Dansk Elbil-komité: Kun ombyggede biler bryder i brand
Det er overdrevet, når FDM oplyser, at cirka syv ombyggede elbiler er brudt i brand de seneste år, lyder det fra formand for Dansk Elbil-komité. Derfor burde branden på DFDS-færgen heller ikke føre til en stramning af sikkerhedsgodkendelserne.
Læs også
-
Tesla efter færgebrand: »Rigtige elbiler er ikke brandfarlige«
-
Elbilejer om færgebrand: Gnist må have antændt olie på dækket
Læs mere om
Cirka 7 ombyggede elbiler er brudt i brand i de seneste par år, og det taler for at stille skrappere krav til sådanne ombygninger. Det siger en redaktør fra motorbladet FDM til avisen Politiken. Men den påstand vil formanden for Dansk Elbil-kometé, civilingeniør Per Jørgensen Møller ikke umiddelbart bekræfte.
»Jeg ved ikke lige, om man bør kalde dem for brande. Er det en brand, når noget ryger?« spørger han. Med hans erfaring på området er det nødvendigt at medregne varme komponenter for at få antallet af brande til at passe med syv de seneste år. Per Møller Jørgensen understreger dog, at han heller ikke har en nøjagtig statistik på området.
Derimod vil han gerne bekræfte, at de kendte hændelser med ophedning udelukkende er sket på ombyggede biler, og at sikkerhedsgodkendelsen af de færdigbyggede, typegodkendte elbiler måske er skrappere. Den slags elbiler er der i øjeblikket fire af i landet - Tesla, iMiev, Kewet og Think.
Han synes, det vil være overdrevet at stramme godkendelseskravene til ombyggede elbiler, som FDM foreslår.
Den seneste hændelse, hvor en elbil brød i brand på en færge, er dog belastende for branchen, så længe årsagen ikke er fuldt opklaret. Det er efter Per Jørgensen Møllers opfattelse den eneste situation, som har generet andre mennesker.
»Jeg håber, undersøgelsen snart bliver færdig, så vi kan få klarhed over, hvad der skete,« siger han.






