En mere langhåret udredning, baseret på OECD-tal kan findes her:
Den "analyse" du henviser til, antager uden at nævne det, at personer i alle OECD landende laver de samme livskvalitetsbeslutninger.
Altså hvis du placere en italiener og en dansker i USA, vil de begge reagere på samme måde overfor en en skatteændring som en indfødt USAner ville.
Det findes der masser af både akademisk og anekdotisk evidens for ikke er tilfældet. I USA har man ligefrem dokumenteret hvorledes produktiviteten falder for hver generation efter indvandringen, efterhånden som folk vænner sig til en bedre livskvalitet.
Emperien i Danmark siger at danskerne overhovedet ikke har lyst til at arbejde mere: Hver gang skatten er blevet sænket har det bare hævet (luxus-)forbruget, det har ikke medført nogen målelig produktivitetsstigning.
Og tro mig, vi har ikke bare overset det, CEPOS & Konservative ville have været helt oppe i det røde felt hvis de havde noger der ligende evidens for denne kæphest.
Derimod kan vi hurtigt blive enige om, at når skatten er steget har det medført et netto fald i (den ikke sorte) produktivitet.
Deri misfortolker du den analyse du peger på: Der er intet belæg for at behandle +1% og -1% skat som symmetriske hændelser, de har vidt forskellige psykologiske og kulturelle virkninger.
Så nej, du har ikke ført noget der ligner skyggen af evidens for en fordel ved at sænke topskatten, så det forslag synes jeg vi skal droppe og koncentrere os om det jeg stillede, der ikke i samme grad er klassekamp.
Poul-Henning