blogs kategori-billede

Enighed om teknologi og tropisk skov på FN klimamøde

Af Hans Peter Dejgaard,  fredag 10. dec 2010 kl. 15:30

Nu har 193 lande i Cancun lavet nogle del-aftaler omkring klima. Det redder de videre forhandlinger i FN - men leverer kun ca. 60% af de CO2 reduktioner, der kræves for at holde temperaturstigningen under 2 grader i dette århundrede.
 
Sigtet i Cancun var ikke en fuld global aftale, men derimod et lavere ambitionsniveau om nogle del-aftaler på bl.a. teknologi, tropisk skov og arealanvendelse og en grøn fond. Natten til lørdag blev der opnået enighed om ret detaljerede tekster på disse områder (et dokument er 30 sider og et andet 9 sider).

I det følgende en kort oversigt over de vigtigste resultater:
 
1) Teknologioverførsel er en af del-aftalerne, som blev vedtaget i nat i Cancun. Der er enighed om en ”Technology Mechanism” med henblik på udvikling og overførsel af teknologi for såvel CO2 reduktioner som tilpasning. Dette sker under ledelse af en bestyrelse (Technology executive committee), der sammensættes med 12 fra udviklingslande og 12 fra industrilandene. Endvidere etableres en center kaldet ”Climate Technology Centre and Network”, der som hovedopgave får at facilitere et netværk af en lang række internationale, sektor, regionale og nationale initiativer og institutioner omkring klima teknologier.
 
Spørgsmålet om patentrettigheder er blevet udskudt til næste år. De fattige ulande ønsker adgang til patenter, som kan gøre det billigere for dem at bruge teknologi til klimatilpasning. Mens især USA har meldt ud, at der kan der ikke blive tale om. Forhandlingerne minder om situationen for 10 år siden omkring adgang til patenter for at producere billig HIV-AIDS medicin. Dengang var det så meget pres på, at ulandene fik adgang til at producere billig HIV medicin.

Opsamling og lagring af CO2 er med i vedtagelsen fra Cancun i den forstand, at sådanne projekter i fremtiden kan godkendes i regi af Kyoto's Clean Development Mechanism (finansiering). CCS er forkortelsen for Carbon Capture and Storage.
 
2) Cancun har sat grundlaget for etableringen af ny ”Green Climate Fund”, som bl.a. skal støtte tilpasning i fattige og udsatte udviklingslande. Det endte med et kompromis, hvor Verdensbanken skal starte fonden op de første tre år. Ulandene vil derefter gerne have et FN organ til at overtage denne rolle. Det svageste er dog, at der ikke siges noget om, hvordan den grønne fond får penge.

3) Cancun har leveret en del-aftale omkring reduktion af fældningen af tropisk skov og arealanvendelse (såkaldte REDD som forkortelse for ”Reducing Emissions from Deforestation and land Degradation”). Et område hvor Norge med sin statsminister Stoltenberg i spidsen har ydet et stort bidrag i løbet af året.

4) Omkring finansiering blev løfterne fra Bella Centret denne gang til en FN vedtagelse i plenum (hvad det ikke blev for ét år siden). Dvs. et løfte fra de rige lande på 30 mia. dollars i perioden 2010-12, samt et løfte om i 2020 at nå et niveau på 100 milliarder dollars pr. år.
 
De store spørgsmål udestår til Durban

Det vigtigste ved aftalen i nat er formentligt, at der er genskabt en tillidsfuld atmosfære - ovenpå fiaskoen i Bella Centret - til at fortsætte forhandlingerne frem mod COP17 om ét år i Durban i Sydafrika.

En klar svaghed er, at Cancun ikke har vedtaget nogle tal for landenes reduktion af CO2. Frem til næste år i Durban vil udviklingslandene derfor fortsat stå stejlt på, at de rige lande skal melde ind med CO2 reduktioner efter 2012 indenfor rammerne af Kyoto protokollen – som er juridisk bindende for de deltagende 37 lande. Ellers vil der ikke være noget efter at den første forpligtelsesperiode udløber i december 2012.

I den forbindelse er Japan kommet med en kraftig udmelding om, at dette ikke nytter noget med verdens to største udledere udenfor Kyoto protokollen (USA og Kina). Det kræver japansk deltagelse, hvis Kyoto skal forlænges fra 2013.

Nu er de mange klimaforhandlere hjemme igen fra Mexico med den  gode oplevelse, at en række del-aftaler forhandlet i de sidste tre år er blevet vedtaget som en FN beslutning.

Men der er lang vej endnu til en samlet global klimaaftale. I det mindste værd at huske på, at WTO handelsforhandlingerne brød sammen i netop Cancun for 7 år siden. Denne gang gik det godt i Cancun, hvilket kan give håb igen.



11. dec 2010 kl 20:45

Erik Christensen

Sigtet i Cancun var ikke ...


Udkastet kan hentes her (PDF direkte link):

http://klimabedrag.dk/Download...RP-3

Opsummering og tolkning her:

http://wattsupwiththat.com/201...e-3/


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.