Udkanter

Af Poul-Henning Kamp,  fredag 03. dec 2010 kl. 23:18

Jeg har nu tre gange på tre uger været part i samtaler hvoraf det tydeligt fremgik at Danmarks EU medlemskab ikke er sunket ind på lystavlen hos dem der stemte i 1972.

Det har tilsyneladende ikke noget at gøre med om de stemte ja eller nej, de har simpelthen bare ikke forstået at grænsen er fjernet.

I deres øjne og mentale model af verden, kan man stadig "stoppe udlændinge ved grænsen", "bede svenskerne betale for Fehmern broen" osv. osv.

I DSB's brød&cirkusmagazin, undskyld, "Ud&Se" magazin, er der i December en artikel om Klima-Connies nye liv i BXL, det gik op for mig at grunden til at artiklen hverken er fugl eller fisk, er at journalisten havde en helt forkert forståelse af hvad Connies ny job er.

Connie er taget til hovedstaden for at sidde i regeringen.

Ikke København, nej den rigtige hovedstad: Bruxelles.

Og ikke Folketinget men den rigtige regering: EU-Kommisionen.

Danmark er ikke længere et autonomt og suverænt land, det er bare en provins i EU og det gør overhovedet ingen forskel om folk kan lide det eller ej, vi er en provins i EU under alle omstændigheder.

Helt præcist er Danmark er EU's svar på Lolland:

En ligegyldig egn man passerer igennem på vej nord- eller sydpå, et areal hvor økonomien ikke hænger sammen, hvor de unge ikke ser de store fremtidsperspektiver og hvor folk kun står af toget eller motorvejen til familiefester og på sommerferier.

Det overordnede økonomiske billede for Danmark i fremtiden er, at hvad udaf tabes kommer ikke igen og kun på områder hvor vi udmærker os væsentligt i EU sammenhæng, vil vi tiltrække udlændinge og deres penge.

Idag er der groft sagt to områder Danmark udmærker sig på: Højere uddannelser og attraktive sommerhusområder nogle måneder om sommeren.

Det er endnu for tidligt at afgøre om korstoget mod "smagsdommere" har gjort uoprettelig skade på det danske forsknings- og universitetsmiljø, men hvis vi holde liv i det, i konkurrence med Cambridge og Frauenhofer, skal der ske noget positivt.

Det vil groft sagt sige at der skal ske to ting: Det offentlige budget til forskning skal fordobles og idioti som "fra forskning til faktura" og phd-fjentlige regler skal begraves.

... med en kæp igennem hjertet.

... i et vejkryds.

... i en kiste fyldt med hvidløg.

Vi skal helt væk fra Holbergs Nathue, vi skal være jublende glade hver gang en phd. på DTU har gjort en opdagelse også selvom hun er født i Palermo eller det ydre mongoli.

Og vi skal gøre hvad vi kan for at hun finder sig til rette i smørhullet Danmark, så hun får lyst til at komme tilbage efter sin postdoc og stifte familie her, istedet for at tage sin danske fyr med til Cambridge, eller andre steder.

I fremtiden er der nemlig to slags danskere: De etniske og tilvalgsdanskerne, personer der er etnisk alt muligt andet, men som har valgt at bo i Danmark fordi det passer godt til dem og deres liv.

Og det bliver de tilvalgsdanskerne der driver økonomien: Enten på minimumsløn i manuelle job i bunden, eller til millionløn i toppen.

Pengene til forskningen kan bla.a hentes på forsvarsbudgettets indkøb af uoptimalt "dual-use" udstyr som jagerfly og helikoptere, hvis man ellers på et tidspunkt kan overbevise efterkrigsgenerationen om at vi ikke har brug for at vinde den kolde krig mere.

Og når pengene er kanaliseret over i forskningen skal de bruges ambitiøst, hvilket vil sige grundforskning, frem for skydedørsfysik efter økonomers regneark.

Vi er med andre ord fortabt.

Ingen af de politiske partier i Danmark har fattet hvad Folketingets opgave er i et EU-land og hele det politiske fokus er på alle de forkerte mode- og egoist-sager, fremfor at placere Danmark godt for fremtiden.

Vores tekniske stand, snart alle samlet i IDA, har meldt sig ud af samfundet og nægter kategorisk at tage deres del af ansvaret, eller for den sags skyld, at de har et ansvar mere: Politikerne byggede jo hverken atomkraftværker, RUF eller eljernbaner da de fik besked på det, så det er ihvertfald ikke ingeniørenes skyld eller problem mere.

Heldigvis, og helt uanset hvad den danske regering måtte foretage sig af idioti, vil sommerhusområderne altid være lige attraktive, så vi har altid noget at falde tilbage på.

phk

PS: Har lige set "Jul i Gammelby" på Folketeateret og den har min varmeste anbefaling til alle børn og barnlige sjæle: Søren Hauch-Fausbølls borgmester er som taget ud af Holbergs komedier og Henrik Lykkegård's Severinsen er næsten pythonsk i sin motorik.



