


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk