Svampeskum er det nye flamingo
Amerikansk firma bruger svampe til at dyrke bionedbrydeligt isoleringsskum og flamingo-erstatning
Læs mere om
Dokumentation
I en mørk lagerhal i New York, USA, dyrkes et biologisk nedbrydeligt alternativ til flamingo og isoleringsskum. Her har det lille tre år gamle firma Ecovative nemlig indrettet en ”skumfarm”.
Metoden lyder ret simpel: Man tager en svamp og lader den gro i en form fyldt op med et biologisk medie, for eksempel frøskaller eller bomuld. Når svampens ”rødder” har fyldt hele formen ud, udtørrer man den – og vupti, så har man et stykke biologisk nedbrydeligt materiale, som kan bruges til indpakning af varer, isolering af huse og sågar formes til mursten og bruges som byggemateriale.
Det lille amerikanske firma baserer fabrikationen af ”skum” på en svamp. Ideen er at sælge svampene som et alternativ til det traditionelle opskummet polystyren, som i Danmark mest er kendt som flamingo.
Svampene behøver ikke engang lys for at kunne gro. Ecovative har derfor indrettet en 930 kvadratmeter stor mørk lagerhal til dyrkning af svampene. Grundlæggerne af Ecovative, Eben Bayer og Gavin McIntyre, fik ideen til det nye materiale ved at se, hvordan svampe, som vokser i træspåner var i stand til at binde spånerne sammen.
Som det fremgår af ovenstående, er det altså ikke det, vi normalt forstår ved en svamp (også kaldet frugtlegemet), der udgør det nye materiale – det er derimod selve svampen, også kaldet mycelium. Men når først svampen er vokset færdig, er produktet helt sikkert rent helbredsmæssigt. Man kan endda spise det, påstår Eben Bayer og Gavin McIntyre, selv om det ikke indeholder nogen form for næring eller smager særlig godt.
Virksomheden er blandt andet støttet af The New York State Energy Research and Development Authority (NYSERDA) og det amerikanske miljøministerium (EPA). Endnu har Ecovative ikke indgået kontrakter med større kunder.