04. dec 2010 kl 01:41

avatar

Anders Christensen

Den der ikke vil lære af historien...

Belgien er på vej til at gå i opløsning. Catalanerne og baskerne vil have deres eget land.

Det er ikke engang 20 år siden at 130.000 mennesker døde på Balkan, fordi de heller ikke ville leve sammen, men hellere ville have deres eget.


Lige siden den Westfalske fred er udvikling gået mod homogene nationalstater, og du tror at et teknokratisk monstrum som EU pludselig skaber harmoni og lykke i en multietnisk føderalstat?

Den slags konstruktioner har historisk set kun kunne holdes sammen ved et diktatur der gav fanden i befolkningernes mening, med Svejts som den eneste udtagelse jeg kan komme på.

Hvad får der dig til at tro, at det er en god ide. Ja, at det overhovedet kan lykkedes?


04. dec 2010 kl 09:32

Ebbe Tranberg

Den nye herskende klasse

PHK har en afgrundsdyb foragt for folk udenfor hans egen klasse af frie entreprenører, der kan udføre deres arbejde hvorsomhelst i verden, bare der er internetforbindelse.

EU regeres af hans ligestillede, der er herlig fri for demokratisk forstyrrelse af deres planer.

Angående udlændigelovgivningen: hvis man skal bruge et læs grus til et byggeri foregår sorteringen i grusgraven, man får ikke muld, ler og kampesten i 10 gange større mængde end det grus man skal bruge.
For Danmarks vedkommende er analogien nok nærmere guldudvinding, hvor den golde klippe fylder op i alle de sociale boligbyggerier.



04. dec 2010 kl 10:27

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Den der ikke vil lære af historien...

[...]og du tror at et teknokratisk monstrum som EU pludselig skaber harmoni og lykke i en multietnisk føderalstat?

Det har jeg overhovedet ikke så meget som antydet.

Hvad jeg personligt mener om EU har overhovedet ikke noget med sagen at gøre, det foreliggende spørgsmål er hvorledes Danmarks fremtid, som medlemsstat i EU, bedst formes.

Poul-Henning


04. dec 2010 kl 10:32

Lars Christoffersen

Re: Den nye herskende klasse

EU regeres af hans ligestillede, der er herlig fri for demokratisk forstyrrelse af deres planer.

Du har da haft chancen for at stemme! Og selv om du ikke kan lide sandheden og stikker hovedet ned i jorden som en struds, så går virkligheden ikke væk af den grund. Det kommer tromlende med 100 km timen lige hen over dig og før du får set dig om skal du selv ud passe på dine børn, dine forældre eller bedste forældre (Også lave intim hygiejene, når den tid kommer). Der er nemlig ingen andre du kan få til det, for de har enten ikke lov til at komme ind, de er rejst til et andet mere liberalt sted eller de findes simpelthen ikke. Og glem alt om at gå til lægen. Alle læger der kan Engelsk eller et andet verdenssprog vil hellere tjene kassen i Australien, USA, Brazilien med et behageligt klima, lav skat og mennesker der rent faktisk anser dem for det de er værd uanset hudfarve, religion, etc.
God fornøjelse med dít lille indesluttede Danmark, med negaitv vækst. Et Danmark stort set beboet udelukkende af pensionister, men du kan så være glad for at de alle er hvide!


04. dec 2010 kl 11:09

avatar

Ernst Krogager

Re: Den nye herskende klasse

PHK har en afgrundsdyb foragt for folk udenfor hans egen klasse af frie entreprenører, der kan udføre deres arbejde hvorsomhelst i verden, bare der er internetforbindelse.

Ja, og solceller køber man da i Tyskland eller andetsteds til spotpriser, mens danske skatteydere bare har at betale tilskud til éns hobbyvirksomhed.

Vi skal helt væk fra Holbergs Nathue …

Sværere bliver det nok at komme af med arketypen Erasmus Montanus, som lever i bedste velgående med idiotisk foragt for alt, hvad forældregenerationen og hjemstavnsfolket står for, og som Holberg spottede lige på kornet – for snart 300 år siden.


04. dec 2010 kl 11:53

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Den nye herskende klasse


Sværere bliver det nok at komme af med arketypen Erasmus Montanus, [...]

Det har du så inderligt ret i.

Selv da han lovede os at melde sig ud af IDA og helt forsvinde fra ing.dk var det bare det sædvanlige varme luft og tomme tønders bulder.

