Er det at ændre produktspecifikationer langt henne i produktudviklingsprocessen en god eller dårlig ting? God, fordi det viser at virksomheden er fleksibel og lære af sine løbende erfaringer med markedet, eller dårligt, fordi det viser dårlig planlægning?

I produktudvikling har vi i mange år fået tudet ørene fulde af at en produktspecifikation skal fastfryses i starten af et projekt. Det er ud fra den simple tanke at det at rette noget i starten af et projekt er meget billigere end at rette det senere i forløbet. For slet ikke at snakke om hvad det koster når man skal ud til alle sine kunder for at fixe et kvalitetsproblem. Logikken er indlysende for produktlanceringer i massemarkeder!

Der er mange virksomheder der ikke behøver at sælge til hele verden på en gang, og derfor godt kan tillade sig at afprøve produkterne i et lille delmarked, og efterfølgende tilrette produktet og opskalere lanceringen. Er der andet der skubber disse virksomheder ud i masse-lanceringer end presset for at få udviklingsinvesteringen hjem igen og et overdrevet fokus på state-gate processen?

Retorisk spørgsmål: Hvornår kan det bedre betale sig at bruge princippet ”start small - fail fast”? Svar: Der hvor man accepterer, at usikkerhederne har en natur der forhindre at man kan planlægge sig til en succesfuld masse-lancering… Men hvornår er det?

Radikal innovation, der hvor man opfinder et nyt marked og ingen ved noget som helst til at starte med, er klart et område hvor ”start small - fail fast” er den eneste rigtige projektmodel. Men burde andre virksomheder, der oplever problemer med at ”stabilisere” deres produktudviklings proces gøre det samme?

”Problemer med at stabilisere processen” er for øvrigt en fin måde at sige, at ingen projekter overholder tidsplanerne, budgetterne skrider og markedet køber ikke det vi havde for ventet, og når vi forsøger at strukturerer os ud af problemerne, så bliver de økonomiske resultater ringere!

”Start small - fail fast” filosofien betragter salgsprocessen som en del af innovationscyklussen, den bidrager med læring, og man inddrager den læring i designet af produktet. På en måde kan man sige at ”start small - fail fast” nedbryder en af de mest solide mure i virksomheden, den imellem produktudvikling og salg: Hvis ”start small - fail fast” skal give mening, så skal sælgeren involveres i produktudvikling og produktudvikleren involveres i salg!

Efter denne lille provokation vil jeg gerne vide hvornår ”start small - fail fast” er en rigtig dårlig ide!