Affaldsgebyrer til patentbureauer er pjat
Af Gæsteblogger Mogens Ludvigsen,
mandag 22. nov 2010 kl. 15:56
Vores nuværende borgerlige liberale regering vil ændre rammebetingelserne for iværksættere fint, men hvorfor skal vi iværksættere så bruge tiden på unødig pjat og på at fremskaffe oplysninger, som Københavns Kommune selv kunne indhente i CVR- og skatteregistrene og ved opslag på vores hjemmeside www.eneret.dk?
Historien er, at vores virksomhed modtog en opkrævning på affaldsgebyrer for virksomheder. Så ønsker man selvfølgelig som ny iværksætter at se, hvorledes den offentlige service fungerer. Service er nok et stort ord i denne sammenhæng: Virksomheden skal selv sørge for at ansøge om fritagelse for affaldsgebyrer for virksomheder, selv om det fremgår af virksomhedens art, at den yder juridisk rådgivning; virksomheden producerer ikke affald, men yder alene rådgivning om opfindelser og patenter.
Den første hurdle - i ansøgningen om fritagelse for affaldsgebyret - er at finde et såkaldt P-nummer; det fremgår ikke af virksomhedens registreringsbevis, her findes kun oplyst et CVR nummer. Ved nærmere eftersyn kan man se, at Københavns kommune har omdøbt P-nummeret til kundenummer, så hvorfor skal virksomheden oplyse P-nummeret, når Københavns kommune tilsyneladende har det på opkrævningen?
Det fremgår endvidere ved opslag hos skat, at vi opfylder en af betingelserne for fritagelse for affaldsgebyrer for virksomheder: omsætning på nul kroner i 2008, idet virksomheden LudvigsenPatent først blev etableret i 2009.
Pointen er, at Københavns kommune selv ved et par opslag i CVR registret, hos skattemyndighederne og på vores website kunne have konkluderet, at LudvigsenPatent ikke skal betale affaldsgebyr.
Som tilhænger af den borgerlige liberale regering spørger jeg: Kunne de valgte politikere ikke spare de nyetablerede iværksættere for unødigt pjat ved at skulle indsende ansøgninger med oplysninger, som faktisk allerede er tilgængelige?
Mogens Ludvigsen, Direktør og grundlægger af LudvigsenPatent.