Poul-Henning


04. dec 2010 kl 12:14

Thorbjørn Anker Hansen

Mediernes magt

Spørgsmålet er nok nærmere om den generelle befolkning overhovedet for tænkt, eller bare overvejet noget af alt det her. De fleste jeg hører fra, og det er bestemt en blandet del af befolkningen, da jeg snart kender lidt af hvert. De snakker ret sjældent om EU. De har mere travlt med deres hverdag en al den ligegyldig mudderkastning i medierne, som skal forstille produktiv information til folket. Jeg hører mere om vinteræk og dårlig dæking på mobiltelefonen end om hvorvidt de kan købe solceller til huset eller om vi stemte forkert i -72. Og så længe opmærksomheden ligger der. Hvad andet kan vi så regne med, end at nogle få kamphaner og ideologer, som kæmper på toppen for at få det større perspektiv i gear. Jeg tror der skal en ordenlig kovending til, før befolkiningen vågner op bag den fordummende tv-kasse og smider ekstra bladet ud af vinduet og begynder at snakke pænt til naboen. Forbandet være de lattelige medier og deres evige higen efter gods og guld. Man tror jo ikke på noget som helst af det man læser længere. Det jo sikkert bare en eller anden liberal idiot med brun næse, som skriver det som skal til for redde hans røv. Giv os for dælen da noget logik og fornuft tilbage. Noget tro på at vi rent faktisk har nogle ledere som tror på det ævl de selv siger. Hvordan kan det forventes at borgerne i samfundet skal opfører sig ordenligt, når de gang på gang læser om latterlige rige tosser, som kun kommer frem ved at snyde. Tag bare de ministre som trods deres høje løn, stadig ikke kan betale for deres egen tøj, eller ligefrem snyder med momsen for en skide sofa. Fyr de knaldperler, som vi hører om i medierne hver dag. og forlang at de skal have begge ben på jorden og evt minimum 5 års erhvervserfaring med at tørre røv på gamle mennesker eller at grave kabler ned langs motorvejen i 15 graders frost. Ellers skulle de ALDRIG have lov til at bestemme over andre mennesker. Er efterhånden lidt træt af akademiske udlægniner, som er så selvhævdende, at de glemmer at tænke på andet end deres egen karriere. Nå nu fik jeg lidt luft.

PHK, jeg syntes du har fat i noget af det rigtige, men hvor starter vi henne?Kan man stemme dig ind i politik. Kan da ikke gå værre end det går lige nu. Hver dag når jeg står op. Prøver jeg at tænke positivt på verden og få det bedste ud af det. Holder døren for gamle damer og kører pænt i bilen, selvom andre kører som nogen der har stjålet den. Bare fordi verden er tosset, har jeg ikke tænkt mig at ændre på mit humør, såvidt muligt ;o) Men på den anden side ovevejer jeg også lidt om grunden til at jeg selv og flere jeg kender, ikke har fået børn og kone endnu. Er at jeg dagligt også tvivler mere og mere på at verden overhovedet er værd sætte børn i.

Glæder mig tit til dinne indlæg. Det giver mig håb om at andre derude har en lyst til at gøre en forskel for en bedre fremtid, på den ene eller den anden måde. Det vel det som driver dit indre urværk - ikke?


04. dec 2010 kl 12:23

Thorbjørn Anker Hansen

Prøver lige igen.

Får en eller anden besked om at jeg ikke må redigere i mit indlæg, på trods af at jeg opdagede nogle fejl - håber det kan tilgives:

Spørgsmålet er nok nærmere om den generelle befolkning overhovedet for tænkt, eller bare overvejet noget af alt det her. De fleste jeg hører fra, og det er bestemt en blandet del af befolkningen, da jeg snart kender lidt af hvert. De snakker ret sjældent om EU. De har mere travlt med deres hverdag en al den ligegyldig mudderkastning i medierne, som skal forstille produktiv information til folket. Jeg hører mere om vinteræk og dårlig dæking på mobiltelefonen end om hvorvidt de kan købe solceller til huset eller om vi stemte forkert i -72. Og så længe opmærksomheden ligger der. Hvad andet kan vi så regne med, end at nogle få kamphaner og ideologer, som kæmper på toppen for at få det større perspektiv i gear. Jeg tror der skal en ordenlig kovending til, før befolkiningen vågner op bag den fordummende tv-kasse og smider ekstra bladet ud af vinduet og begynder at snakke pænt til naboen. Forbandet være de lattelige medier og deres evige higen efter gods og guld. Man tror jo ikke på noget som helst af det man læser længere. Det jo sikkert bare en eller anden liberal idiot med brun næse, som skriver det som skal til for redde hans røv. Giv os for dælen da noget logik og fornuft tilbage. Noget tro på at vi rent faktisk har nogle ledere som tror på det ævl de selv siger. Hvordan kan det forventes at borgerne i samfundet skal opfører sig ordenligt, når de gang på gang læser om latterlige rige tosser, som kun kommer frem ved at snyde. Tag bare de ministre som trods deres høje løn, stadig ikke kan betale for deres egen tøj, eller ligefrem snyder med momsen for en skide sofa. Fyr de knaldperler, som vi hører om i medierne hver dag. og forlang at de skal have begge ben på jorden og evt minimum 5 års erhvervserfaring med at tørre røv på gamle mennesker eller at grave kabler ned langs motorvejen i 15 graders frost. Ellers skulle de ALDRIG have lov til at bestemme over andre mennesker. Er efterhånden lidt træt af akademiske udlægniner, som er så selvhævdende, at de glemmer at tænke på andet end deres egen karriere. Nå nu fik jeg lidt luft.

