/transport

IC4 kan endelig køre i myldretiden: Nu venter vintertesten

Trafikstyrelsen har typegodkendt IC4-toget i den DSB-moderniserede udgave. Det betyder, at togsættene kan kobles sammen og indsættes i myldretiden.

Klik for at se billedet i stort

IC4 er nu forbedret så meget, at det kan typegodkendes til sammenkobling af to togsæt. Blandt forbedringerne er efterisolering af lokoførerens kabine, så toget nu er klar til vinterdrift.


Tema

IC4


Læs også

Læs mere om

Af Nicolai Østergaard, tirsdag 09. nov 2010 kl. 10:26

DSB er klar til at indsætte sammenkoblede IC4-tog i myldretidstrafikken mellem landsdelene i den nye køreplan for 2011. Typegodkendelsen handler om de 17 senest leverede IC4-togsæt fra Ansaldobredas "samlebåndsproduktion".

Herudover råder DSB over 14 af af de oprindelige, fejlbehæftede IC4-tog, der i dag kører med passagerer uden for myldretiden, men som gradvist vil blive taget ud af drift for at gennemgå en tiltrængt modernisering.

Når to togsæt er koblet sammen, bliver der plads til 410 passagerer og toget har dermed plads nok til at køre i myldretidstrafikken. 17. januar begynder DSB således at køre sammenkoblede IC4-tog mellem Århus og Aalborg og Aalborg og København om morgenen samt mellem København og Aalborg om eftermiddagen. Typegodkendelsen tillader foreløbig kun sammenkobling af to togsæt, men på længere sigt er det fortsat planen, at op til fire sæt skal kunne kobles sammen. Godkendelsen omfatter desuden såkaldt "fri kobling", hvilket betyder, at togsættene nu kan kobles sig sammen i alle tænkelige kombinationer, og ikke som tidligere kun forende mod bagende.

I forhold til de IC4-tog, der i øjeblikket er i drift, vil passagererne angiveligt komme til opleve, at den nyeste generation af IC4-tog er i en forbedret kvalitet. For eksempel vil de nye tog have et forbedret klimaanlæg og et lavere støjniveau. Samtidig er er IC4-togets førerhus - der i vintervejr blev bidende kold på grund af dårlig isolering - blevet efterisoleret på værkstedet.

Desuden er der foretaget en række ændringer, der skulle gøre toget noget mere driftssikkert end tidligere.

Den italienske togfabrik Ansaldobreda har leveret en lind strøm af serieproducerede IC4-togsæt i løbet af året. 17 togsæt er det blevet til, der efterfølgende er blevet moderniseret på IC4-værkstedet i Århus.

Langt de fleste af disse IC4-tog – som man kan kalde den endelige version af IC4-toget - har dog indtil nu samlet støv på baneterrænet i Århus, fordi de manglede Trafikstyrelsens typegodkendelse, som blandt andet skulle give tilladelse til, at IC4-togene kan kobles sammen.

Den endelige typegodkendelse bærer navnet MPTO Pakke 1 (Modified Preliminary Take Over), der handler om DSB’s egen opgradering med forbedringer af de modtagne togsæt, som skal danne grundlag for fremtidens IC4-tog.

Men nu har Trafikstyrelsen altså typegodkendt de mange togsæt, som dermed 'blot' mangler at bevise, at de kan klare jernbane-mosten i intensiv, passagertung vintervejrs-drift mellem landsdelene.

»Typegodkendelsen er virkelig vigtig for DSB og dermed for kunderne. Den giver os mulighed for at køre med to sammenkoblede tog mellem
landsdelene,« siger administrerende direktør i DSB, Søren Eriksen.



09. nov 2010 kl 10:51

Jørgen Ramskov

Det var da altid noget...

"I forhold til de IC4-tog, der i øjeblikket er i drift, vil passagererne angiveligt komme til opleve, at den nyeste generation af IC4-tog er i en forbedret kvalitet. For eksempel vil de nye tog have et forbedret klimaanlæg og et lavere støjniveau."

På de 2 ture jeg har haft i et IC4 tog har jeg ikke oplevet nogen væsentlig forskel mellem IC3 og IC4, så indtil videre er jeg bestemt ikke imponeret...


09. nov 2010 kl 11:44

avatar

Erik Beck Jensen

Re: Det var da altid noget...

og så blev der vil jubel i de små hjem
tænk sig en gang, et tog der kan køre,- måske ender det snart på togmuseet i odense?


09. nov 2010 kl 12:00

claus hortan

skidegodt

DSB, i kan bare det der. stor ros for jeres hurtige indsats.


09. nov 2010 kl 13:12

Mads Bering

Fri kobling?

Er der nogen der ved om det er en godkendelse til den fri kobling omtalt i artiklen d. 15. oktober her på Ing?

