Leder: Wakefield-skandalen peger på videnskabens metaltræthed
Læs også
-
Universiteter kan spare trecifret millionbeløb på forskningsresultater
-
Rendyrket vrøvleartikel antaget ukritisk af videnskabeligt tidsskrift
-
Chefredaktør går af i arrigskab efter kritisk 11. september-artikel
Læs mere om
Det er en skræmmende case, som ingen forventer. Skurken er ikke en grisk medicinalvirksomhed, der hemmeligholder oplysninger om et livsfarligt lægemiddel for aktiekursens skyld. Svindleren er en charlatan og kvaksalver af en læge, der misbrugte bekymrede forældres vanskelige situation og fordomme over for videnskaben for egen vindings skyld.
Det anerkendte lægefaglige prestigetidsskrift The Lancet publicerede i 1998 på forsiden en påstand om, at Merck og GlaxoSmithKline sælger MFR-vaccine mod mæslinger, fåresyre og røde hunde, der kan udvikle autisme.
Artiklen var skrevet af Andrew Wakefield med hjælp fra en John Walker-Smith og 11 andre forskere fra Royal Free Medical School i London. Sidste år kom det frem, at Wakefield var betalt af en advokat, der sagsøgte medicinalvirksomhederne og derfor havde brug for dokumentation i anklagerne mod dem, og at der ikke var dækning for artiklens konklusioner.
Nu viser det sig, at det ikke er myndighederne, der har afsløret svindlen, men journalisten Brian Deer, der har arbejdet med sagen i syv år. I en række artikler i British Medical Journal (BMJ) beskriver han i detaljer, hvordan forældre til de i alt 12 børn i undersøgelsen i forvejen var overbeviste om, at MFR-vaccinen havde gjort børnene til autister.
Samtidigt dokumenterer han, at Wakefield har forfalsket fakta. Resultatet er i dag, at mange børn dør af børnesygdomme pga. angste forældre, der ikke vil vaccinere deres børn.
Her vil vi berøre den pointe, at svindelsagen peger på et generelt problem især inden for medicinalområdet, men også inden for andre domæner.
Hvis både medicinalindustrien og enkeltpersoner så nemt kan manipulere med systemet, er der noget galt med den videnskabelige proces og fagfolks vurdering af andres forskning - de såkaldte peer reviews. Det må kunne gøres bedre.
Kravene til, at forskere skal publicere meget ofte, betyder - da ny forskning blot er små kviste på et urokkeligt, voldsomt stort og stærkt forgrenet egetræ - at de små landvindinger skæres så tyndt og strækkes så langt i gentagelse på gentagelse, at tv-serien Horton-sagaen virker komprimeret.
Det gør forskningen utilgængelig, og offentligheden går kun efter sidste skrig, fordi ingen gider eller kan læse op på det hele. Sandheden bliver solgt i bidder af 100 små usandheder.
Talrige er forsøg med et lavt antal mus og rotter, hvor resultater kan ekstrapoleres til det urimelige. Det kan føre til vidtgående politiske beslutninger, der ikke hviler på videnskabelige fundamenter, men på fordomsfuldhed.
Vi så det sidste år, hvor EU foranlediget af Danmark forbød bisphenolA i sutteflasker og glas med babymad, selv om det videnskabelige grundlag vurderedes særdeles spinkelt og ikke er reproduceret.
Og hvorfor skal det være hemmeligt på de mest anerkendte tidsskrifter, hvem der laver peer reviews? Man burde kræve åbenhed, så ingen skjulte aktører kan tilbageholde forskningsresultater alternativt kan blive stillet til ansvar for svage faglige vurderinger.
Nye videnskabelige online-medier er i færd med at åbne for processen og gøre vurderingen mere transparent, det gælder på plos.org og faktisk også for BMJ.
Vi mangler open access, så offentlige forskningsresultater kan undersøges og reproduceres af andre. Det fortjener både skatteyderne og isærdeleshed videnskaben, skal den ikke degenerere og beklikkes, som vi så det med climategate.
