/byggeri

Ny "Lego"-isolering banker prisen på lavenergihuse i bund

Et modulært byggesystem fra Rockwool forventes at skære fem-ti procent af prisen for en ydermur som samtidig kan gøres slankere end konkurrerende systemer.

Af Ulrik Andersen, tirsdag 18. jan 2011 kl. 14:47

"Lego for voksne". Sådan beskriver håndværkerne Rockwools nye modulære byggesystem, Rockshell, der netop er blevet lanceret på messen Bau i Tyskland.

Systemet består af 250 mm tykke stenuldspaneler, der klemmes fast mellem stålsøjler i I-profil, der samtidig fungerer som bærende konstruktion. I isoleringen er der udfræset slidser, der passer præcist omkring stålsøjlerne, så der altid vil være mindst ti cm isolering mellem søjlen og den udvendige side af isoleringen.

Indvendigt skruer man en såkaldt ínstallationsvæg op. I det tyske prøvehus består den af 45 mm isolering og en 12,5 mm OSB-plade.

Samlingerne mellem OSB-pladerne limes og tapes med metalfolie for at sikre, at konstruktionen kan klare de skrappe tæthedskrav, der er til lavenergihuse. Udvendigt monteres laminerede træregler, der fastgøres i stålprofilet gennem stenulden, og så er der frit valg mellem yderbeklædning lige fra træ, der kan skrues op på træprofilerne til mursten.

Hurtigere, slankere og mere isolerende
Ideen bag det nye system er, at gøre det hurtigere at bygge ydermuren, samtidig med at konstruktionen slankes. De stadigt stærkere krav til husenes isolering betyder nemlig, at der skal mere isolering væggene, så vægtykkelser på 60 cm ikke er ukendte i passivhuse. De tykke vægge stjæler af boligarealet, fordi de tilladte bebyggelsesprocenter sjældent bliver øget, selvom kravene til husenes energiforbrug vokser. Og de stadigt tykkere vægge kan let skære tre kvadratmeter af det beboelige areal i et standardhus.

Den anden fordel er prisen, siger direktør for Rockshell, Morten Haahr.

»I dag er byggeriet stadig meget lidt industrialiseret. I hvert fald i Danmark. Mange ting foregår stadig på byggepladsen og der er meget spild. Med Rockshell kan vi levere hele pakken skræddersyet til byggeriet, så søjlerne og stenulden er skåret til og alle skruer er med. Det gør det meget hurtigt at rejse ydermuren. De håndværkere, som byggede vores prøvehus i Flensborg beskrev det som Lego for voksne.«

Ifølge Morten Haahr viser Rockwools estimater, at tidsbesparelsen, der kommer af, at komponenterne ikke skal tilpasses på pladsen og at der ikke skal bruges kraner til opførelsen, at man kan spare fem-ti procent i forhold til konkurrerende ydermur-systemer. Besparelsen kan vise sig at være endnu større, når byggebranchen lærer systemet at kende.

Intet spild på byggepladsen
Miljømæssigt er der også den fordel at der ikke er noget spild på pladsen, fordi alle dele leveres skræddersyet til det konkrete projekt.

Hos rådgivningsvirksomheden Ellehauge & Kildemoes, der er specialister i lavenergihuse og passivhuse er Klaus Ellehauge begejstret for det nye system.

»Systemet ser spændende og godt ud. Jeg kender ikke andre systemer, der kan det samme, og hvis det kan minimere risikoen for kuldebroer og sænke prisen på lavenergibyggeri, så kan vi kun være glade.«

Rockwool lover en u-værdi for Rockshell på 0,15 W/m2K og har søgt om at få systemet godkendt til passivhusbyggeri af Passivhusinstituttet i Darmstadt.

»Om det bliver vigtigt med en passivhus-godkendelse i fremtiden ved vi ikke, men på det tyske marked er det meget anerkendt, så hvis folk gerne vil have det, så vil vi gerne kunne levere det. Og det er jo også et kvalitetsstempel.«

Rockwool vil nu afvente reaktionen fra det tyske marked, før de beslutter og Rockshell skal markedsføres andre steder.



18. jan 2011 kl 15:11

Peter Vester

Ingen kraner

Det ser jo godt nok rigtigt spændende ud. Men det med der ikke skal benyttes kraner ?
Betyder vel at elementerne er relativit smalle ? Ellers kan man vel ikke løfte de stål søjler ?
Kunne det så ikke være en fordel at lave dem brede også med lidt større dimensioner på stålet? Ved godt det giver større kuldebroer. Men giver vel også endnu mindre monterings tid ?


18. jan 2011 kl 15:39

Claus Rudbeck

Nemt at skille ad ...

Og bliver man træt af huset, så er det nemt at skille ad igen. Det er blot at sætte boreskinen i bak-gear :-)

Elementerne er 600 mm mellem stålsøjlerne. Så isoleringselementerne kan løftes uden de større problemer. Kender ikke vægten af stål-elementerne, men med en godstykkelse i milimeter-størrelsen så kan det ikke være meget.

Har lavet de termiske beregninger - så jeg kender en del til det termiske i systemet.


