/energi

Nye giftaftaler i kølvandet på Ellemanns aflyste HCB-skib

Selv om miljøministeren endegyldigt har aflyst Australiens eksport af HCB-affald, varsler hun australsk-dansk initiativ, der skal fjerne lagrene af POP-stoffer.

Af Birgitte Marfelt, mandag 27. dec 2010 kl. 15:02

Miljøminister Karen Ellemann (V) har bøjet sig for, hvad hun selv kalder et 'politisk og folkeligt pres' og endegyldigt aflyst transporten fra Australien til Danmark af 400 containere med hexaklorbenzen.

De 6100 ton HCB skulle ellers have været destrueret på Kommunekemi i Nyborg.

Aflysningen af den australske gifteksport betyder imidlertid ikke, at det er slut med dansk import af australsk gift.

Det fremgår af en aftale mellem de to landes miljøministre, som Australiens miljøminister, Tony Burke, er citeret for i australske medier.

Burke siger, at de to ministre ikke bare finder det nødvendigt at forbedre det internationale samarbejde om at behandle og skaffe sig af med giftigt affald, men også at et dansk-australsk initiativ skal undersøge, hvordan det fremover lader sig gøre at eksportere lagre af lignende giftigt affald.

I en pressemeddelelse fra Miljøministeriet siger Karen Ellemann:

»Vi blev enige om at undersøge mulighederne for et dansk-australsk initiativ under Stockholm- og Baselkonventionen, rettet mod internationale løsninger på problemer med lagre af POP-stoffer.«

POP-stoffer er vanskeligt nedbrydelige organiske giftstoffer, som er forbudt af EU. De er problematiske, fordi de er giftige, ophobes i mennesker, dyr og i miljøet og kan spredes over store afstande.

De 6100 tons hexaklorbenzen, som australierne nu må forsøge at komme af med på anden vis, er et biprodukt fra kemivirksomheden Orica.

Virksomheden har oplagret giften siden 1960'erne, fordi Australien ikke selv råder over anlæg, der kan destruere HCB.



27. dec 2010 kl 17:49

Peter Jørgensen

Fornuft?

Findes der en saglig begrundelse for aflysningen?, for Politisk og Folkeligt pres er ikke sagligt i mine øjne.

Finder det sært at vi har et unikt Kemisk renseanlæg i danmark, og så vil man ikke bruge det.

MvH Peter


27. dec 2010 kl 18:04

Hans Henrik Hansen

Re: Fornuft?


Finder det sært at vi har et unikt Kemisk renseanlæg i danmark, og så vil man ikke bruge det

- kunne også være interessant at vide, om det kræver nogen 'modydelse' at bryde en indgået (, bindende?) aftale i sidste sekund!??


27. dec 2010 kl 18:27

Ulrik Johansen

Fornuft??

Jeg kan ikke se det fornuftige i at man nu i 50 år har kendt til et problem i Australien og ikke gjort noget ved det. Vi har i Danmark haft et system til behandling af kemisk affald i snart 30 år, så det er jo ikke ligefrem "ny" teknologi. Kan det skyldes, at de australske politikker ikke har ville opføre deres eget "Kommunekemi" pga. folkelig modstand? Forbrænding af affald har jo altid haft en negativ klang og specielt kemisk affald lyder jo rigtigt fælt, hvis først man får pisket en stemning op imod det. Vi skal være glade for at vi kan håndterer vores eget affald men vi skal ikke være skraldespand for andre lande. Vi har viden og ekspertisen til den form for affaldsbehanling, lad det være det vi sælger til Australien.


27. dec 2010 kl 22:13

Ken Jørgensen

Afbrænding på skibe?

Findes der ikke skibe, hvor man kan brænde disse farlige affaldsstoffer af ude på havet ?
Hvis ikke, så må der være en ny niche hvor man kan tjene penge.
Australien er sikkert ikke det eneste land, der har problemer med kemisk affald.


27. dec 2010 kl 22:41

Bjarke Mønnike

Re: Fornuft??

@ Ulrik Johansen

En lille rettelse.

Kommunekemi har en erfaring med at behandle farlige stoffer.......VI har ikke erfaringer med disse.....Læg mærke til forskellen mellem Vi og staten Danmark.

Miljø ministeren kan ikke, selv om hun er datter af Uffe, pålægge et privat firma at dele sin viden med andre firmaer og stater.


27. dec 2010 kl 23:05

Hans Henrik Hansen

Re: Afbrænding på skibe?


