Rekordlavt antal trafikdræbte i Danmark
Med 272 dødsulykker bliver 2010 året med det laveste antal trafikdræbte i mere end 70 år. Den positive udvikling går dog langsommere end i udlandet, og regeringens ambition om at komme under 200 trafikdræbte i 2012 bliver ikke indfriet, vurderer eksperter.
Læs også
Læs mere om
Barskt vintervejr i begyndelsen og slutningen af 2010 har spillet positivt ind på trafiksikkerheden i Danmark.
Den forsigtige kørsel på de snedækkede landeveje er en af hovedårsagerne til, at antallet af trafikdræbte – med forbehold for årets sidste dage og mindre efterjusteringer af statistikken - ender på 272 dræbte mod 303 i 2009.
»Der er tale om et det laveste antal trafikdræbte i mere end 70 år. Året kommer på mange måder til at ligne 2009, hvor vi registrerede en gunstig udvikling for de bløde trafikanter, navnlig cyklisterne,« forklarer Søren Troels Berg fra Rådet for Sikker Trafik.
Udover vintervejret – der får bilisterne til at sænke hastigheden markant med færre dødsulykker til følge – peger han på den generelle økonomiske afmatning i samfundet, som en forklaring på faldet.
»Det store fald i antallet af trafikdræbte kom fra 2008 og til 2009, hvor antallet af trafikdræbte faldt fra 406 til 303. Krisen medfører, at der bliver kørt lidt mindre på vejene. Det lille fald i transportarbejdet kan dog ikke få æren for hele faldet. Jeg tror også noget hænger sammen med, at folk generelt har fået mindre travlt, og derfor kører mere hensynsfuldt og er mere opmærksomme på de andre trafikanter,« siger Søren Troels Berg.
Den positive udvikling er ikke så positiv som forventet
Med en placering som nr. 19 på listen over de mest trafiksikre lande, ligger Danmark dog fortsat solidt placeret i 2. division når det gælder indsatsen mod trafikdrab.
Og de hidtidige trafikpolitiske initiativer er ikke virkningsfulde nok til at få os op i 1. division inden for de næste par år, konkluderede formanden for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, Sven Krarup Nielsen, over for Ingeniøren tidligere på året.
Tilbage i 2007 formulerede politikerne derfor en ambition om, at Danmark skulle op i trafiksikkerhedens 1. division og nå ned under under 200 trafikdræbte i 2012.
Den ambition bliver dog ikke indfriet, vurderer Sven Krarup Nielsen.
Og i Rådet for Sikker Trafik tror man heller ikke på, at det det vil lykkes at komme ned under 200 trafikdræbte i løbet af de næste par år.
»Vi er blevet hjulpet meget af den hårde vinter i 2010, og hvis vi får en mild vinter set over hele 2011 kan det sagtens være, at tallet for trafikdræbte stiger igen til næste år. Så jeg tror heller ikke, at vi når ned på 200 dræbte i 2012,« vurderer Søren Troels Berg.
USA: Bedste trafiksikkerhed siden Henry Ford
Det hører imidlertid også med til billedet, at den positive udvikling ikke er unik for Danmark. Tværtimod går den positive udvikling endnu hurtigere i mange andre lande, herunder i biltransportens eget hjemland, USA.
Ifølge nye tal fra USA’s vejmyndigheder faldt antallet af trafikdræbte fra 43.510 i 2005 til 33.963 i 2009 – et fald på 22 procent eller hele 9.547 sparede menneskeliv.
Et så dramatisk fald i trafikdrab er aldrig set før siden de amerikanske myndigheder gik i gang med at udarbejde trafikstatistikken i 1913.
Ifølge amerikanske forskere skal hovedforklaringen på den positive udvikling findes i nye og hurtigt udbredte teknologier som ESC, airbags i siderne på nye biler samt forskellige former for anti-kollisions teknologier, som vinder hurtigt frem i USA.
Samtidig har de amerikanske myndigheder skruet kraftigt op for håndhævelsen af færdselslovene og skærpet køreprøvekravene for USA’s bilister mellem 16 og 20 år.