PHK, jeg syntes du har fat i noget af det rigtige, men hvor starter vi henne?Kan man stemme dig ind i politik. Kan da ikke gå værre end det går lige nu. Hver dag når jeg står op. Prøver jeg at tænke positivt på verden og få det bedste ud af det. Holder døren for gamle damer og kører pænt i bilen, selvom andre kører som nogen der har stjålet den. Bare fordi verden er tosset, har jeg ikke tænkt mig at ændre på mit humør, såvidt muligt ;o) Men på den anden side ovevejer jeg også lidt om grunden til at jeg selv og flere jeg kender, ikke har fået børn og kone endnu. Er at jeg dagligt også tvivler mere og mere på at verden overhovedet er værd sætte børn i.

Glæder mig tit til dinne indlæg. Det giver mig håb om at andre derude har en lyst til at gøre en forskel for en bedre fremtid, på den ene eller den anden måde. Det vel det som driver dit indre urværk - ikke?


04. dec 2010 kl 12:34

Bjarke Mønnike

Blandt meget andet.....

.....Så har PHK ret i at heller ikke unionsforholdets omfang er sevet ind på lystavlerne hos særligt mange....og forbløffende nok heller ikke hos de dominerende partiers politikere....alt forlænge har vi troet at EU ville acceptere at vi selv bestemte grænserne for vor velfærdsstat, hvor vi kunne behandle EU anderledes end danske borgere.

Vi har også troet at EU forstod generationskontrakten, istedet for det der almindeligt i alle de andre lande, medlemsskaber i sygekasser og pensionsforeninger .
Man kan også se at politikerne ikke ved hvad EU er for en størrelse når de ikke i tide er gået ind for det var almindeligt i andre lande at man kunne bosætte sig der men selv måtte tage ansvar for sit liv


04. dec 2010 kl 14:09

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Blandt meget andet.....

Det man frem for alt må notere sig Bjarke, er den totale mangel på et troværdigt alternativ, eller for den sags skyld, blot den mindste smule vilje til at formulere langsigtede planer...

Poul-Henning


04. dec 2010 kl 14:36

Bjarke Mønnike

Re: Blandt meget andet.....

Hvis man vidste om man skal le eller græde, når man ser det tilbud af personer der er ved magten og dem som vil til.
De borgerlige er ikke borgerlige og modparten ved ikke hvad der står i deres egne forslag.

Langsigtede planer har en horisont til næste meningsmåling. Betragt bare hvordan vor miljøminister bliver mobbet rundt manegen af Østerild og HCB sagerne.


04. dec 2010 kl 14:39

avatar

Ernst Krogager

Re: Den nye herskende klasse

Selv da han lovede os at melde sig ud af IDA og helt forsvinde fra ing.dk var det bare det sædvanlige varme luft og tomme tønders bulder.

Det hæderkronede fagblads "mønsterblogger" har måske også en henvisning til, hvor et sådant løfte er blevet afgivet?


04. dec 2010 kl 14:44

avatar

Carsten Sonne Larsen

Når det gør ondt nok

Grinagtigt dog meget rammende beskrivelse:


Helt præcist er Danmark er EU's svar på Lolland:

En ligegyldig egn man passerer igennem på vej nord- eller sydpå, et areal hvor økonomien ikke hænger sammen, hvor de unge ikke ser de store fremtidsperspektiver og hvor folk kun står af toget eller motorvejen til familiefester og på sommerferier.

Nogle ting lære man ikke før det gør tilstrækkeligt ondt. Uden at skulle tage parti kan jeg godt forstå at mange "har meldt sig ud af samfundet og nægter kategorisk at tage deres del af ansvaret". Man når et punkt hvor tankerne går hen og bliver noget i retning af: Tja, på et tidspunkt så lære han/hun/de/vi det vel. I modsætning til Sisyfos giver de fleste op på et tidspunkt.


04. dec 2010 kl 15:17

Bjarke Mønnike

Re: Når det gør ondt nok

Du glemmer Carsten at Sisyfos var dømt til at rulle en sten op på toppen af et bjerg og hvergang han var næsten deroppe rullede stenen fra ham så han blev aldrig fri.


04. dec 2010 kl 16:49

avatar

Carsten Sonne Larsen

Re: Når det gør ondt nok

Bjarke, jeg er klar over Sisyfos ikke havde et valg. Det var egentlig også tænkt som en del af billedet ;-)


04. dec 2010 kl 17:26

avatar

Peter Andersen

Re: Den nye herskende klasse

Selv da han lovede os at melde sig ud af IDA og helt forsvinde fra ing.dk var det bare det sædvanlige varme luft og tomme tønders bulder.

Det hæderkronede fagblads "mønsterblogger" har måske også en henvisning til, hvor et sådant løfte er blevet afgivet?


http://ing.dk/debat/127698#p28...3637 her blev tanken da kraftigt luftet


04. dec 2010 kl 21:27

Jens Arne Hansen

Hvad har vi dog rodet os ud i?

