Opdagelse åbner mulighed for planeter med bjerge af diamant
Astronomer har fundet den første planet med en ekstrem høj koncentration af kulstof. Opdagelsen sætter gang i spekulationerne om, at der findes klippefyldte planeter med områder bestående af grafit eller diamanter.
Data fra Spitzer viser store koncentrationer af kulstofholdige molekyler i planeten Wasp-12b. (Grafik: NASA/JPL-Caltech)
Læs også
Dokumentation
Undersøgelser med Nasa’s infrarøde Spitzer-rumteleskop af den store gasplanet Wasp-12b har afsløret store mængder kulstof. Wasp-12b blev opdaget i 2008 under det engelske Wasp-projekt (Wide-Angle Search for Planets) og har en masse på 1,4 gange Jupiters masse.
Og nærmere undersøgelser via det Canadisk-Franske teleskop på Mauna Kea på Hawaii har nu afsløret, at planeten har en usædvanlig sammensætning: den er domineret af kulstof og indeholder næsten ingen ilt.
I planetens atmosfære blev fundet methan og kulmonooxid. Forskerne mener, at der i planetens indre kan findes en kerne af diamanter eller grafit, eller måske en helt anderledes kulstofsammensætning.
Nikku Madhusudhan fra Massachusetts teknologiske Institut og førsteforfatter på artiklen i Nature med opdagelsen, siger til SpaceflightNow:
»Denne planet viser hvilken fantastisk variation af verdener, der findes derude. Kulstofholdige planeter kan være meget eksotiske, både med hensyn til deres dannelse, indre opbygning og atmosfære.«
På Jorden er kulstof nøglen til livet, men her findes meget mere ilt end kulstof. I Solen findes dobbelt så meget ilt som kulstof. På Wasp-12b er det omvendt, her er det første gang, man har fundet en planet med et kulstof/ilt forhold, som er større end én.
Måske finde der diamant-planter
Selvom Wap-12b er en varm gasplanet ligesom Jupiter, kan der også findes mindre klippefyldte planeter i dette planetsystem. På Jorden findes klipper med kvarts og feldspat, der består af silicium, ilt og andre elementer. På en kulstofholdig planet vil klipperne være meget anderledes.
Wasp-12b befinder sig 870 lysår fra Jorden om kredser omkring sin moderstjerne med en omløbs-tid på lidt over en dag. Dens ene side vender hele tiden i mod stjernen. Den er en af de varmeste planeter, vi kender, med temperaturer på op mod 2.300 grader celsius på den side, som vender i mod moderstjernen.
De nye resultater om planetens sammensætning er blevet offentliggjort i dets sidste nummer af tidsskriftet Nature.






