IEA: Uambitiøst klimatopmøde vil give kloden hedetur
Uambitiøse resultater fra klimatopmødet i København gør det nærmest umuligt at holde den globale temperaturstigning under 2 grader, advarer IEA i nye rapport. Kina holder nøglen til succes.
Læs også
-
De fattige lande betaler regningen for regeringens klimapulje
-
Atomkraft, elbiler og varmepumper skal halvere Japans CO2-udslip på 10 år
Læs mere om
Dokumentation
Det var ikke ligefrem positiv læsning, da det internationale energiagentur, IEA, præsenterede sin World Energy Outlook 2010 tirsdag i London.
Blandt andet langer IEA ud efter Københavner-klimatopmøde i december 2009, som kaldes for uambitiøst. Manglen på mod blandt politikere til at træffe afgørende beslutninger har utvivlsomt gjort det mindre sandsynligt, at verden vil nå målet om at holde Jordens temperaturstigning under 2 grader.
»Beskeden er klar. Vi må agere nu for at sikre, at klima-forpligtelserne bliver fortolket på den stærkest tænkelige måde, og at der stilles nye, skrappere krav fra 2020, hvis ikke før. Ellers vil 2-graders målet endegyldigt være uden for rækkevidde,« sagde IEAs topchef Nobou Tanaka under præsentationen i London.
IEA tager ’forsigtigt’ udgangspunkt i de udmeldinger og løfter, der er indtrådt fra verdens regeringer i sine analyser kaldet New Policies Scenario. De løfter vil dog ikke være tilstrækkelige for at nå københavner-målene, advarer agenturet.
Årsagen er, at den globale efterspørgsel for fossile brændsler vil øge CO2 udslippene så meget frem mod 2035, at det vil være umuligt at holde temperaturstigningen under to grader, fordi det vil kræve voldsomme reduktioner i udslippene efter 2020.
For at holde temperaturstigningen nogenlunde i ro, må mængden af CO2-ekvivalenter ikke overstige 450 ppm. IEAs eksperter forventer dog nærmere et niveau på 650 ppm, hvilket vil medføre en stigning på 3,5 grader.
Kina spiller afgørende rolle
Ifølge scenariet forventes det globale energiforbrug at stige med 36 procent fra 2008 til 2035 svarende til et gennemsnit på 1,25 procent om året. Stort set hele stigningen (93 procent) kommer fra lande uden for OECD, og Kina, der nu er verdens største forbruger af energi foran USA, forventes alene at stå for 36 procent af den forventede globale stigning i energiforbruget.
»Det er svært at overdrive Kinas betydning inden for global energi. Hvordan Kina reagerer på den øgede trussel mod klimaet og global energisikkerhed, som fossile brændsler udgør, vil få omfattende konsekvenser for hele verden,« sagde Tanaka, der samtidig understregede, at Kina er på forkant i forhold til udviklingen af klimavenlige energiteknologier.
Måske fordi Kina udgør en stor usikkerhed, forventer IEA heller ikke at vedvarende energikilder vil udgøre mere en 14 procent af det globale energiforbrug om 25 år. Det er dog en fordobling i forhold til 2008.
Og der skal virkelig skrues på knapperne, hvis det tal skal øges. I 2009 blev der brugt 300 milliarder kroner på offentlige støtteordninger til vedvarende energi, mens fossile brændsler modtog knap 1700 milliarder kroner samme år.
»Vedvarende energi kan spille en central rolle i at reducere CO2 udslippene, men kun hvis der er kraftig og vedholdende støtte,« sagde Nobou Tanaka.
Sammen med atomkraft kan vedvarende energi udgøre 38 procent af det globale energiforbrug i 2035. Olie vil stadig være den største energikilde med et dagligt globalt forbrug på 99 millioner tønder olie om dagen i 2035.
Herefter kommer kul, men naturgas vil se en heftig stigning, der næsten bringer det globale forbrug på niveau med kul, oplyser IEA.






