Leder: Nul cafépenge og nyt stavnsbånd skygger for efterlønsdebat
Læs også
-
Minister til IAK: Tilskudsjob til ledige er bedre end opkvalificering
Læs mere om
I eftertanken ligner det en genistreg af regeringen at slå til mod de hjemmeboende studerendes uddannelsesstøtte; de hånligt omtalte 'cafépenge'. For pludselig er fokus væk fra den igennem flere år mest omtalte offentlige ydelse - efterlønnen, som erhvervsorganisationer og økonomer længe har haft det samme forhold til som Cato den Ældre havde til Karthago.
At fjerne babyboomernes frynsegode i form af tidligt otium er en politisk død sild tekstet for hørehæmmede, selv om man skulle synes det muligt at lave en reform, der tilgodeså de nedslidte uden at tilbyde borgerløn til hele gruppen. Ordningen koster trods alt årligt i omegnen af 22 mia. kr. mod blot det halve til de studerende.
Men de studerende er der fri jagt på, fordi de ikke for alvor har været en politisk faktor siden '68. Herregud, hvis de demonstrerer lidt eller boykotter et par forelæsninger, rammer det kun dem selv. Stemmer bliver der ikke flyttet ved, for alle ved, hvor de fleste unge er at finde politisk i forvejen.
Om det har været baggrunden for, at regeringen blev overtrumfet af socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, er svært at vurdere. Men forslaget, om at en dimittend skal tilbagebetale modtaget SU ved at tage arbejde i udlandet, demonstrerer, hvordan voksne politikere betragter studerende som en gruppe løsrevet fra det øvrige samfund, måske ovenikøbet som selvoptagede og forkælede. Tænk hvis de i stedet kunne ses som det råstof, det er nødvendigt at udvikle og forædle til fælles bedste og succes på længere sigt.
Statens uddannelsesstøtte blev indført i 1970: De unge skulle have lige sociale muligheder. Ingen dygtige elever skulle fravælge studier af økonomiske grunde, og det skulle ikke være nødvendigt for de studerende at arbejde så meget ved siden af, at det ville gå ud over lærdommen.
Naturligvis er SU'en ikke urørlig og skal kunne underkastes reformer, når forudsætninger ændrer sig - som alle velfærdsordninger. Og selvfølgelig skal modtagere af verdens dyreste SU kunne mødes med krav og forventninger, så støtten er en reel investering i fremtiden. Men det er ærgerligt, når politikere forfalder til banal taknemmeligheds-logik à la Peter Belli-sangen 'Ingen regning': Nu har samfundet bekostet en fin uddannelse til dig, så nu skylder du...
Danmark har brug for, at endnu flere unge tager en videregående uddannelse og deltager aktivt i globaliseringen - herunder arbejder i udlandet, som vil blive tilfældet for mange ingeniører og naturvidenskabeligt uddannede. De er, i modsætning til efterlønnere, garanten for fremtidig vækst.
At leve af SU gør ingen til herremand, og mange unge i tvivl om en levevej vil være fristet af forudsætningsløse lavtlønsjob, der hurtigt sikrer en langt højere levestandard, end studiet kan tilbyde. De hjemmeboende unge fra mindre velstillede familier bidrager til husholdningen og forsvinder SU'en til dem, vil der være lagt pres på for at få dem ud på boligmarkedet og give dem økonomiske argumenter til at afbryde studiet.
Danmark har ikke råd til, at vi stækker muligheden for, at studerende kan leve et økonomisk tåleligt voksenliv. Og vi har ingen gavn af at straffe dimittender, der søger job i udlandet, når der er arbejdsløshed herhjemme. Brug i stedet kræfterne på at belønne ønsket studieadfærd.





