/transport

Danske forskere på vej med svar på, om biodiesel er giftigt

Selv om oliebranchen er i fuld gang med at forberede overgangen til biodiesel i Danmark, ved ingen, om det nye brændstof danner giftige nanopartikler. Det forskningsprojekt, der skal give svaret, er endnu ikke offentliggjort.

Af Nicolai Østergaard, lørdag 11. dec 2010 kl. 12:00

Det bliver op til en gruppe forskere fra Københavns Universitet at give svar på, om biodiesel er giftigt.

På nuværende tidspunkt er den eneste sikre kendsgerning, at der skabes en ny form for forurening med nanopartikler, når dieselmotorerne begynder at køre på et nyt blandingsprodukt, hvor den normale dieselolie spædes op med 7 pct. biodiesel produceret af enten raps eller slagteriaffald. Det store spørgsmål er imidlertid, om nanopartiklerne er giftige.

Svaret ligger i et netop afsluttet dansk forskningsprojekt, der undersøger sundhedsskadelige effekter af partikler i udstødningen fra rigtige bilmotorer, der i forsøget kørte på enten biodiesel eller konventionel diesel.

»Projektet vil dokumentere eventuelle sundhedsskadelige effekter af biodiesel – herunder sundhedseffekten af en stigning i udledningen af nanopartikler,« siger leder af forskningsprojektet, professor Steffen Loft fra Københavns Universitet. Han må – i henhold til reglerne om videnskabelig uredelighed – ikke afsløre konklusioner fra forskningsprojektet, da den videnskabelige artikel fra projektet netop nu er under peer review.

Det er undersøgelser fra Center for Grøn Transport, der har blotlagt stigningen i udslippet af de helt små partikler - de såkaldte nanopartikler (omkring 10-20 nanometer i størrelse) fra biodieselmotorer.

Også i Norge er der debat om mulige sundhedsskadelige effekter ved biodiesel. To forskere fra to forskellige forskningsinstitutioner har advaret om, at det øgede udslip af nanopartikler kan få antallet af lungekræfttilfælde til at stige markant, og de advarer mod at åbne op for en større brug af biodiesel, før sundhedskonsekvenserne er kortlagt ordentligt.

I Norge har Trondheim Kommune nu standset et stort klimatiltag, der skulle få kommunens tunge køretøjer til at skifte over til at køre på 100 pct. biodiesel. Her oplevede chaufførerne på køretøjerne at blive ramt af kvalme og hovedpine, når de sad bag rattet.

Den norske bekymring bygger dog ikke på konkrete undersøgelser af nanopartiklerne fra udstødningsrøgen. Det bliver dermed den danske forskning på området, der også vil kunne bringe afklaring i den norske debat.

Senest fra 1. januar 2012 skal benzinselskaberne tilsætte syv procent biodiesel - typisk produceret af raps eller slagteriaffald - i den dieselolie, der sættes til salg på tankstationerne.



11. dec 2010 kl 13:46

Morten Søgaard

biodiesel udstødnings gas eller dampe?

"I Norge har Trondheim Kommune nu standset et stort klimatiltag, der skulle få kommunens tunge køretøjer til at skifte over til at køre på 100 pct. biodiesel. Her oplevede chaufførerne på køretøjerne at blive ramt af kvalme og hovedpine, når de sad bag rattet."

hrmm, mon ikke også de vil få kvalme og hovedpine af alm. diesel os, hvis dette er tilfældet. Måske det er pakninger som er opløst af biodieselen, og dermed dampe fra biodiesel på motoren?
Gad da godt se grundlaget for at forsøget blev stoppet.


11. dec 2010 kl 15:10

Jens C. Hansen

Inkompetence?

Prøver man nu at tillægge biodiesel farlighed, ved at blande 7 % i diesel, og forvente en renere udstødning fra en blanding af to forskellige brændstoffer, end fra brug af kun ét brændstof i en motor, som er optimeret dertil?

