Brugerbetalt bro skræmmer bilister væk
Trafikaftalen fra i fredags insisterer på, at brugerne skal betale ny bro over Roskilde Fjord, men det får alvorlige trafikale konsekvenser. Fem ud af seks trafikanter vil benytte den gamle bro i Frederikssund.
En ny forbindelse syd for Frederikssund kan enten blive en bro eller en tunnel. Men lige meget hvad, skal den sandsynligvis betales af brugerne. Illustration: Vejdirektoratet
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Politikerne blæser på alle erfaringer og undersøgelser af brugeradfærd, der viser, at brugerbetaling af nye broer og tunneler ikke dur, hvis der i forvejen eksisterer gratis forbindelser. For så vil trafikanterne spare bropengene og benytte den gamle forbindelse.
Alligevel insisterer et stort flertal i Folketinget nu på, at en ny bro eller tunnel over eller under Roskilde Fjord skal finansieres af brugerne.
I en VVM-analyse fra maj godtgør Vejdirektoratet ellers, at brugerfinansiering af den kommende sydlige fjordforbindelse ved Frederikssund er en skidt idé, fordi trafikanterne i stedet vil køre over den nordlige Kronprins Frederiks Bro, der jo er gratis.
Men af fredagens trafikaftale mellem regeringen, de radikale, socialdemokraterne, DF, SF og Liberal Alliance fremgår det, at forbindelsen pinedød skal være brugerfinansieret.
Og i stedet for at tro på den bare et halvt år gamle VVM-analyse sætter politikerne nu Sund & Bælt til at gennemføre en ny undersøgelse specifikt om brugerfinansiering.
”Sund & Bælt Holding får til opgave at afdække den faktiske betalingsvilje hos de potentielle brugere og udarbejde et egentligt oplæg til gennemførelse af projektet, hvor de tekniske og organisatoriske løsninger og brugerbetalingsperspektiverne, herunder mulighederne for bro-bizz m.v., sammentænkes,” står der bl.a. i trafikaftalen, hvori politikerne dog ”noterer sig” forårets VVM-redegørelse.
Kun hver sjette vil benytte ny bro
Af VVM-redegørelsen fremgår det, at bilisterne ikke vil betale for at bruge en ny forbindelse, selv ved så lave takster som 10 kroner pr. personbil, 20 kroner pr. varevogn og 30 kroner pr. lastvogn.
En nybygget bro eller tunnel over Roskilde Fjord, der forbinder Marbæk i Frederikssund syd med Tørslev Hage på Hornsherred-siden, vil ifølge redegørelsen få 19.800 daglige trafikanter, mens 13.300 vil benytte gamle Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund. I alt 33.100 daglige brugere.
Det skal sættes i forhold til en referencesituation i 2018 på 25.400 biler dagligt, hvis man nøjes med den eksisterende Kronprins Frederiks Bro.
De trafikale konsekvenser af at indføre brugerbetaling er mærkbare: Da vil den nye, sydlige fjordforbindelse dagligt blive brugt af 4.700 biler, mens 23.000 biler - eller fem ud af seks - dagligt vil søge hen til den gratis forbindelse.
Oplægget fra Sund & Bælt skal ligge færdigt til næste år. Derefter træffer politikerne endelig beslutning om, hvordan projektet skal udformes, finansieres og gennemføres.
Pengene til den 1,3 milliarder kroner omfattende trafikaftale ”Bedre Mobilitet” kommer hovedsagelig fra en række udmøntede puljer. Ud over undersøgelsen af brugerfinansiering omfatter aftale forskellige tiltag, der styrke cykeltrafikken, udvikler bustrafik, reducerer trafikstøj og forbedrer trafiksikkerhed.