18. jan 2011 kl 16:04

Simon Studinski

U-værdi eller lamda-værdi

Rockwool lover en u-værdi for Rockshell på 0,15 W/m2K

Det er selvfølgelig udmærket, men enten bør man præcisere, hvordan den nævnte U-værdi er opnået (er det bare for 250 mm Rockshell?) - eller også skal man i stil med alle andre isoleringsmaterialer opgive isoleringsevnen (lambda-værdi).
Jeg kan regne mig frem til, at en U-værdi på 0,15 W/m2K for 0,25 m modsvarer en lamda-værdi på 0,0375 W/mK. Dette er lidt dårligere end Rockwools standardprodukter med en lamda-værdi på 0,0370 W/mK.


18. jan 2011 kl 16:07

Claus Rudbeck

U-værdi eller lambda-værdi

Husk at der også nævnes en 45 mm installationsvæg (som er fyldt med isolering).
Samtidig er der en indvendig og udvendig overgangsisolans som bidrager til U-værdien.
U-værdien beregnes i henhold til DS EN/ISO 10211


18. jan 2011 kl 16:10

Simon Studinski

Re: U-værdi eller lambda-værdi

Jovist. Men det bør præciseres, hvordan den nævnte U-værdi fremkommer. Jeg kan ikke ud fra artiklen læse, om værdien gælder for isoleringsmaterialet alene eller om det er for en hel ydervægskonstruktion. Derfor opfordrer jeg til denne præcisering.


18. jan 2011 kl 16:56

jesper thusgaard

energi renovering...

... kan systemet bruges til energi renovering, eller findes der andre lignende produkter til det?

J;-)


18. jan 2011 kl 19:00

Søren Ploug

Hvor ender det ?

Når huset er slidt ned - hvor gør man så af Rockwoolen ? Og bør evt. omkostninger til bortskaffelse ikke indregnes i prisen ?


18. jan 2011 kl 19:45

avatar

Johnny Kristensen

Flamingo blokke

De skal vel sammenlignes med de huse bygget med flamingo bygge blokke?

http://www.ue.dk/nyhedsarkiv/6...aspx


18. jan 2011 kl 19:50

Søren Ploug

Re: Flamingo blokke

Mig bekendt kan flamingo "bortskaffes" i et forbrændingsanlæg (?) gælder vist ikke for Rockwool (?)


18. jan 2011 kl 20:42

Frits Knudsen

Genbrug?

Hvis man ellers kan få rockwoolen skilt helt fra jern og eventuelle andre materialer, og det formoder jeg efter beskrivelsen, kan man vel bare lave ny rockwool af affaldet?


18. jan 2011 kl 22:32

Vermund Rust Christensen

Rockwool genbrug

I rockwool processen genbruges intern affald (kantskær, omstillingsspild og grove partikler fra spindeprocessen) allerede i de syntetiske cementsten som smeltes i kupolovnen. Stenene kan indeholde 30-50% uld-affald.
I andre ovntyper kan man bruge omtrent 100% affald til fremstilling af smelte til spinning af nye fibre.
Om der skulle være små procentdele andre materialer er mindre kritisk, når blot det kan neddeles så det smelter 100% og ikke indeholder skadelige eller giftige komponenter som ikke kan nedbrydes i ovnen. Rester af metallisk jern er uønsket i kupolovnen, da det ophobes i ovnbunden og skal tappes med jævne mellemrum, hvilket koster produktionstid og tabt smelte.

mvh Vermund
Forhenværende smelteudvikler i RW


19. jan 2011 kl 01:46

John Vedsegaard

Re: Ingen kraner

Det er nok ikke kun et spørgsmål om kraner til montagen, selve stålsøjlerne vejer nok ikke ret meget måske noget i stil med dem man bruger til gibs, eller lidt mere. Til gengæld vil vægten at den indvendige del kunne tilpasses så man kan løfte de elementer uden at knække ryggen på det.


19. jan 2011 kl 11:08

avatar

Henning Sørensen

Tilsvarende teknologier

Her er noget lignende:

http://www.fas.org/programs/en...html

http://www.isobyg.dk/
http://jyskebank.tv/0012217305...ingo
http://jyskebank.tv/0012354776...ingo

Og husk ventilationsanlæg!!!! Nye huse, er meget tætte, og gamle efterisolerede huse har stadig kuldebroer, hvor kondens vil sætte sig og give skimmel. Der er utallige eksempler på at efterisolering giver skimmel på udsatte steder, hvor der før ingen problemer var. Selv huse der er bygget for få år siden, kan have problemer, fordi bygherren har sparet ventilationsanlægget væk. Det gælder f. eks. min genbo. Alternativt: Luft ud flere gange dagligt (men det får folk ofte ikke gjort)


19. jan 2011 kl 12:44

avatar

Lars-H Christensen

Re: Tilsvarende teknologier

Det med kondens....naar gamle bygninger efterisoleres...skyldes primaert naar efterisoleringen er foretaget indefra, og uden ny dampspaerre. Ved eferisolering udefra traekkes kondenspunktet udad, dvs mindre risiko for kondensdannelse inde i den gamle mur. Men under alle omstaendigheder boer der vaere en passende konstant ventilation, ej blot pf.a. fugtigheden.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.