Lad os se resultater fra kørsel på 100 % biodiesel - så kan vi senere se på, om blandinger af alm. diesel og biodiesel giver farlige partikler, og i så fald skal det jo bare undgås, ved enten at køre på det ene eller det andet.


11. dec 2010 kl 19:45

Erik Christensen

Re: biodiesel udstødnings gas eller dampe?

hrmm, mon ikke også de vil få kvalme og hovedpine af alm. diesel os, hvis dette er tilfældet

blev de mon syge af det der var i tanken? - eller bare syge af tanken om hvad der var i tanken?

"I'm addicted to placebos. I'd give them up, but it wouldn't make any difference." ~ Steven Wright

http://www.youtube.com/results...ight


12. dec 2010 kl 09:37

Niels-Søren Bøgh

Undersøgelse med hvilket formål?

Man kan undres meget over denne klima debat, hvor det fyger med fup og lidt fakta om forskellige teknologier... og undersøgelser der viser både det ene og det andet.

Tænker man lidt logisk på det: En chauffører i en last bil på 100% bio diesel vil han overhovedet mærke noget som helst til udstødningen, når han køre 70 km/t - næppe. Udstødningen slipes løs bag kabinen og i kraftig modvind pga. lastbilens hastighed. Så, spørgsmålet er snare bliver dem udenfor lastbilen syge af det?

Og hvis der nu er skadelige partikler, hvad der også er i fossil diesel, hvad vil man så gøre ved det? Et forbud, et filter eller tilpasset forbrænding?

Der er så mange lobbyister m.m. i denne branche, at det er til at blive dårlig over... og dem med magt og penge er bl.a. fossil-olie industrien, som næppe er glade for alternativer. De har lavet så mange kampanger mod bio, el, brint, vind, sol etc. så mængden af papir kan holde en storby varm i flere årtier.

Og diskussion er ikke ny, opfinderen af dieselmotoren, Rudolf Diesel, forsvandt under mystiske omstændigheder i 1913 fra et skib på vej over den Engelske kanal - og formodes druknet. Dette skete efter, at han viste at hans dieselmotor kunne kør på vegetabilsk olie (bio), hvilket han mente kunne hjælpe de fattige bønner...


12. dec 2010 kl 10:16

Peter Hansen

Re: Inkompetence?

i så fald skal det jo bare undgås, ved enten at køre på det ene eller det andet

Ja, det bliver jo nok ikke biodiesel.


12. dec 2010 kl 14:17

Hans Dollerup

"Biodiesel"??

Som Rudolf fremførte før han druknede, kan er dieselmotor køre på ren planteolie –og flere har gjort det i en årrække her i DK. En tilsætning på 7% er formodentlig helt uproblematisk. Er der ikke en der er klogere end mig der kan forklare hvorfor det er så vigtigt at transformere den planteolie der er uproblematisk i arbejdsmiljø og miljøsammenhæng –til den giftige ”Biodiesel”? Samtidig er der jo et tab af energi og en tilsvarende stor udgift. Findes der valide, sammenlignende undersøgelser af farligheden af de forskellige komponenter i udstødningen hvor hhv. planteolie, biodiesel og alm. diesel anvendes som brændstof?


13. dec 2010 kl 08:46

Bjørn Donnis

Re: "Biodiesel"??

Er der ikke en ... der kan forklare hvorfor det er så vigtigt at transformere den planteolie der er uproblematisk i arbejdsmiljø og miljøsammenhæng –til .... ”Biodiesel”?

Fordi man derved reducerer den rå planteolies molekylvægt til 1/3 - det medfører at FAME'n ("Biodieslen") trods alt får specifikationer, der ligner jordoliebaseret diesel lidt mere. Man kan derved opnå at bilfabrikanterne tør opretholde garantien på bilen og de nuværende motorer ved (mindre) tilsætninger af FAME.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.