Sagen er, at vi diskuterer uden at kende komptencebedømmelseskriteriet.
Kompetence er langt hen ad vejen som kvalitet, det er svært at definere med det er nemt at genkende, så det argument køber jeg ikke.
Det fænomen jeg gerne ville sætte lidt lys på her, er at vi rask væk taler om at vi skal være et "vidensamfund" og at vi er gode eller endog de bedste til dette og hint, uden noget noget der ligner skyggen af et datagrundlag.
Man kan forsøge at besvare om vi er kompetente med mange forskellige spørgsmål:
Klarer skolerne sig bedre end andre ?
Klarer vores kandidater sig bedre end andre ?
Klarer vores iværksættere sig bedre end andre ?
Kører vores projekter bedre end andres ?
Det koger imidlertid altsammen ned til et spørgsmål:
Når vores resultater vores forventninger ?
Svaret er stort set konsekvent nej, hvad enten vi taler om miljøkonsekvenser af storebæltsbroen, PISA resultater, folkesundhed, rejsekort, IC4 tog osv.
Selvfølgelig kan det ikke være successer altsammen, så er man for uambitiøs.
Men hvis man er god, og et enkelt projekt kører i grøften bliver man klogere og det sker ikke igen.
Hvis man fundamentalt set er inkompetent, kører det ene projekt efter det andet af vejen og man bliver ikke klogere, så det gør det næste projekt også.
Det værste der kan ske, er at man ikke indser sin inkompetence, men istedet henfalder til frygt for en hver form for forandringer, "for det går jo altid galt for os."
Derfor bestiller man den ene forundersøgelse efter den anden for at gardere sig
...og alligevel kører vores projekter i grøften.
Er det ikke Landet Danmark i en nøddeskal for tiden ?
Poul-Henning