Jeg har skrevet om det danske køb af nye kampfly i snart fire år. Arbejdet har i perioder bragt mig vidt omkring inden for den her specielle branche og givet mig et godt indblik i en kompliceret teknisk og politisk verden. Det har jeg efter bedste evne forsøgt at give videre til læserne af Ingeniøren.

Men jeg mangler en vigtig ting. Jeg har nemlig aldrig sådan for alvor været bag scenen hos de store producenter. Ikke helt derinde, hvor udviklingen af disse avancerede, komplicerede og ekstremt dyre maskiner foregår. Slet ikke i USA, hvor mit danske statsborgerskab desværre har været en hindring, når jeg har forsøgt.

Derfor var det også en stor oplevelse at se dokumentarfilmen ’Battle of the X-planes’, som læser af ing.dk David Thing gjorde opmærksom på i en tråd efter en artikel om JSF. Filmen er ikke ny. Slet ikke, den er fra 2003, og hvordan jeg har undgået den, ved jeg ikke, men spændende er den.

Dokumentaren tager seerne med ind i en ellers hermestik lukket verden bag udviklingsafdelingerne Skunk Works hos Lockheed Martin og Phantom Works, der er en del af Boeing-koncernen. Her får vi et unikt indblik i, hvordan ingeniører, teknikere og andre involverede arbejdede med verdens største forsvarskontrakt, Joint Strike Fighter, der i dag er i nærheden af 380 milliarder dollars. Det sker tilmed, mens konkurrencen kører og helt frem til afgørelsen.

JSF var - og er stadig - på alle måder en helt afgørende kontrakt, for ikke ret mange forventede på det tidspunkt, at USA nogensinde ville bygge et bemandet kampfly igen. Desuden var det at skabe JSF teknologisk set en stort set umulig opgave for de to hold. Byg et billigt fly, der kan lande og lette lodret, flyve som et F-16 og som har en høj grad af stealth-teknologi i sig. Og gør det samtidig til tre værn. Ikke en nem opgave, hvilket eftertiden siden har dokumenteret.

Vi følger kampen mellem to forskellige tilgange. Boeing vælger at satse på specifikationskravet om at gøre flyet billigt. Det gør de ved at udnytte erfaringer inden for avanceret masseproduktion og ved at tage udgangspunkt i et delta-vinge koncept, der ville gøre det billigere at producere flyet. Designet gjorde dog samtidig flyet tungt og så grimt, at kun dets mor ville elske det, som det udtrykkes i filmen.
Lockheed valgte derimod at trække på sine erfaringer fra det superavancerede F-22 og sin ekspertise inden for stealthteknologi. Det resulterede i et relativt sexet fly med et nyt, og vovet opdriftssystem, der havde en række fordele over for Boeings koncept.

Især er det interessant at se arbejdet hos et af luftfartens mest ikoniserede institutioner, Skunk Works. Her i Palmdale i Californien har Lockheeds ingeniører leveret stribevis af teknologiske nyskabelser siden 1943, hvor man startede arbejdet med at udvikle USA's første kampfly P-80 Shooting Star. Blandt de mest interessante resultater er spionflyene SR-71 og U2 for ikke at tale om F-117 Nighthawk, der var det første stealthfly, verden havde set. I hvert fald flyvende.

Jeg har selv haft fornøjelsen af at interviewe en af de ingeniører, der spillede en afgørende rolle i, at JSF-kontrakten landede hos Lockheed og som stadig arbejder hos Skunk Works. Paul Bevilaqua, hedder han, og det var ham, der fandt på det originale motorsystem, der spillede en afgørende rolle for at netop Lockheeds X-35 løb med sejren, men som Lockheed i dag kæmper gevaldigt med. Paradoksalt nok er der netop i disse dage røster i Washington, der ønsker at skrotte netop den version på grund at tekniske problemer og massive budgetoverskridelser.

Som journalist kan jeg kun være misundelig over ikke selv at have fået det scoop, det er at komme med bag scenen i så stort, komplekst og afgørende et program. Til gengæld er det en fornøjelse, at det amerikanske forsvarsministerium giver lov, også selv om man fornemmer kontrollen gennem udsendelsen. Programmet er klinisk renest for politik eller etiske overvejelser, om hvor vidt man overhovedet bør bygge kampfly. Fokus ligger på teknologi, på projektet, og det er helt i orden i det her tilfælde.

Som professionel ’skabsingeniør’ og formidler af teknologi er det nemlig forrygende spændende at følge nogle af verdens dygtigste og mest engagerede flyingeniører bøvle i måneder med specialdesignede komponenter, eksperimentere med superavancerede kompositter, træffe beslutninger i millardklassen, overvære neglebidende flytest og meget, meget andet. Alt imens de ikke ved, hvor konkurrenten befinder sig i projektet, og med dette damoclesværd af konsekvenser hængende over hovedet. Det er ganske enkelt drønfascinerende.

Filmen er med andre ord et must for flyinteresserede. Den varer knap to timer, hvilket jeg må konstatere er alt for lidt, for man kunne snildt tage det dobbelte. Vil man have mere endnu, kan man læse denne artikel i magasinet The Atlantic, der på fremragende vis fortæller om forløbet.
Så hvis du høre til dem der ikke har set filmen, så glem for en stund de problemer, der har ramt Joint Strike Fighter i eftertiden. Tag din indre dreng under armen og nyd, hvor teknologisk interessant dette megaprojekt også er.

Har du set filmen før, så er det måske tid til at se den igen?