Ombygget politiradar kan spotte selvmordsbombere
Et amerikansk laboratorieforsøg viser, at det er muligt at udvikle en speciel radar, der kan afsløre en person med et selvmordsbælte skjult under tøjet.
En pakistansk mand med "noget" på ryggen. Kan det måske være noget, der kan springe i luften? (Foto: Wikipedia/Gary Mark Smith).
Læs også
-
Ultrapræcis CW-radar fra Weibel skal bruges af Italiens militær
Læs mere om
Dokumentation
En almindelig politiradar til hastighedsmåling kan ombygges til at afsløre selvmordsbombere på afstand. Det har tre amerikanske forskere fundet ud af. De tre håber nu, at den amerikanske hær vil give økonomisk støtte til udviklingen af brugsklare radarprodukter, der kan bruges i felten.
Sådan et produkt vil kunne få stor betydning for nutidens krigsførelse. De unge og somme tider nervøse soldater i Irak og Afghanistan har ifølge militærrapporter dræbt snesevis af uskyldige civile på grund af misforståelser ved checkpoints. Det er for eksempel sket, hvor skrækslagne folk har skyndt sig frem, når de er blevet bedt om at standse. Soldaterne, som frygter folk med selvmordsbælter, må i den situation skyde for at forsvare sig. Herom skrev den engelske avis The Guardian 22. oktober i år.
De tre forskere gik derfor i gang med at undersøge, om radar-reflektionen fra en person med et selvmordsbælte kan skelnes fra en person uden. Ideen er, at selvmordsbælter nødvendigvis må indeholde elektriske ledninger, der forbinder sprængladninger med hinanden og med en affyringsanordning. Og sådanne ledninger kan måske detekteres med radar.
En forhåndenværende radar blev brugt
De gjorde praktiske forsøg på 2 - 8 meters afstand med en politiradar, fordi det var den plads, de havde i laboratoriet, og en GunnPlexer Doppler Radar med en frekvens på 12,5 GHz, fordi det var sådan én politiradar, de havde til rådighed. Og de brugte grupper af personer med og uden de karakteristiske ledningsarrangementer om livet, og samlede statistiske data, som blev sammenlignet med lignende data fra tidligere forskning.
Efterhånden fandt de ud af, at den tydeligste radarreflektion fra ledninger på kroppen skete ved frekvenser omkring 10 GHz. De forsøgte sig med både lodret og vandret polariseret udstråling, og efterhånden dannede der sig et empirisk billede af et hensigtsmæssigt udstyr til formålet.
Det viste sig, at med en vekslende bestråling med lodret og vandret polariserede radarpulser, var det muligt at genkende forsøgspersoner med ledninger under tøjet. Der var flere målbare forskelle i radarreflektionerne, som ville kunne bruges til at styrke eller svække en mistanke til en person. Den indikation, de fandt bedst, var forskellen mellem lodret og vandret reflektion. Og forskellen var størst, hvis man brugte radarfrekvenser på 0,5 - 9 GHz.
Derpå tilrettelagde forskerne en computersimulation med tilfældig udvælgelse af forsøgspersonerne og sammenlignede den med deres praktiske forsøgsstatistik. Resultatet var, at den ombyggede politiradar kunne finde personerne med ledninger om livet med 83,4 procents sandsynlighed. Modsat ville radaren udpege en uskyldig i 27 procent af gangene. Og det var et opmuntrende resultat.
Resultaterne har fået forskerne til at konkludere, at det er muligt at videreudvikle og serieproducere et mere effektivt apparat, som måler på flere mistænkelige parametre end laboratoriemodellen, og som kan hjælpe soldater med at vurdere, om en civilklædt person skal mistænkes, fordi han har ledninger på kroppen - og endda i en afstand, som kan begrænse skaderne, hvis en selvmordsbombemand vælger at trykke på affyringsknappen, når han bliver opdaget.
