Hestehårsormen Spinochordodes tellinii gror som ung i kroppen på biller og græshopper. Når den er kønsmoden vil den gerne ud i et vandløb for at møde de andre hårorme, der her samler sig til en kæmpe gordisk knude i et ugelangt orgie. Men hvordan komme fra græshoppens indvolde til stævnemødet i bækken? Jo, Spinochordodes begynder at spise græshoppen indefra.

Den spiser fedtet og alt andet, som ikke sidder fast i muskulaturen. Det får græshoppen til at blive utrolig tørstig og opsøge det første og bedste vandhul. Når den hopper i vandet, når den lige at tage en enkel slurk, inden den dør. Den 30 centimeter lange orm trækker sig så glad ud af græshoppens anus for at forene sig med sine kærester.

Alle vores venner

Også mennesket har flere venner, end det bryder sig om. Vi er vært for en lang række bakterier, vira, orme og andre organismer, der bruger os som transportmiddel og lever i og af vores kroppe. Tænk blot på ring-, rund-, piske- og bændelorme; på mider, malaria, haresyge, sovesyge, tæger, myg, lopper, lus, ikter og fnat. De har udviklet de mest fantastiske tricks, og der er noget der tyder på, at de endda kan påvirke vores hjerne - og derigennem manipulere med vores adfærd til egen fordel.

Tag Toxoplasma gondii, der forårsager toxoplasmose, også kaldet haresyge i Danmark. Knap 30 procent af danskerne er ifølge Henrik Vedel Nielsen fra Statens Seruminstitut inficeret med den. Hvis du er gravid, er du sandsynligvis blevet testet for parasitten, fordi den kan forårsage hjerneskade og blindhed i dit foster. De fleste af os ved slet ikke, om vi har parasitten allerede, og ifølge Kevin Lafferty fra University of California, Santa Barbara, kan det være op til halvdelen af verdensbefolkningen, som er smittet med Toxoplasma gondii.

Parasitten kommer fra katte og skal tilbage til katte for at fuldføre sin livscyklus. Typisk sætter den sig i jorden via kattelort, hvor mus eller en anden gnaver kommer i berøring med den. I det nye værtsdyr har parasitten sex, formerer sig og til sidst spiser katten musen og det hele starter forfra. Mennesker smittes via forurenet jord eller ubehandlet kød og grøntsager. I en enkelt undersøgelse blev 38 pct. af Englands kødprodukter testet positivt for Toxoplasma i 2002.

Det uhyggelige ved Toxoplasma er, at den foretrækker at gå ind i hjernen på mus, hvorefter musen mister sin frygt for katte (eller rettere sin frygt for lugten af kattepis). Musen bliver med andre ord omprogrammeret af parasitten til at miste sin frie vilje og sin angst for at dø. Forskerne kan i laboratoriet endda ændre musens adfærd tilbage til at frygte katte igen når de giver musen medicin, der dræber parasitten.

Når parasitten derfor tilfældigvis lander i en menneskehjerne, forsøger den det samme nummer som i en musehjerne: at irritere immunsystemet, der så reagerer ved at ændre på niveauet af neuromodulatorer som dopamin og testosteron.

Toxoplasma opfylder alle betingelser for at kunne ændre menneskers adfærd, siger Lafferty: Det er en parasit, som ændrer andre arters adfærd. Den er meget hyppig i befolkningen, hvor op til halvdelen af os på et eller andet tidspunkt har været smittede. Sidst og ikke mindst varierer hyppigheden meget fra land til land.

Jaroslav Flegr fra Charles University i Prag har for eksempel vist, at latente Toxoplasmainfektioner fører til en lavere intelligenskvotient, til lavere selvkontrol og til højere årvågenhed hos mænd. Dette ytrer sig efterfølgende som større risikovillighed, større mistænksomhed, større jalousi og større dogmatisme.

Inficerede kvinders personlighed ændrer sig ifølge Flegr i modsat retning. De udviser større varme, højere IQ og større udadvendthed, hvilket gør dem mere samvittighedsfulde, vedholdende og moralske. Hos både mænd og kvinder kunne forskerne samlet set iagttage en signifikant højere ængstelighed, og en større neurotisk tendens end hos personer, som ikke var inficeret med Toxoplasma gondii.

