/energi

Amerikanere: Fossile brændsler stammer fra dino-rester

Amerikanerne tror generelt på, at den globale opvarmning finder sted, men de fleste ved ikke hvorfor. En stor gruppe forbliver derfor skeptiske over for klimaforandringerne, viser ny rapport fra Yale.

Klik for at se billedet i stort

Er det rester fra denne fætter, vi brænder af som fossile brændsler? Ja, mener hver anden amerikaner.(Foto: Wikipedia)

Læs også

Læs mere om

Filer

Af Erik Holm, lørdag 30. okt 2010 kl. 15:00

Det står skidt til med amerikanernes kendskab til klimaforandringerne, og hvad der forårsager dem.

Det fastslår forskere fra Yale University, der netop har offentliggjort en kortlægning af videnniveauet i USA, der er verdens anden største kilde til CO2-udledning efter Kina.

Studiet viser, at over halvdelen af amerikanerne ville dumpe i en eksamen om klimaforandringerne. Det skyldes blandt andet, at der er mange og vigtige fejlopfattelser af klimaforandringerne samt de klimatiske forhold på Jorden.

Det medfører, at nogle mennesker tvivler på, at den globale opvarmning finder sted, og at mennesket spiller en vigtig rolle i udviklingen, hedder det i rapporten.

»Resultatet er, at de misforstår årsagerne og dermed løsningerne, og at de ikke er opmærksomme på risici. Mange amerikanere mangler basal viden for at kunne træffe informerede beslutninger i et demokratisk samfund,« skriver forskerne bag rapporten Americans’ Knowledge of Climate Change.

Eksempelvis ved kun 57 procent, at drivhuseffekten henviser til gasser i atmosfæren, der opfanger og holder på varmen, og kun 50 procent af amerikanerne forstår, at forandringerne hovedsageligt skyldes menneskets påvirkning.

Hver tredje adspurgte mener således, at da Jordens klima har ændret sig naturligt gennem tiden, spiller menneskets påvirkning ingen rolle.

Fossile brændsler er rester fra dinosaurusser
Rapporten indeholder også en række svar i den mere kuriøse afdeling.

47 procent føler sig overbevist om, at fossile brændsler er rester fra dinosaurusser, og 10 procent mener, at det amerikanske rumprogram bidrager til den globale opvarmning.

Forskerne hæfter sig dog ved, at mange amerikanere trods alt godt ved, at det at køre bil og lastbil påvirker til den globale opvarmning, og at den bedste løsning vil være at skifte fra fossile brændsler til vedvarende energikilder. 75 procent mener desuden, at skolerne bør undervise børnene i klimaforandringerne.

Kortlægningen er foretaget af Yale University Project on Climate Change. 2.030 voksne amerikanere har deltaget i undersøgelsen.

Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at hver anden (49 procent) tror, at det amerikanske rumprogram bidrager til den globale opvarmning. Dette er godt nok ogå en af rapportens konklusioner - citat: Almost half of Americans (49%) incorrectly believe that the space program contributes to global warming. Men læser man spørgsmålet bag, så bliver amerikanerne spurgt, i hvor høj grad de tror, at eksempelvis det amerikanske rumprogram bidrager til den globale opvarmning. 10 procent svarer i meget høj grad, mens 24 procent svarer "a little", hvilket må betragtes som det mest korrekte svar, da afbrænding af brændstof alt andet lige udleder drivhusgasser. 49 procent mener altså, at rumprogrammet i et eller andet omfang bidrager til den globale opvarmning, men besvarelsen giver ikke grundlag for at konludere, at denne antagelse er fejlagtig. Derfor har vi nu ændret i artiklen. Vi beklager.

30. okt 2010 kl 15:52

avatar

Benny Allan Andersen

Fejlopfattelser af klimaforandringer

Studiet viser, at over halvdelen af amerikanerne ville dumpe i en eksamen om klimaforandringerne. Det skyldes blandt andet, at der er mange og vigtige fejlopfattelser af klimaforandringerne samt de klimatiske forhold på Jorden.

Om man tror det ene eller det andet, kan da være lige gyldigt. Det er viden, det drejer sig om, og det er der kun meget lidt af omkring dét emne. Problemet er, hvis det overhovedet kan karakteriseres som et problem, simpelthen for komplekst. Al ære og respekt for de, der prøver alligevel; men indtil videre kan deres forklaringer kun opfattes som hypotheser. Og jeg nægter at nedskrue mine behov, fordi et par halvstuderede banditter råber: ,,Ulven kommer!"
Og jeg tror faktisk, at min indstilling er helt normal.

30. okt 2010 kl 15:53

Svend Ferdinandsen

Spørgsmål

Studiet viser, at over halvdelen af amerikanerne ville dumpe i en eksamen om klimaforandringerne. Det skyldes blandt andet, at der er mange og vigtige fejlopfattelser af klimaforandringerne samt de klimatiske forhold på Jorden.
Det medfører, at nogle mennesker tvivler på, at den globale opvarmning finder sted, og at mennesket spiller en vigtig rolle i udviklingen, hedder det i rapporten.

Man kunne også sige at "som man råber i skoven får man svar".

Mange videnskabsmænd ville sikkert også dumpe i denne eksamen.
Spørgsmålene siger mere om undersøgelsen end svarene.

30. okt 2010 kl 15:55

Christian Neumann

Er alle andre da meget klogere?

Stiger den globale temperatur egentligt? Er det menneskeskabt? Er det ikke rigtigt, at jordens klima har ændret sig før mennesket kom til? Hvor dumme er almindelige mennesker? Og hvor kloge er de kloge?

