blogs kategori-billede


Danske firmaer kunne få lavet software i Hviderusland .. men ..

Af Hans Peter Dejgaard, søndag 19. dec 2010 kl. 23:34

– var det ikke lige for landets manglende demokrati som vist i forløbet op til præsidentvalget i går.

Kun 950 km. fra København var der søndag præsidentvalg i Hviderusland, som desværre ikke blev springbræt til at dansk erhvervsliv kunne få interesse for at investere i dette land.

Hviderusland er ellers et land med mange veluddannede, som kunne levere udvikling af software eller f.eks. produktionsanlæg til forarbejdning af landbrugsvarer. Som tilfældet er i nabolandet Ukraine, hvor jeg har oplevet det daglige SAS fly til Kiev fyldt af danske forretningsfolk.

Den siddende præsident, Alexander Lukasjenko, står til at få 79 procent af stemmerne ved søndagens valg i Hviderusland. Dermed får han sin fjerde valgperiode siden han blev valgt første gang i 1994. Tusinder af mennesker var søndag aften på gaderne i hovedstaden Minsk for at protestere over svindel med valget. Ved den lejlighed slog politiet én af de ni præsidentkandidater, Vladimir Nekliajev, bevidstløs.

Gode potentialer for software
  
Hviderusland med sin befolkning på 10 millioner mennesker går efter at blive "Østeuropas Bangalore", og dermed efterligne succeshistorien fra Indien. I hovedstaden Minsk er der registreret 90 firmaer indenfor software og IT. De er tilsluttet netværket kaldet ’High Tech Park’, som leverer til 50 lande.
 
To af de største firmaer hedder IBA Group og EPAM Systems, som har henholdsvis 1500 og 1200 ansatte. Det var en hviderussisk indvandrer i USA, Arkadiy Dobkin, som stiftede EPAM Systems med hovedkontor i New Jersey. Sidenhen har EPAM udvidet meget I Hviderusland, og kom tidligt med som certificeret i CMMI (Capability Maturity Model Integrated). Dette er en modenhedsmodel for software-, produkt- og systemudvikling, som i stigende omfang bruges til at vurdere leverandører efter.

Det er meget få danske firmaer, som opererer i Hviderusland. Et eksempel findes i Hinnerup ved Århus findet R&D (Research & Development), som har et software-team i Minsk. Dette team bidrager til udvikling af software, som indgår i produkter, udstyr og anlæg til industrien. Samarbejdet med softwareingeniører i Minsk er udviklet over mange år og er ifølge R&D vist sig at fungere med kompetente medarbejdere.
  
I forhold til Hvideruslands potentialer med de mange veluddannede på deres universiteter, er landets styreform - der kaldes Europas sidste diktatur - i høj grad med til at holde udenlandske firmaer væk.
 
Sidste sommers blev lavet en lov, som gør det muligt for landets sikkerhedstjeneste – som stadigvæk hedder KGB – at kontrollere brugen af Internet (lærer af Kina). Denne mulighed bruges flittigt i disse timer, hvor hviderusserne har meget svært ved at få noget at vide om uregelmæssighederne ved præsidentvalget eller de mange protesterende i gaderne.
  
 



20. dec 2010 kl 20:07

avatar

Peter Ole Kvint

Røverstat

Jeg må på det bestemteste fra råde folk at investere i et land hvor valgdeltagelsen bliver over 100%.


20. dec 2010 kl 22:33

avatar

Peter Andersen

Re: Røverstat

Jeg må på det bestemteste fra råde folk at investere i et land hvor valgdeltagelsen bliver over 100%.




Det viser da bare at folk tager deres stemmeret alvorligt ;-)


21. dec 2010 kl 15:05

Frithiof Andreas Jensen

Mangel på Demokrati er ikke grunden.

Efter min mening må der være en meget bedre grund til de manglende investeringer og/eller samarbejde og handel end "landets manglende demokrati".

Den begrundelse harmonerer ikke med hvem vi ellers "omgiver" os med:

Kina er ikke et demokrati. Kina approprierer alt IPR som indføres i landet, man skal have Kinesiske partnere hvis man laver et firma i Kina og der er valutarestriktioner hvis man vil hente gevinster hjem.