Dette er skræmmende nok i sig selv. Men ser man på sagen i stor skala, kan den godt blive lidt prekær. Hvis en signifikant procentdel af verdensbefolkningen er smittet med Toxoplasma gondii, hvordan påvirker det så menneskeartens udvikling? Kunne man tænke sig, at parasittens kønspolariserende manipulationer gør os mere krigslystne? Man kunne måske tænke, at mens mænd går i krig, får de savnende og empatiske kvinder lyst til at have et husdyr? Måske en kat?

Ifølge Kevin Lafferty viser de mange data om infektioner og personlighedstyper hen over 40-50 lande, at der eksisterer klar positiv korrelation mellem neuroser og Toxoplasma gondii. I et paper fra 2006 viste han, at smitteraten blandt britiske gravide var 6,6 pct., svarende til en neurosescore på -0,8, mens smitteraten var 45 pct. blandt de varmblodede franske gravide kvinder, svarende til en score på 1,8 på samme neuroseskala.

Samlet viste tallene, at parasitten kunne forklare hele 30 procent af landevariationerne med hensyn til neuroser. Det er et stort tal. Der findes ikke en eneste variabel inden for socialvidenskaberne, som har kunnet forklare kulturelle variationer lige så statistisk signifikant som denne parasit (og der har bestemt ikke været mangel på forsøg - tænk på alle de psykologiske, sociale og kulturelle forklaringsforsøg på folks forskelligartede adfærd igennem historien).

En række psykiatere er nu i gang med at undersøge, hvordan man kan bruge Toxoplasma til behandling af skizofreni, fordi parasitten jo i så fald må anses som et effektivt antidepressiva. Andre forskere har fundet ud af, at Parkinsons sygdom er dobbelt så hyppig hos Toxoplasmasmittede mennesker som hos de ikke-smittede, og Lafferty har ifølge et interview med den australske radiokanal ABC spekuleret over, om man kan se gravide kvinders tendens til at være morgensyge, kræsne og oversensible i et parasitologisk perspektiv: et ubevidst forsøg på at undgå smitte.

Sagen er lettere kryptisk, ganske ubehagelig og stadig uafklaret. En førende dansk ekspert inden for Toxoplasmose, Henrik Vedel Nielsen fra Statens Seruminstitut, mener dog, at man ikke nødvendigvis kan slutte fra smitteudbredelse til adfærdsændringer.

»Korrelation er ikke kausation,« siger han og påpeger, at det godt kunne være omvendt: at de mennesker, som er mere neurotiske af natur, har en større risiko for at pådrage sig smitte med Toxoplasma gondii, end mennesker, som er mindre neurotiske.

Den tror Lafferty ikke på. For ham står det klart, at Toxoplasma gondiis enormt varierede udbredelse blandt mennesker er en god indikator for visse elementer i variationen blandt verdens kulturer. Lande, hvor Toxoplasma gondii er meget udbredt har langt flere regler og en stærkere kønsrolleopdeling, siger han, end lande, hvor parasitten ikke er så udbredt.

Heldigvis er mennesket en blindgyde for Toxoplasma. Den vil tilbage til katte for at formere sig, og medmindre den finder en vej tilbage fra mennesket til katten, vil den fortsat blot påvirke os som en svag gift, uden anden retning eller mål, end hvad den gør ved mus.

Men hvem ved. Måske kan parasitten lære at udnytte os bedre på et senere tidspunkt. Eller måske har den allerede lært det, uden at den vil have, at vi ved det. Eller måske findes der andre og endnu ukendte parasitter i vores kroppe, som er skyld i alt det, vi ellers beskylder vores kultur eller vores gener for at gøre og ikke gøre.

Parasitter er en normal del af vores evolutionære historie, så vi behøver måske ikke at være så skræmte af klamme historier som den om Toxoplasma gondii.

Mens nogle mennesker gyser ved tanken om at være vært for en psykokontrollerende alien, føler andre måske tryghed ved at kunne dele deres evolutionære historie med en intim rejsekammerat.