Saltskib med 150 ton til københavnerne er forsinket
150 ton salt fra Tunesien er forsinket, så tilstanden på de pletvis isglatte veje i København forværres over julen. I øjeblikket skrider en del bilister af vejen og ud i snedriverne - kommunen er løbet tør for salt.
Multimedia
Galleri:
Her er de bedste teknologier til at fjerne is og sne
Læs også
-
Elektronik optimerer den umenneskelige opgave at sprede salt
-
Nye saltspredere kan spare Vejdirektoratet for 6 mio. kr. i de hårde vintre
Læs mere om
Københavnere, der vil have salt til julemaden, må hellere skynde sig ned i supermarkedet, inden kommunen hamstrer, hvad der står på hylderne.
Bystyret har manglet salt de seneste dage, så vejene ikke kan saltes, og nu lyder det så fra leverandøren, at en tunesisk saltsending, der skulle være leveret juleaften, er forsinket.
Det betyder, at kommunen først får fyldt på sine saltlagre efter jul.
»Vi har ikke fået nogen forklaring af leverandøren, men vi har fået af vide, at det først kommer 28. december. Vi ved simpelthen ikke, hvad begrundelsen er,« siger vinteransvarlig Kim N. Sørensen.
»Det betyder, at vi har 150 ton salt mindre at gøre godt med. Så det bliver endnu værre. Jeg vil tro, der ca. er 50 ton tilbage. Det er ingenting.«
Cykelstierne får stadig salt
Manglen på salt betyder, at kommunen kun rydder sine veje mekanisk. Cykelstierne får fortsat lidt salt og ser generelt bedre ud end vejbanen, men det er langtfra optimalt, lyder det fra den vinteransvarlige.
»Vi har pletvis isglatte veje overalt. Og det samme gælder byens cykelstier, som dog generelt har det bedre end kørebanerne,« siger Kim N. Sørensen.
Han har ikke et overblik over, hvor mange uheld det har medført, men der er angiveligt en del bilister der skrider af vejen og ud i snedriverne.
»Jeg har snakket med nogle taxichauffører, og de siger samstemmende, at de ikke oplever mange, der kører ind i hinanden. Men de oplever folk, der skrider ud og kører ind i snedriver.«
Ifølge Kim N. Sørensen kører folk forsigtigt, holder afstand og kører langsomt, og derfor går trafikken fuldstændig i stå i myldreperioderne om morgenen og eftermiddagen.