På forhånd tak.


09. nov 2010 kl 13:20

Mads Bering

Doh?

Ups, har fundet det i artiklen, nogen gange skal man bare tage sig tid til at læse HELE artiklen...


09. nov 2010 kl 20:24

Henrik Eismark

Kan vi så komme videre

Sådan for udenforstående, hvorfor har det været vigtigt at forsinke affæren ved at forhindre denne 'fri kobling', som virker så kættersk at sammenkoblingen ikke er ordentlig og symmetrisk med 1 for ende til nøjagtig 1 bagende. Er det lidt lige som i filmen 'De forbudte danstrin' - 'Strictly ballroom' og homo-ægteskaber?

Jeg ser ligesom for mig nogle træne i at gå over vejen, ved at gå blive ved at gå frem og tilbage til midterhellen og efter et år gå hele vejen over på en gang.

Det virker også lidt sjusket, at isoleringen i førerhuset ikke er aftalt, dimensioneret, specificeret og tegnet ind i projektet, og er fremgået af det materiale DSB nu sagde ja til.

Men ok, man skal nok være 'inden for systemet' for at se logikken i det.

Nu kan vi så begynde at blive bekymrede for Forsvarets tilsvarende og sædvanlige dårlige indkøbsarbejde med det nye jetjagervæsen, de drømmer om kan tiltrække flere frivillige til krige i udlandet, når nu vi ikke har nogle herhjemme.


10. nov 2010 kl 07:08

Christian Halgreen

Godt nyt

Typegodkendelsen var ventet med bekymring af os, der bruger toget i myldretiden. Så det er en rigtig god nyhed, at den nu er kommet, så der kommer bedre plads i togene. Alt for mange må stå op eller sidde i gangarealerne.
Det undrer mig bare, at vi skal vente helt til medio januar med at tage godkendelsen i brug. Hvorfor ikke f.ex.forlænge non-stop togene, de rnetop kører i myldretiden, allerede fra næste uge?
Jeg er sikker på, at DSB har en god grund, men skal den ikke frem, så passagerene i de kommende måneder kan forstå, at de må stå op samtidig med at der er godkendte tog og trænet personale, der kunne have givet dem et sæde.


11. nov 2010 kl 16:36

Claus Topsøe-jensen

Hvad er for og hvad er bag

Hvad er egentlig forenden og hvad er bagenden i et IC-4 tog. Når toget ikke skal trækkes af et lokomotiv og have en styrevogn bagest, hvporfor er der så forskel på de to ender ?


11. nov 2010 kl 19:19

avatar

Steffen Frøkjær

IC gab 4

Sjovt at der stadig er nogen der syntes det er godt at IC4 nu SER UD TIL at komme i drift..

Særlig når man tænker på at Arriva Tog lige har købt 12 nye regional tog af typen Lint41.
De er bestilt i Januar, de er i Fuld drift i December


11. nov 2010 kl 19:28

Henrik Eismark

Politisk flæsk

Måske kommer godkendelsen først, når der er givet en højkapacitets autobahn mere til de jyske storbyer.


14. nov 2010 kl 13:44

Christian Halgreen

Re: IC gab 4

/

Sjovt at der stadig er nogen der syntes det er godt at IC4 nu SER UD TIL at komme i drift..


/

Det er ganske enkelt.
Med IC4 opmarcheret i hobetal i Århus kommer vi til i længere tid at køre i overfyldte tog, både i landsdelstrafikken og i regionaltrafikken på Sjælland.
Når vi glæder os til IC4 kommer i drift, er det på ingen måde tilslutning til, at det var rigtigt at udskyde elektrificeringen af hovestrækningerne eller at bestille dieseltog, hos en leverandør, der ikke formåede at levere til tiden.
De beslutninger er taget - og dem gør vi ikke om.


17. nov 2010 kl 22:58

avatar

Esben Madsen

Re: Det var da altid noget...

På de 2 ture jeg har haft i et IC4 tog har jeg ikke oplevet nogen væsentlig forskel mellem IC3 og IC4, så indtil videre er jeg bestemt ikke imponeret...

Det har jeg, men det er bestemt ikke til den gode side....

At de nyeste IC4 skulle have lavere støjniveau end de nuværende, må bestemt siges at være tiltrængt... jeg foretog på et tidspunkt en lydmåling (med en nokia 5140 - i lab testet til at være rimelig tæt på det lydniveau den angiver) i hhv en IC4 kupé og familieafdelen af et IC3 - resultatet var at støjen var omkring 10 dB højere i IC4 (altså godt over en fordobling af lydtrykket i fht. IC3)...

Komfortmæssigt synes jeg nu også at et IC3 er rarere at sidde i end IC4...


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.