blogs kategori-billede

Hvad skal der til?

Af Steen Eiler Jørgensen,  fredag 31. dec 2010 kl. 14:04

For mange står den første bemandede månelanding som en helt unik begivenhed, der samlede menneskeheden på tværs af aldre, nationer, religioner og politik. Er der én historisk begivenhed, jeg i den grad er ked af at være gået glip af, er det denne. End ikke da Apollo 17 returnerede til jorden 3½ år senere, havde jeg selv set dagens lys.

Min første erindring om en rumfartsbegivenhed, der samlede folk, er rumfærgen Columbias første opsendelse, 12. april 1981 kl. 14 dansk tid. Jeg gik i anden klasse, og i fritidsordningen havde de voksne samlet os i puderummet, hvorfra vi på et farvefjernsyn fulgte opsendelsen, som DR transmitterede direkte.


Rumfærgen Columbia på sin første rejse, STS-1, under opsendelsen, 12. april 1981 kl. 14 dansk tid.

Gud ved hvad der har fået en SFO-pædagog til at tænke "Det skal børnene da se!" Jeg kan næsten ikke forestille mig det samme ske i min datters fritidsordning i dag.

Og ret beset var det jo heller ikke særlig opsigtsvækkende: På det tidspunkt havde massevis af mennesker rejst ud i lavt jordkredsløb i løbet af de foregående 20 år. Men rumfærgen var noget særligt - den indvarslede en ny tidsalder, hvor rumrejser skulle blive hverdagsbegivenheder, og åbne rummet for "almindelige" mennesker.

Sådan gik det - som bekendt - ikke. Men det er en anden historie.

Fordi det var de tårnhøje forventninger til rumfærgen, der samlede folk, i modsætning til månelandingen, der "bare" var en fantastisk begivenhed, tror jeg end ikke en bemandet landing på Mars i dag ville kunne samle folk på samme måde.

Den dag det første menneske træder ud på Mars, vil jordens befolkninger da sidde foran deres fjernsyn med tilbageholdt åndedræt en masse?

Eller vil folk i langt højere grad være ligeglade?

Sagt med andre ord: Hvad skal der til, for at samle verdens befolkning omkring en rumfartsbegivenhed igen?



01. jan 2011 kl 15:52

Peter Lykke

Ligeglad...

Nu er jeg i den heldige aldersklasse, der så månelandingerne direkte, og det føltes dengang som om at alle der kunne se TV, så det hele direkte. Eller måske efterrationaliserer jeg - det varede jo ikke længe før de direkte udsendelser stoppede. Rumfærgen fik interessen op igen - for en endnu kortere periode end sidste gang. Det samme gjorde de tre amerikanske uheld, ligesom større "events" som Apollo- Sojuz, Hubble eller ISS også frembragte nogle overskrifter.

Det gennemgående element er at offentligheden kan interessere sig for en rumfartsbegivenhed i en kort periode, måske højst en måneds tid. Og det er forudsat at der bliver udført et eller andet NYT. Rumfærgeopsendelse nummer xyz med forsyninger til ISS får nøjagtig ti sekunder i nyhederne, og intet mere. Apollo var speciel, fordi der over en længere periode indtraf "gode" nyheder der kunne nå overskrifterne, men hvis man sammenligner med f.eks sportsbegivenheder, så er det ikke en blivende interesse. Det ligger lidt i samme klasse som øvrige videnskabsnyheder som f.eks "kold fusion" eller CERN.

Så svaret på dit spørgsmål må vist være, at rumfartsbegivenheder forholdsvist nemt kan opnå interesse blandt "folket", men kun for en - meget - begrænset periode.


01. jan 2011 kl 19:50

Peter Lykke

Re: Ligeglad...

Nogle forslag til enthusiasme- skabende events, beregnet for ikke-geeks:

Spor af fossilt liv på Mars
Asteroide der forventes at ramme Jorden
Gennembrud for ikke-kemisk fremdrivning som VASIMR
En metode til at høste kraft fra solceller i kredsløb lover os billig energi
Gennembrud for fusionsenergi der gør at He3 fra Månen kan give os billig energi.
"Unobtanium" fundet på en asteroide gør 1848 goldrush muligt.
Kineserne lander på Månen
Solsejl til at skygge for solen standser AGW

Fortsæt selv - det er standard Sci-Fi matriale. Men som sagt ovenfor: Uden en økonomisk gulerod til at fortsætte rumfarten, vil enhver opblomstring af interesse hurtigt fade ud igen.

Homo Sapiens burde egentlig have tilføjelsen "Terrestris", for i lang tid fremover er det der vi vil befinde os: På Terra.


03. jan 2011 kl 11:53

avatar

Peter Madsen

Sker ikke...

Månelandingen var kun produktet af såret amerikansk stolthed. Man ville ikke være nummer to efter de røde. Videnskab spillede ingen praktisk rolle og Apollo´s astronauter var på en vis måde mere soldater på en ny slagmark for noget andet.

Eugene Cernan skriver i sin bog "Last man on the moon" at han som US astronaut så med tilfredshed på kosmonaut Komarov´s styrt med Soyus. De var i krig - hverken mere eller mindre.

Verden er en anden idag. Krige føres bedst af regeringsorganer som NASA, mens fredstids udvikling bedst forgår i den private sektor. Space X er et godt eksempel på dette.

Den fremgang i rumfarten du efterlyser er i fuld gang - men det foregår bare ikke i NASA´s centre - men gror ud af garager og små firmaer i Californien - betalt at internet nørder der har tjent penge på gode ideer.

Sjovt nok meget koncentreret altså i Californien. Det kunne jo ligeså godt være i Kolding eller Greve - men det er der ikke tradition for hos os i DK.

Den tid har skatteyderne skulle betale rumfarten er ovre. I fremtiden tror jeg ikke der vil være mege offentlige penge i det - derimod tror jeg at der vil blive tjent stort i den private sektor. Det kan godt være en sund udvikling. Lidt den samme model som fik computerne ud af statens kontrol og ind i hvert hjem - selv før de faktisk kunne bruges til meget andet end at spille packman.

Et blik på Space X, og deres planer om 150 tons til orbit pr skud boostere - og jeg er tryg, glad og forventningsfuld.

Det er igang - og det afhænger ikke af tilfældige folkestemninger eller sabelraslen mellem stormagter.

Peter Madsen


10. jan 2011 kl 20:49

Peter Lykke

Andre meninger

Lou Friedman fra Planetary Society har en artikel om "public interest" i The Space Review: http://www.thespacereview.com/...5/1.

Ifølge ham er James Webb Space Telescope og Mars Science Lab det der skal skaffe folkelig interesse i rumfart. Hm. Begge projekter er "over budget behind scedule", og jeg tror netop det vil dominere presseomtalen i tiden fremover.

The Space Review har kredset om begrebet "offentlig interesse" igennem lang tid - Bob Mahoney har linket til en artikel i kommentarerne til ovennævnte artikel, men der kan findes mange andre i Space Reviews arkiver.

Og nej. Ingen har rigtig naglet det endnu. Der er ikke fundet en rygende pistol der gør rumfart tvingende nødvendigt. Ikke rigtig.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.