Samtlige lande i mellemøsten som vi importerer olie fra er heller ikke demokratier; Flere er endda religiøse diktaturer og sponsererer terrorisme.

Vores tøj og sko kommer i stor stil fra Pakistan; Pakistan støtter Taliban og regeringen er måske nok i princippet valgt men samme regering består af oligharker, der ud over at benytte staten som deres personlige bank, villigt lader udenlandske styrker dræbe løs af deres egne statsborgere (ifølge Asia Times og Wikileaks).

Hviderusland er, så vidt jeg kan se, næppe værre end "alternativerne"; Landet støtter ikke engang terrorisme mod Vesten (Måske er det det de skal for at den Danske regering bliver glade for dem og putter dem på finansloven, j.v.n.f. "Det Mellemøstlige Initiativ").


21. dec 2010 kl 17:44

avatar

Hans Peter Dejgaard

Har demokrati betydning for at investere

Hej Frithiof og andre

Det er et tankevækkende indlæg, for du har jo ret i at demokratiet ikke ligefrem er fremtrædende i de lande du nævner (Kina, arabiske lande). Og dem investerer danske firmaer ret massivt i.

Jeg tror dog stadigvæk, at manglende demokrati og menneskerettigheder spiller en rolle ift. danske investeringer i Hviderusland. Det er meget mere oplagt at investere i Ukraine end under Europas sidste diktator Lukasjenko, som satte politiet til at opføre sig extrem voldelig de sidste par dage.

Som sagt har de gode software folk. Og faktisk viser Verdensbanks business indikator fremgang for Hviderusland, som får mig til at tro at manglende demokrati har en betydning.

Men jeg kan ikke pege på forskningsresultater, der underbygger den tese.

Hilsen Hans Peter


22. dec 2010 kl 11:28

Frithiof Andreas Jensen

Re: Har demokrati betydning for at investere

Jeg tror det er et spørsmål om risiko og optimering af forhandlingsprocessen ;-)

Lande som er styret af oligharker, feudalherrer, juntaer, præster o.s.v. er mere fordelagtige at investere i, dels fordi man har flere folk at forhandle med - også om forskellige ting, så man kan fylde et fly med en handelsdelegation og arbejde i parallel, dels fordi der er stabilitet i at styret består af mange personer så når et par stykker af dem "ryger i svinget" ændrer det ikke væsentligt på politikken.

Lande med een diktator er farligere fordi hvis diktatoren falder eller bliver tosset er det hele på spil. Man kan her kun forhandle een af gangen med en meget travl person som nidkært bevogtes af masser af "gatekeepers", hvis bijob er at afpresse folk der vil tale med "Manden".

En regering skal bestå af "flere personer" synes investerings-kriteriet derfor at være I Virkeligheden.


22. dec 2010 kl 11:46

John Vedsegaard

Glem ikke

At når vi lægger software udvikling til andre lande, mister vi arbejdspladser i Danmark.


22. dec 2010 kl 12:14

avatar

Hans Peter Dejgaard

Outsource software

Der er flere undersøgelser som viser, at outsourcing ikke nødvendigvis betyder tab af arbejdspladser i Danmark. Jeg kan ikke lige finder referencerne, men det er muligvis fra Dansk Industri.

Det som virkelig er problemet, som sagt af bl.a. NOVOs direktør til regeringen, er at Danmark begynder at tabe vidensarbejdspladser til Kina, Indien etc. Desværre er det ikke det, som præger den politiske debat i Danmark.

Det må være en opgave for ingeniører at få denne bekymring stærkere frem i debatten. Og hvad der kan gøres ved det.


23. dec 2010 kl 09:21

Sten Falling

Danskere får faktisk SW fra Hviderusland

Hviderusland udvikler faktisk i stort omfang software også for danske virksomheder. Vi har i seks år repræsenteret en hviderussisk IT virksomhed, som har arbejdet for mere end ti danske virksomheder. Mange af projekterne har været ganske store og komplekse og krævet IT færdigheder på et højt niveau samt en stor projektmodenhed. Hviderusserne er teknisk MEGET dygtige og desuden meget service mindede, mere end de fleste andre østeuropæiske lande.

Sten Falling, www.astenit.dk


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.