Femern Bælt får to nye halvøer for at spare penge - men reelt bliver det dyrere
En kortere bro over Femern Bælt giver en besparelse på én milliard kroner. Men derved bliver den samlede forbindelse dyrere, for det medfører ekstra udgifter på 1,7 milliarder til landanlæg.
Tema
Læs også
-
Sparebro over Femern Bælt bliver kortere og mister gennemsejlingsspænd
-
Flyvbjerg: Ikke plads til mange flere hovsa-udgifter på Femern
Læs mere om
Ved at skære en kilometer af forbindelsen over Femern Bælt, så den skrumper fra 18,6 til 17,6 kilometer, har Femern A/S opnået en af de besparelser, der virkelig batter.
Til gengæld medfører den én milliard kroner store besparelse, at omkostningerne til landanlæg vokser med 1,7 milliarder kroner, fordi det nye Femernprojekt nu får fire kilometer mere motorvej og fem kilometer mere jernbane.
Ifølge det anlægsoverslag for skråstagsbroen, som Cowi-Obermeyer netop har udarbejdet til forligspartierne bag projektet, korter de broen af ved at etablere halvøer som rampekonstruktioner ud fra både Lollands og Femerns kyster. Disse nye landanlæg resulterer, ifølge Cowi-Obermeyer, i en merudgift på 1,7 milliarder kroner.
På Femern bliver vejanlægget 1,1 km længere (i alt 2,3 km), banen 1,9 km længere (i alt 3,2 km) og rampen 20 meter kortere (i alt 580 meter). På Lolland bliver vejen 3 km længere (i alt 4,3 km), banen 3,6 km længere (i alt 5 km) og rampen 50 meter længere (i alt 450 meter).
Selve skråstagsbroen skrumper fra 3.208 meter til 2.413 meter og fagene fra tre til to. Spændvidden er den samme, nemlig 724 meter.
Tilslutningsbroernes spændvidde skumper fra 240 til 200 meter, mens antallet af bropiller vokser fra 64 til 74. Dertil kommer 4 ekstra skibsstødsbeskyttende piller.
Den sydlige tilslutningsbro bliver 252 meter kortere og den nordlige 52 meter længere, end hidtil forudsat.
Ifølge Femerns pressechef, Karsten Holmegaard, kommer halvøerne ikke til at genere havmiljøet og gennemstrømningen, fordi de kommer til at ligge i læ af de eksisterende moler til færgehavnene.
Også i bredden skrumper broen. Vejen bliver 2,5 meter smallere, i alt 22 meter, og banen 1 meter smallere, i alt 10,5 meter.
Der er kun to gennemsejlingsspænd i stedet for tre, og broerne bliver lavere ved brofæsterne.