Kan som sædvanlig ikke finde ud af om denne kommentar skal tages alvorligt:

Handler det om hvordan vi begår os i denne parodi på europæisk samarbejde som synes at have en statsdannelse a la Hitlers 3. rige tilsat rigeligt arrogant fransk bureaukrati som endemål?
Dette kunne blive en særdeles relevant debat fordi situationen for øjeblikket er helt uoverskuelig og alle muligheder står åbne lige fra sammenbrud og ragnarok til et stadig mere demaskeret diktatur som vil os alle det bedste og derfor ikke kan have at vi selv får indflydelse på hvordan det går?
Så hvordan analyserer vi det brogede billede og manøvrerer os bedst muligt igennem det oprørte farvand, det er da noget af en udfordring?

Men desværre er kommentaren rigeligt garneret af den sædvanlige radikale redepisser retorik, der emmer af foragt for det samfund som vi befinder os i, lidt i retning af tidligere betragtninger fra sidste gang man ville samle Europa, om "dette latterlige lille land" som ikke har gjort sig fortjent til at overleve, betragtninger som jeg vil tror at der hersker bred politisk enighed om på venstrefløjen, lige fra Liberal Alliance over S og R til SF.

Derfor er dette forum nok ikke det rette til en meningsfuld debat om vor fremtid i Europa, men mere et bidrag til lørdagsunderholdningen?

Så for at bidrage lidt til underholdningen linker jeg lige til et par indslag af mange med en særdeles veltalende herre med et alternativt syn på EU - først lidt om vor præsident:
http://www.youtube.com/watch?v...ated

dernæst om møntunionen:
http://www.youtube.com/watch?v...ated

Uanset at den politiske betydning af dette nok er minimal, så kommer vi ikke udenom at tage stilling til hvordan vi skal definere vor nations rolle i en global verden og som en del af EU og det er fornuftige mennesker da også begyndt at gøre sig nogle tanker om:
http://blogs.jp.dk/borgerligtv...fte/

Men endelig kan vi da glæde os over at demokratiet stadig synes at fungere i et lille land omkranset af EU, nemlig Schweiz, så der er nok stadig håb for os også?


04. dec 2010 kl 21:49

avatar

Carsten Sonne Larsen

Mod fortiden eller fremtiden ?

Det er ikke svært at forstille sig EU som et dødsfødt barn:

Den slags konstruktioner har historisk set kun kunne holdes sammen ved et diktatur der gav fanden i befolkningernes mening,

Historien kan lære os meget. Omvendt kan den også skygge for lyset. Jeg fristes til at sige: Den der bruger historien til ikke at ville lære.

Modsat tidligere tiders tvangssamværd, er nutidens intime forhold bland vidt forskellige folkefærd ikke bundet op på en enkelt mands magtmisbrug. I dag driver verden tættere sammen af de åbenlyse gevinster ved samarbejde og samhandel; Eller som det kaldes med et officielt ord: Globaliseringen.

Udviklingen kan ikke stoppes. Danmark kan melde sig ud af verdenssamfundet, hvad det så end skulle hjælpe, men udviklingen fortsætter. Samtiden kaldes globaliseringsalderen. Den næste alder bliver ikke nationaliseringsalderen. Uden at vide hvad den bliver døbt, vil den blive domineret af robotter og andre intelligente hjælpemidler samt omstrukturering i verdenssamfundet drevet af jegten på nye energikilder.

Hvad vej skal vi i Danmark: Mod fortiden eller fremtiden ?


04. dec 2010 kl 23:38

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Mod fortiden eller fremtiden ?

Den slags konstruktioner har historisk set kun kunne holdes sammen ved et diktatur der gav fanden i befolkningernes mening,

Det er for det første ikke faktuelt rigtigt og for det andet baseret på en fejlagtig forståelse af hvad den kohærende faktor i samfundsdannelse er.

Den tidsmæssige observation ovenfor om det Westfalske fred er sådan set god nok, men den byge af nationalstater der opstår derefter har intet med anerkendelsen af de første forenede stater på planeten at gøre.

Nationalstaterne opstår omkring den fælles sprogidentitet som aviserne leverer mediet for.

Læs: http://ing.dk/artikel/106178-d...land

Idag er det fælles medie Facebook og Twitter der ikke har nogle geografiske omkostningsparametre og derfor bygger "imagined communities" på tværs af nationale, ideologiske og dogmatiske grænser blandt unge mennesker.

Pigtrådsgrænserne dør med papiraviserne.

Poul-Henning


05. dec 2010 kl 00:28

avatar

Knud Nielsen

Fortids udkanter = fremtids udkanter?

Som en Hong Kong kineser sagde til mig i halvfemserne: 'Hvorfor tror du Kina vil overtage Hong Kong? - Det er os der vil overtage Kina.'


05. dec 2010 kl 11:38

Bjarke Mønnike

Re: Mod fortiden eller fremtiden ?

Hvis pigtrådsgrænserne ophører med papiraviserne, så er begrebet menneskerettigheder utopi, idet det er lettere at kontrollere nettet end en Heidelberg vinge, betjent af en hidsig typograf.