Findes der ikke skibe, hvor man kan brænde disse farlige affaldsstoffer af ude på havet ?
Hvis ikke, så må der være en ny niche hvor man kan tjene penge

- joh, det kunne da fx. tænkes, at 'Grindal' kunne gøres sødygtigt igen!(?) :)

http://www.dr.dk/Regioner/Syd/....htm


28. dec 2010 kl 00:38

Sigurbjörn Ólafsson

POP-Stuff

hvad er POP stoffer fog noget? Hvis man googler far man enten Punk Rock eller Process Oriented Psychology (der ser ud tilha noget med Taoisme ) at göre. Mon de danske og australske myndigheder anser en af de ting som giftig affald. _


28. dec 2010 kl 02:25

Gerald Boisen

Re: POP-Stuff

POP's - persistent organic pollutants.

http://en.wikipedia.org/wiki/P...ants

http://www.google.dk/search?q=...K341

Med venlig hilsen


28. dec 2010 kl 02:35

Gerald Boisen

Vi får vist kun en brøkdel af historien

- hvad sker der med POP-stoffer i resten af verden?

Australien kan da ikke være det eneste land uden for de danske grænser, der har akkumuleret HCB og lignende stoffer?

Japan f. eks.? USA? Øvrige europæiske lande?

Hvor bliver det af - når det ser ud til, at DK er verdens eneste nation med teknologi til at destruere dem?

Hvis der ikke er andre nationer, der har teknologi til at destruere kemiaffald - hvorfor er Kommunekemi ikke i dag en verdensomspændende koncern med filialer world wide?

P.S. Har bevidst ikke nævnt Kina - de graver det vel bare end et sted.........


28. dec 2010 kl 09:59

Anders Christensen

Re: Vi får vist kun en brøkdel af historien

Så vidt jeg ved, så er HCB et biprodukt af en PVC produktion. Da man i 60'erne opdagede at det var meget giftigt, fandt man andre produktionsmetoder til at producere PVC produkter. Altså, man løste problemet fremadrettet. Ikke engang i Kina anvender de den forældede teknologi.

Problemet er at der ikke fremover kommer HCB - og heldigvis for det. Derfor giver det ingen mening at bygge et anlæg til destruktion af HCB afffald. KK kan destruere det, og det er der få andre destruktionsanstalter der også kan gøre. Det kræver nogle specielle ovne og høje temparaturer.

Men tillykke til Ekstra Bladet. De fik fyret 12 mand hos Kommune Kemi.... på en sag der blev blæst op i medierne uden der var substans i de opstillede problem scenarioer.

Materialet har svært ved at brænde, det kan ikke sprede sig af sig selv via luften, det kan ikke flyde nogen steder.

Men bliver det indtaget i fødekæden kommer det aldrig ud. Derfor skal det destrueres


28. dec 2010 kl 16:47

Ulrik Johansen

Re: Fornuft??

@ Bjarne Mønikke

Når jeg skiver "vi" er det fordi "vi" i Danmark har både 30-40 års erfaring med at drive den slags anlæg og ikke mindst fordi vi har en virksomhed der bygger den slags anlæg.
Kommunekemi blev, så vidt jeg ved, oprindeligt opført af Vølund (Babcock, Wilcox og Vølund) og så vidt jeg ved er kommunekemi modellen stadigvæk en del af deres produktprogram.
Selvfølgelig kan vores miljøminister ikke pålægge en privat virksomhed at tilbyde salg af rådgivning evt. i samarbejde med Vølund.....ikke siden kommunekemi blev privatiseret i 2009.....men tænk på hvor mange fordele der vil være i at "vi" kunne opføre....og måske drive....et moderne Kommunekemi i Australien......hvis ellers de kan finde plads til et der "down under"......behovet er der ihvertfald.


28. dec 2010 kl 20:07

avatar

Bertel Lohmann Andersen

Foregangsland

Danmark fører sig stærkt frem på den internationale scene som klodens frelser, først og fremmest på området klima og energi: bare andre gør som os, så kan vi redde kloden! (lad jer ikke genere af, at det er gas!). Men når det kommer til at udsætte danske borgere for en minimal risiko ved destruktion af affald indeholdende HCB (for nemheds skyld omtalt HCB), så er vores ønske om at gøre noget godt for kloden pludselig ikke eksisterende. FØJ!


31. dec 2010 kl 09:22

Glenn Møller-Holst

Re: Fornuft?

Danskere spreder bl.a. HCB (u)frivilligt nytårsaften?:

30. december 2010, Kan give nerveskader, kræft og hormon-forstyrrelser
Ekstremt farlig gift i dansk fyrværkeri:
http://www.bt.dk/danmark/ekstr...keri
Citat: "...
Det drejer sig om stoffet HCB, der er totalt forbudt over hele kloden, men Miljøstyrelsens kemikalieinspektion har alligevel afsløret, at mindst tre af Danmarks mellem 16 og 20 fyrværkeri-importører sælger fyrværkeri, der indeholder HCB.
..."


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk