Siemens vinder kæmpe ordre på vindmøller til USA
Siemens Wind Power skal levere 258 vindmøller til amerikanske MidAmercican Energy. Der er tale om den største ordre på landbaserede vindmøller til Siemens nogensinde.
Læs også
-
Korrosion tvinger Siemens til skift af vingelejer i havmøller
Læs mere om
Siemens Wind Power går ind i 2011 med selskabets hidtil største ordre på landbaserede vindmøller. Køberen er det amerikanske MidAmerican Energy, der ligger i staten Iowa.
Siemens skal levere 258 vindmøller på hver 2,3 MW til flere vindmølleparker i Iowa. Når alle møllerne kører fra januar 2012, vil den samlede kapacitet på 593 MW kunne forsyne 190.000 amerikanske husstande med grøn elektricitet.
Selv om Siemens Wind Power har hovedsæde i Brande i Midtjylland, kommer kæmpeordren ikke til at betyde udvidelser i produktionsfaciliteterne her. Til Berlingske Tidende siger kommunikationsdirektør John Finnich Pedersen, at møllerne skal bygges på Siemens fabrikker i Fort Madison i Iowa og i Hutchinson i Kansas. Men ordren vil alligevel få positiv indflydelse på jobsituationen i Danmark.
»Vindmøllerne er udviklet i Danmark af danske ingeniører, og ordren vil også få betydning for beskæftigelsen herhjemme. Den vil være en del af det samlede billede, der gør, at vi skal ansætte 400 nye medarbejdere,« siger John Finnich Pedersen til Berlingske Tidende.
»Siemens er allerede markedsleder på offshore vindmøller, og med vores største ordre i USA til dato er vi godt på vej mod målet om at blive en af de tre førende leverandører af vindmøller i 2012,« siger administrerende direktør i Siemens Renewable Energy Division René Umlauf i en pressemeddelelse.
I oktober indgik Siemens en rammeaftale med den italienske energikoncern Enel om at levere levere 260 vindmøller til landprojekter i flere europæiske lande.