Nigel Farages meget dedikerede indlæg må have forbigået nogens opmærksomhed så her er det igen.

http://www.youtube.com/watch?v...ated

Tyrkertro på at teknologiske contaptions vil komme til at dominere vor fremtid på en måde vi kan forudse idag er naivt.

Mennesket vil altid rette sin opmærksomhed mod ting der er anderledes for at tiltrække det modsatte køn.....så den dag man ikke gider faceboook og twitter så er der et andet modefænomen der får ringe allevegne og tatoveringer til at være tabertegn.

Jeg har set masser af de artikler med flyvende biler, atomdrevne fly og andet deslignende der skulle blive hvermands eje inden for ganske få år i mit liv til at tage dem alvorlig mere.
Hvorimod det man eklærede aldrig skulle være muligt, at lave en maskine der kunne slå en stormester i skak stort set er hvermands eje på Windows PCér idag, sådan da( jeg slår min 80% af gangene :o) )

Der er ingen tvivl om at nettet er en fantastisk opfindelse, men også rummer nogle ting som ikke kan håndteres af alle.

Vi ser det vore endeløse diskussioner om hvem der har de rette meninger og vi kommer ikke ud af stedet......for selv om territoriale grænser ophører så ophører de personlige grænser ikke....de såkaldte holdninger.......en af de grænser er, at man ikke vil bo i jordhuler, når en italiensk festabe bor på en lystyacht for vore penge som eksempel.


05. dec 2010 kl 14:43

Erik Christensen

Re: Hvad har vi dog rodet os ud i?

Så for at bidrage lidt til underholdningen linker jeg lige til et par indslag af mange med en særdeles veltalende herre med et alternativt syn på EU

tak - her er en anden med Nigel Farage:
Just who the hell do you think you people are? - Preserving the EU project at any cost

http://www.youtube.com/watch?v...dded


05. dec 2010 kl 18:20

avatar

Carsten Sonne Larsen

Relationer og fælleskaber

For at forstå globaliseringens positive og negative virkninger, må man først forstå hvad der er dens brændstof. Tidligere var verden opdelt i små øer af kulturelle fællesskaber. Kontakten og samarbejdet mellem øerne var sparsom. Hver ø suboptimerede for at få mest muligt ud af den givne situation. I dag er øerne stadig øer og suboptimeringen stadig udtalt. Isolationen er dog fortid.

Fællesskaber igennem Facebook og samhandel er blot to små brikker i det samlede billede. Udbredelsen af internettet giver mulighed for fællesskaber imellem øernes indbyggere. Fællesskaberne bunder til tider i søgen efter en mage eller måske noget der er lidt mindre alvorligt. Fællesskaberne kan dog også have andre grundlæggende byggesten.

Den teknologiske udvikling har muliggjort rejser til fjerne destinationer for almene mennesker. I dag rejser vi rundt i hele verden. Relationer til de mennesker vi møder på vores vej, giver en forståelse og et indblik i kulturen hos fjerne folkefærd. Til tider kan kærligheden slå ned imellem de forskellige kulturelle indbygger. Den fysiske tilstedeværelse på andre øer skaber naturligt relationer.

Igennem de lave omkostninger til transport er handel ikke længere noget der kun foregår med naboen. Handle opbygger naturligt relationer imellem de handlende parter. Relationer der skaber netværk øerne imellem.

For blot en dekade siden havde kun de udvalgte mulighed for at dele deres interesser med ligesindet i andre samfund. Med udbredelsen af internettet kan vi dele vores interesser på tværs af kontinenter. Om det er udvikling af operativsystem kerne, andre teknologiske nicher eller noget helt tredje betyder intet. Fællesskaber om interesser skaber nogle ganske stærke relationer.

Uddannelse og arbejde sker heller ikke inden for det kulturelle fællesskabs egne grænser. Vores børn rejser ud i verden eller gennemtrawler internettet i søgen på viden og dannelse. De mange handelsforbindelser skaber ligeledes en nødvendighed af kontakt til andre øer. Begge dele bygger relationer.

Af de mange relationer bestå nogle af familierelationer. Nogle af de stærkeste af slagsen og nogle af de der skaber størst forståelse og indsigt i anderledes kulturer.

De kulturelle forskelligheder gør vi træder over hinandens personlige grænser; En naturlig følge af forskellene. Langsom lære de relaterede hinandens grænser at kende, hvis da ikke relationen går i stykker. Udviklinger er ikke nødvendigvis en uheldig udvikling. Se fra et overordnet perspektiv er den store gevinst jo mindre suboptimering. Det negativ aspekt er omvendt de følger der opstår ved vi træder over hinandens grænser.


05. dec 2010 kl 19:14

avatar

Ernst Krogager

Re: Den nye herskende klasse

her blev tanken da kraftigt luftet

Forklar venligst, hvor du finder blot antydningen af et løfte om "at melde sig ud af IDA og helt forsvinde fra ing.dk".


