Nedsabling af Femerntunnel giver ballade i tunnelforening
Resten af bestyrelsen i Dansk Forening for Tunnel- og Undergrundsarbejde tager skarpt afstand fra den voldsomme kritik, som foreningens formand i går rettede mod Rambølls skitseprojekt for Femernbælttunnelen.
En større brand i Femern-tunnelen vil få katastrofale konsekvenser, mener tunneleksperten Jørgen Holst. (Foto: Femern Sund Bælt)
Tema
Læs også
Læs mere om
Den kritik, som civilingeniør Jørgen Holst i går rettede mod Femerntunnelprojektet, har fået bestyrelsen i Dansk Forening for Tunnel- og Undergrundsarbejder, DFTU, til at vende sig mod Jørgen Holst, der er formand for foreningens bestyrelse.
I bestyrelsen sidder foruden formand Jørgen Holst og dens sekretær Søren Degn Eskesen, begge fra Cowi, også Ole Overgaard fra Rambøll, der er Femerns tunnelrådgiver.
Resten af bestyrelsen siger nu i utvetydige vendinger, at de finder formandens kritik forfejlet. Ikke alene er de uenige i kritikkens faglige indhold. De konstaterer også, at den er i modstrid med foreningens interesser, der ifølge formålsparagreffen ’er at fremme udviklingen af tunnel- og undergrundsarbejder’.
Foreningens medlemmer består af entreprenører, rådgivere, bygherrer og leverandører.
Cowi versus Rambøll
Det er faldet mange for brystet, at kritikken mod Rambøll’s tunnelprojekt netop bliver rejst af en medarbejder i Cowi, der har udarbejdet det vragede broprojekt til Femern A/S.
Næppe havde Femern A/S besluttet at anbefale tunnelprojektet frem for broprojektet, før DFTU-formanden i går udsatte det valgte projekt for en længere, offentlig nedsabling.
Nedsablingen skete både på ing.dk og i en direkte henvendelse til Folketingets trafikpolitikere, der om en måned skal beslutte, om de vil følge anbefalingen fra Femern A/S.
Men det skulle han ikke have gjort, mener resten af tunnelforeningens bestyrelse, der nu tager skarpt afstand fra formandens kritik.
I en henvendelse til ing.dk og på foreningens hjemmeside, skriver foreningen:
’I forbindelse med den pågående debat om en mulig tunnelløsning for Femern forbindelsen skal det hermed oplyses at formanden, Jørgen Holst, alene udtaler sig som privatperson.
De synspunkter som fremføres er ikke udtryk for hverken bestyrelsens eller foreningens holdning i de berørte spørgsmål’.
Bestyrelsen består desuden af Jens Gravgaard fra Metroselskabet, Lars Gredsted fra MT Højgaard og Peter Kruse fra Pihl & Søn. Peter Kruse siger:
»Vores afvisning af Jørgen Holsts kritik står bestyrelsen bag. Vi er fagligt uenige i hans kritik af Rambølls tunnelprojekt. Desuden er kritikken i modstrid med foreningens interesser,« siger Peter Kruse, der først kan underbygge uenigheden, når den er diskuteret nærmere i bestyrelsen.
Jørgen Holsts kritik retter sig især mod Femerntunnelens økonomi og sikkerhed, hvor han mener, at Femerntunnelen er højst risikabel for trafikanter. For at få sikkerheden i tunnelen op på et acceptabelt niveau skal det skitseprojekt, som Femern A/S netop har anbefalet Folketinget at vælge, bearbejdes og ændres på flere væsentlige punkter. Og så vil prisen i stedet for 37,9 milliarder kroner bliver 15-20 milliarder kroner dyrere.
Det korte svar fra Femerntunnelens projektdirektør, Steen Lykke, er, at tunnelen under Femern Bælt overholder alle internationale normer og krav.






