Sidste element sat på verdens længste bro
De sidste elementer i en 41,58 km lang broforbindelse ved den kinesiske millionby Qingdao blev løftet på plads før jul. Broforbindelsen, der har en motorvejsudfletning i midten, er nu verdens længste over vand.
Qingdao Bay Bridge, der åbner i år, bliver verdens længste bro over vand. (Illustration: Shandong High-speed Expressway)
Læs også
-
Nu gør Cowi klar til verdens længste hængebro med et spænd på 3,3 km
Læs mere om
Dokumentation
Praleretten for at have verdens længste broforbindelse overgik før jul fra USA til Kina. 22. december blev det sidste broelement i Qingdao–Haiwan-broen løftet på plads, og dermed er den 41,58 km lange broforbindelse officielt verdens længste over vand. Rekorden har hidtil tilhørt Lake Pontchartrain Causeway i Louisiana, USA, der er 38,42 kilometer lang.
Den kinesiske broforbindelse forbinder ikke bare millionbyen Qingdao med halvøen Huang Dao på den anden side af Jiaozhou-bugten med en 28,88 km lang bro, den har også et 12,7 km langt tredje ben, der går mod nord til byens lufthavn, der også ligger ud til bugten. Det fortæller bygherren Shandong High-speed Expressway i en pressemeddelelse.
Danske ingeniører med i projektet
Hovedforbindelsen tværs over bugten har to parallelle skråstagsbroer med to pyloner hver og et hovedspænd på 260 meter, og en anden skråstagbro, hvor en central pylon bærer to brodæk med et hovedspænd på 260 meter. Danske Cowi har udarbejdet designreview på den del af broforbindelsen.
I midten af forbindelsen er der en slags motorvejsudfletning, hvor bilisterne kan vælge om de vil køre til lufthavnen mod nord eller videre mod Qingdao eller Huang Dao.
Broens design har været under udvikling siden 1993, for broen står i et meget vanskeligt farvand med heftig skibstrafik, meget saltholdigt vand og hård frost. Det fryser mellem 40 og 52 gange om året, og saltindholdet i vandet er 29,4-32,6 promille – svarende til bundvandet i Kattegat – hvor gennemsnittet er omkring 20 promille. Designlevetiden for broen er 100 år, så det har stillet store krav til betonens kvalitet og udførelsen.
Selv om broprojektet har været undervejs siden 1993, blev projektet først godkendt i 2005, og byggeriet gik i gang i 2007.
Broen ventes åben i juni 2011. Derefter får broen kun lov til at holde verdensrekorden i fem år, for de kinesiske myndigheder offentliggjorde i december en plan om at forbinde Guangdong-provinsen med Macau og Hongkong via en 50 km lang forbindelse. Den bro skal efter planen åbne i 2016.