05. dec 2010 kl 21:27

Jens Arne Hansen

Re: Relationer og fælleskaber


Smukke tanker som bortset fra internet og fjæsbog ligesågodt kunne være tænkt for 40 år siden og det kan da ikke afvises at der stadig sidder ældre mennesker tilbage på Politikens redaktion som stadig tænker sådan!
Men min generation var den første hvor mange drog ud i verden omkring 1970 med disse tanker i rygsækken og en del vendte da også tilbage, nogle klogere på verden, andre ikke.

Men det er jo ikke en moderne ting her i landet at fare ud i verden, faktisk er det nærmest en regel her i Danmark at de der kan begiver sig ud i verden for at handle eller arbejde. Faktisk var det vel de færreste af den forrige generations ledere i det private der ikke havde været verden rundt med ØK eller AP.

Så måske har moderne kommunikation nærmest medført at vi kommer mindre i kontakt med omverdenen end før og måske er vores tilgang til verden knap så nøgtern som tidligere?

Måske burde vi derfor kaste et blik på hvad nutidens globalisering betyder for vore drømme om en bedre verden, hvad kan vi bygge videre på og hvilke illusioner må vi forkaste?

Får jeg et nærmere forhold til kinesiske fabriksarbejdere af at købe en billig vandhane i Silvan eller vil det være klogt af mig at forelske mig i Signejda fra Tyrkiet for nu at nævne et par problemer som kræver at vi vågner op til virkeligheden!





Og så lige en bemærkning til den indledende kommentar:


Det vil groft sagt sige at der skal ske to ting: Det offentlige budget til forskning skal fordobles og idioti som "fra forskning til faktura" og phd-fjentlige regler skal begraves.

Det er god gammel venstrefløjstankegang at vi skal fordoble vore offentlige udgifter, problemet er blot at det er her der er mindst chance for at pengene bruges fornuftigt.
Og kommentaren ovenfor er vel det bedste eksempel, 68-generationens historieforskning gik ud på at konstruere en ny historieopfattelse der passede med datidens fremherskende ideologi på universiteterne. Derfor står vi nu med et par generationer af unge der har fået en forkvaklet historieopfattelse med fra skolen som det for manges vedkommende vil være umuligt at rette op på.
Så Poul-Henning leverer selv her et godt eksempel på at penge til forskning ikke alene kan være spildt men faktisk også direkte kan gøre skade og historien har jo mange eksempler på at forskning er kommet på afveje så derfor er ideen med fakturaen måske ikke så tosset alligevel?


05. dec 2010 kl 21:55

avatar

Carsten Sonne Larsen

Identitet og forandring

Verden er under hastig forandring. Blot i min levetid har udviklingen været enorm. Da jeg var barn var computere noget der blev brugt på universiteter og i de store virksomheder. Hvis jeg ville lære noget andet end det skolen tilbød, måtte jeg gå på biblioteket. Sommerferie blev holdt inden for landets grænser. Vi havde ikke råd til at tage uden for Danmark.

Da min morfar levede, fortalte han historier om dengang de fik indlagt elektricitet i huset; Om dengang de gik fra brændeovn til centralvarme. Eller om første gang han så en bil og den begejstring de vakte at se en flyvemaskine. Min oldefar nægtede at tro på nyheden om Apollo 13 da den landede på månen. Det kan da lade sig gøre, det er ren propaganda, som han sagde.

Ud over det meget fascinerende i de ældres historier og det forhold at vi faktisk lever (levede) i samme verden, blot på forskellige tidspunkter, så indeholder de en helt anden og dybere sandhed: Forandring går hurtigt; Så hurtigt at det kan være svært for et menneske at følge med.

Forståelsen af den virkelighed vi lever i og vores identitet bliver voldsomt presset af den hurtige udvikling og medfølgende forandring. Konstant må vi tilpasse vores forståelse og udvikle vores identitet for at følge med. Det kan være en om end ikke uoverkommelig så i hvert fald udfordrende.

I Danmark har vi tidligere været en relativ homogen befolkning. Forskellighederne har været knap så store som i større samfund som det tyske, amerikanske eller nogle de andre store nationer. Udefrakommende opfatter ligefrem danskerne som et stammefolk. Vi holder sammen og hjælper hinanden.

Mange andre verdensdele har et væsentlig bedre udgangspunkt for at håndtere forandringen idet forskelligheder her har været en naturlig del af samfundet. Stammementaliteten i Danmark gør det lang sværere for os at tilpasse os de forandringer der kommer med globaliseringen. Vi er vant til lokalsamfund og homogenitet. Alle de fremmede mennesker, holdninger og teknologier der pludselig banker på vores dør, skræmmer os. Vi forstår det ikke.

I naturen overlever de arter der bedste kan tilpasse sig nye forhold; Eller det vil sige deres efterkommere overlever idet arten jo ikke længere er den samme art mere. På samme måde forholder det sig i menneskeverden. De mennesker der bedst kan tilpasse sig nye forhold klare sig bedst.

Vores redning er vores børn og unge. Deres identiteter er slet ikke under samme pres da de jo ikke har oplevet den samme forandring. Det der syntes fremmede for de lidt ældre er naturligt for dem. De er vokset op med teknologi, internettet og Ali som nabo. De byder forandringen velkommen og suger alt det nye til sig. I hvert fald ind til de når en alder hvor de heller ikke længere kan følge med udviklingen.


