/rumfart

Planeter opdeles i nyt farveskema

I fremtiden vil planeter omkring fjerne stjerner blive identificeret og undersøgt nærmere på baggrund af de farver, deres overflader og atmosfære reflekterer. Blå kan eksempelvis være med til at vække nærmere interesse.

Af Thomas A. E. Andersen, torsdag 11. nov 2010 kl. 10:51

Planeterne i solsystemet har deres egne farver; Jorden er blå på grund af spredningen i atmosfæren, Mars er rød på grund af det røde støv og Venus er hvid. Ligeledes vil farverne på planeter omkring andre stjerner kunne fortælle astronomerne en masse om dem.

Astronomerne Lucy McFadden og Carolyn Crow fra Californiens Universitet har i en artikel i tidsskriftet The Astrophysical Journal, bekrevet en måde at identificere planeter ud fra deres farver.

»Med tiden, efterhånden som teleskoperne bliver bedre og kan indsamle mere lys fra planeter omkring fjerne stjerner, vil vi kunne adskille dem baseret på farve. Hermed vil farverne være med til at fortælle os om, hvad vi skal fokusere vores undersøgelse på,« oplyser astronom Lucy McFadden i en meddelelse fra Nasa.

Nasas Deep Impact rumsonde undersøgte på sin vej til kometen Hartley-2, Jorden udefra. Målet var at se, hvordan vores Jord ser ud fra rummet. Herved kan man få viden om, hvordan vi skal søge efter lignende planeter omkring andre stjerner.

De højopløselige billeder fra Deep Impact viste både Jorden, Månen og Mars set gennem syv forskellige farvefiltre. Astronomerne sammenholdt disse data med eksisterende data for Merkur, Venus, Jupiter, Uranus, Neptun og Saturn. Astronomerne konkluderede, at hvis man opdeler planeterne efter tre filtre; blåt, rødt og grønt, så fremhæves forskellene mellem de forskellige planeter.

Når planeterne bliver placeret i et farvediagram, grupperer planeterne sig efter de tilsvarende bølgelængder som deres overflade og atmosfære reflekterer.

De store gasplaneter som Jupiter og Saturn optræder i ét hjørne, Uranus og Neptun i et andet. Klippeplaneterne Mars, Venus og Merkur falder sammen i et tredje område.

Den blå jordklode viser sig at være en ensom koloni, som er speciel på to måder. Det blå lys bliver spredt i atmosfæren på grund af effekten kaldet Rayleigh-spredning, men samtidigt absorberer Jorden ikke meget infrarødt lys. Dette skyldes, at der kun er lave koncentrationer af gasser som ammoniak og methan i atmosfæren, hvilket absorberer infrarødt lys.

Astronomerne håber, at denne metode en dag kan bruge på planetsystemer omkring fjerne stjerner. Hvis en planet er blå betyder det ikke nødvendigvis at den har oceaner og en atmosfære, men det kan være med til at fortælle astronomerne, at den måske burde undersøges nærmere. Hermed vil man måske kunne begynde at gruppere de mere end 490 hidtil kendte planeter omkring andre stjerner.



11. nov 2010 kl 13:23

Mikkel Lund

Hvad med spektroskopi?

"en måde at identificere planeter ud fra deres farver"
"syv forskellige farvefiltre"

Det lyder som en simple form for spektroskopi. Hvorfor ikke bare bruge et spektroskop og få flere informationer, end "Denne nye planet har samme farve som [indsæt en planet fra solsystemet]". Hvad hvad siger det egenligt at den har samme farve?


11. nov 2010 kl 16:03

David Walland

But do we know...

Many of these systems are showing us gas giants close in to the star, or at nearer distances than in our solar system. I wonder how that wiil affect their colour and this simple test?


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.