International gigant vinder projektering af Danmarks første højhastighedsbane
Så er der blevet sat navn på den rådgiver, der skal projektere det største jernbaneprojekt i hele Banedanmarks historie: En af verdens allerstørste rådgivningsvirksomheder står i spidsen for det konsortium, der skal tegne stregerne til den nye jernbane mellem København og Ringsted.
BLÅ STRÆKNING: (København-Ringsted via Køge) – Folketinget har endnu ikke besluttet, hvilken linjeføring den kommende udvidelse København-Ringsted skal have. Vælges ny strækning via Køge fremfor et femte spor via Roskilde vil Trafikstyrelsen dimensionere strækningen til 250 km/h. RØD+GRØN STRÆKNING: (Ringsted-Rødby) – Strækningen mellem Ringsted og Rødby skal elektrificeres som en del af Femern Bælt-aftalen med Tyskland. Det sker primært af hensyn til godstrafikken. RØD STRÆKNING: (Ringsted- Vordingborg) – Trafikstyrelsen arbejder på et projekt for opgradering af hastigheden på Sydbanen til max 160 km/h mod max 140 km/h idag. GRØN STRÆKNING: (Vordingborg-Rødby) – Strækningen skal opgraderes til to spor inden åbningen af Femern-broen. Det er ikke fastlagt, hvilke hastigheder de nye skinner skal dimensioneres til. Hastigheden er i øjeblikket på mellem 120 og 140 km/h. Kilde: Alex Landex, DTU-Transport (Grafik: Troels Marstrand)
Læs også
-
Anklage: Prestige-jernbanen giver ekstraregninger for milliarder
-
Så er det afgjort: Venstre sikrer prestige-jernbane til Ringsted
Læs mere om
En team af internationale topspillere.
Sådan ser det konsortium ud, der skal projektere Danmarks første højhastighedsbane, nemlig den kommende dobbeltsporede jernbane fra København til Ringsted via Køge.
Banedanmark har netop offentliggjort, at det bliver et konsortium bestående af de rådgivende ingeniørvirksomheder britiske Atkins, tyske Vössing, danske EKJ og svenske Sweco, der skal projektere den første nye jernbane på dansk jord i mange år, herunder fastlægge den endelige linjeføring.
Banen designes til en tophastighed på 250 km/h og bliver dermed også landets første jernbanestrækning, der giver mulighed for at køre med rigtige højhastigheds-hastigheder.
København-Ringsted projektet er Banedanmarks største projekt nogensinde.
København-Ringsted projektet omhandler etablering af 60 km dobbeltsporet jernbane mellem København og Ringsted langs motorvejen via Køge. Det projekt, som Atkins-konsortiet har vundet, omhandler blandt andet linjeføring og de jernbanetekniske dele på 56 km af strækningen. På et senere tidspunkt sender Banedanmark de resterende fire kilometer af banen i udbud.
»Det er en opgave, som er virkelig spændende at være med til at løse. Det er første gang i mange år, at der skal bygges en hel ny bane med en ny linjeføring i Danmark,« forklarer markedsdirektør Eva Rindom fra Atkins Danmark.
Store opgaver
Opgaven forløber frem til projektet er udført i 2018, og kontrakten omfatter først en fastlæggelse af den endelige linjeføring med efterfølgende vurdering af konsekvenser for flytning af veje og stier, placering af broer, tunneler og støttemure samt udbudsstrategi og program for logistik for byggepladser og adgangsveje. Herefter følger en egentlig detailprojektering og entrepriseudbud af spor og afvanding af banearealer. For køreledningsanlæg og forsyning skal der enten udarbejdes funktionsudbud eller en egentlig detailprojektering med entrepriseudbud. Under udførelsen gennemføres projektopfølgning.
Det tyske ingeniørfirma H. Vössing arbejder i forvejen sammen med Atkins på Femernbælt jernbanen, hvor virksomheden står for det overordnede design af jernbanen til Tyskland.
Rådgivervirksomheden EKJ er i banesammenhæng mest kendt fra sin rådgiverfunktion for den italienske entreprenør Salini, som får ansvaret for at bygge Cityringen i København. Her har EKJ allerede været med til at flytte Graverboligen på Assistens Kirkegård, så den bevaringsværdige bygning kan komme tilbage på plads, når anlægsarbejdet er slut.
Også den svenske rådgivergigant Sweco er allerede aktiv i Danmark som rådgiver for Salini på Cityringen.
Kontrakten blev vundet i konkurrence med fire andre internationale konsortier.
Omfattende jernbaneprojekt
Begrundelsen for at etablere den nye jernbane er, at den nuværende bane fra København til Ringsted via Roskilde i dag udgør en flaskehals, hvor der ikke er mulighed for at køre flere tog. Den nye jernbane via Køge giver mulighed for flere togafgange, kortere rejsetid og færre forsinkelser.
Som helhed omfatter projektet Ny bane København Ringsted:
1) En ny, dobbeltsporet og elektrificeret jernbane mellem København og Ringsted
2) Banen bygges til 200 km/h og forberedes til 250 km/h for persontog. 3) Perroner på Ny Ellebjerg Station til regional- og fjerntog
4) En ny station Køge Nord med forbindelse til ny station på S-banen
5) Tilslutning ved Køge Nord til Lille Syd Banen til og fra Køge og Næstved
6) Et ekstra spor ved Køge Station
7) Sporombygning på Ringsted Station.