05. dec 2010 kl 22:21

Christian Andersen

Re: Udkanter

PHK - Tjaa, du siger jo hvad jeg tænker, ikke meget konstruktivt at udbygge med fra min side.

Vi skal væk fra det her "medie-vælde" og have nogle politikkere der forstår/tør/gider tænke langsigtet, hvis vi skal have nogen chance i denne ellers "dødsdømte" feriekoloni. . . bla. bla. bla. indsæt selv samme opsang som flere andre ovenstående giver :-)

Hvornår ser vi egentligt nogle kompetente folk prøve tage teten for en gangsskyld. Nu ikke fordi jeg mener jeg er yderst kompetent, men nogle gange bliver lysten til at tiltræde i politik næsten for stor til at lade være, med den flok af mindre kompetente folk der idag "leder" landet. Nogen der er med på et nyt parti (for dem der eksistere "magter" tydeligvis ikke at leve op til deres opgaver), så vi forhåbentligt kan få rettet skuden ind på kurs og i havn, inden vi går til bunds (hvis ikke vandet allerede er over skotterne) ??


05. dec 2010 kl 22:59

avatar

Rasmus Skovmand

Re: Den nye herskende klasse


Sværere bliver det nok at komme af med arketypen Erasmus Montanus, [...]

Det har du så inderligt ret i.

Selv da han lovede os at melde sig ud af IDA og helt forsvinde fra ing.dk var det bare det sædvanlige varme luft og tomme tønders bulder.

Poul-Henning

Men han fik også afsløret degnen:-)


06. dec 2010 kl 00:17

Jens Arne Hansen

Re: Identitet og forandring

For nu at citere den nok mest erfarne deltager i debatterne her:
"Udviklingen går frem og tilbage med stormskridt"

Noget der virkelig er gået baglæns er vores nyhedsformidling her i landet, man bliver helt flov hvis man ser nogle af de bedre programmer fra udlandet. Og andre steder i Skandinavien er det vist endnu værre!

Så hvis man ikke henter sin information ad diverse omveje så risikerer man at få et meget forsimplet og ensidigt billede af vort samfund og en illusion om at græsset altid er grønnere på den anden side af hegnet.


06. dec 2010 kl 00:55

Peter Kyllesbeck

Re: Identitet og forandring

Min oldefar nægtede at tro på nyheden om Apollo 13 da den landede på månen. Det kan da lade sig gøre, det er ren propaganda, som han sagde.

Det gjorde han ret i. Apollo 11 var den første, og 13'eren, ja den var jo uheldig.


07. dec 2010 kl 16:59

Max Kjeldgaard

Re: Identitet og forandring

[......at Danmarks EU medlemskab ikke er sunket ind på lystavlen hos dem der stemte i 1972]

HOV - HOV I 1972 stemte vi os ind i EF - Fællesmarkedet, og det var en god idé. Danmark har altid drevet handel "sydpå", så medlemskabet af EF var bare en effektivisering af noget, der "kørte på skinner" i forvejen.

Men hvornår har vi stemt om EU - en Maastricht traktat med forbehold, men heller ikke mere - Var det virkelig en Unionsafstemning???


07. dec 2010 kl 17:12

Karsten Lund Henneberg

Dagens Pisa undersøgelse ...

Idag er der groft sagt to områder Danmark udmærker sig på: Højere uddannelser og attraktive sommerhusområder nogle måneder om sommeren.

Ja, med resultatet af Pisa undersøgelsen, kan det kun gå for langsomt med at få sat gang i udbygningen af "Urlaubsregion Nord".

Første to kystrækker overalt reserveres til Tyskere, der ikke har noget i mod den danske sommer


07. dec 2010 kl 17:55

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Identitet og forandring


Men hvornår har vi stemt om EU - en Maastricht traktat med forbehold, men heller ikke mere - Var det virkelig en Unionsafstemning???

Læste du ikke den lille pamflet om hvad du skulle stemme om ?

Poul-Henning


08. dec 2010 kl 00:39

Søren Fosberg

Re: Den nye herskende klasse

Forklar venligst, hvor du finder blot antydningen af et løfte om "at melde sig ud af IDA og helt forsvinde fra ing.dk".

Vi har vist alle været offer for ønsketænkning Ernst. Men det var åbenbart naivt at tro på dine tomme trusler om at forsvinde. Dog, du skabte en kortvarig glæde. Det skal du have tak for.

Mvh Søren


08. dec 2010 kl 14:30

Bjarke Mønnike

Du har ganske ret Søren.

Du vil som mange andre af diagonallæseforeningen, ikke erkende, at I af og til ikke får fat i de finere tekst detaljer, i første omgang, fordi Jeres briller ikke er stærke nok ,eller at ikke afpasser Jeres diagonallæsevinkel efter Jeres alder :o)
X=-2y ville vinde meget med x=-y.
Ja somme kunne man anbefale at I postkort læste linie for line :o)


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.