30. okt 2010 kl 16:12

per gravesen

Bare danskerne var lige så dumme!

Hele klimadebatten er efter min mening et klassisk eksempel på folkeforførelse. Med en meget lille håndfast viden, en del holdninger og en masse følelser, bliver der pisket en stemning op, så det ender med at man er verdenfrelser, når man kører i bybus!
Amerikanerne er åbenmart mere rodfæstede i sund fornuft og ditto skepsis overfor de såkaldte eksperter, der truer med dommedag - bare det var ligesådan her :-)

30. okt 2010 kl 16:35

Emil Jørgensen

Jeg føler mig jo næsten som Amerikaner

Okay, jeg er klar over at den "officielle" holdning er at klimaforandringerne er menneskeskabte. Det er ved at være længe siden det skænderi døde ud. Jeg har bare aldrig set den konklusion, der viser at det endeligt er menneskernes skyld.

Jeg er selvfølgelig villig til at bukke hovedet og erkende vores skyld, hvis jeg ser nogle gode argumenter for det. I astronomi havde vi en dag hvor vi beskæftigede os med spørgsmålet om hvorvidt amerikanerne faktisk havde været på månen eller ej, og vi fik en fin "rapport" på 5-10 sider, der tydeligt forklarede en masse hovedgrunde for hvorfor skeptikerne tog fejl.
Det er selvfølgelig noget sværere med klimaforandringer, men der må da findes en samling af hovedargumenter for hvorfor det er vores skyld.

Er der ikke nogen, der har et link?

Desuden: Hvordan bidrager det amerikanske rumprogram IKKE til global opvarmning? Alle de raketter, der brænder alt muligt lort af og også højt oppe i atmosfæren, hvordan kan de undgå det? Det er muligt at de ikke bidrager betydeligt til opvarmningen, men jeg har svært ved at forestille mig at de ikke gør overhovedet.

Og sidst men ikke mindst, levede mange af de små havdyr, der er blevet til olie vel også på dinosaurernes tid. Så må nogle af dem vel kunne klassificeres som dinosaurer? ;o)

-Emil

30. okt 2010 kl 18:37

Henrik Eismark

Præcis her drejes teori til manipulering

>kun 50 procent af amerikanerne forstår

Skribenten antager her rollen som skriftklog, der har den eneste sandhed. Sikkert opildnet af sin redaktør, som har set, at mediestøtten fra de få arbejdendes arbejdsskatter får hans medie til at overleve en stigende globaliseret faktabaseret konkurrence over flere sprog.

Kunne man ikke antage, at amerikanerne faktisk har forstået substansen, men konkluderet det modsatte af skribentens velfærdspolitiske korrekte tese?

30. okt 2010 kl 18:37

Peter Lind

Det amerikanske rumprogram

Blandt andet tror hver anden (49 procent), at det amerikanske rumprogram bidrager til den globale opvarmning

Haha, åh hvor er de altså skøre de amerikanere - de tror at afbrændingen af en hel masse brændstof medfører øgede gasarter i atmosfæren, der igen får den globale temperatur til at stige - damn, man skulle tro at de aldrig nogensinde havde gået i skole - crazy coots ...
Og når sarkasmen så er lagt på hylden: "Hvorfor i alverden skulle det amerikanske rumprogram ikke bidrage til den globale opvarmning? Har NASA fundet en forureningsfri og CO2 fri energi-kilde?"

Desuden så lærte jeg da også i folkeskolen at fossile brændsler stammer fra dinosaurer og andre fossilerede væsener fra den tid. Men det er måske også bare et trick? Ordene fossiler og fossile brændsler har måske slet ikke noget med hinanden at gøre?

Det lyder som en meget dårlig undersøgelse det her, men hvis man laver undersøgelser primært for at vise at der er behov for at sælge sit eget undervisningsmateriale, så er resultatet jo ret forventeligt.

30. okt 2010 kl 19:07

Søren Nielsen

Jamen, Erik...

hvor stammer de fossile brændsler så fra?
Go'nat og sov godt.

30. okt 2010 kl 20:30

avatar

Kurt Birk

Manipulation

»Resultatet er, at de misforstår årsagerne og dermed løsningerne, og at de ikke er opmærksomme på risici. Mange amerikanere mangler basal viden for at kunne træffe informerede beslutninger i et demokratisk samfund,«

Der er ikke noget krav om evnen til at træffe informerede beslutninger i demokratiske samfund. Det er netop hele humlen at ingen skal kunne fortælle mig hvad der er rigtigt eller forkert - det er helt mig egen belsutning.

De kunne dog forsøge med Svensk valgsystem, hvis de vil være helt sikre på at folk stemmer rigtigt!

30. okt 2010 kl 21:19

avatar

Thomas Djursing

Vi har rettet i artiklen

Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at hver anden (49 procent) tror, at det amerikanske rumprogram bidrager til den globale opvarmning. Dette er godt nok ogå en af rapportens konklusioner - citat: Almost half of Americans (49%) incorrectly believe that the space program contributes to global warming. Men læser man spørgsmålet bag, så bliver amerikanerne spurgt, i hvor høj grad de tror, at eksempelvis det amerikanske rumprogram bidrager til den globale opvarmning. 10 procent svarer i meget høj grad, mens 24 procent svarer "a little", hvilket må betragtes som det mest korrekte svar, da afbrænding af brændstof alt andet lige udleder drivhusgasser. 49 procent mener altså, at rumprogrammet i et eller andet omfang bidrager til den globale opvarmning, men besvarelsen giver ikke grundlag for at konludere, at denne antagelse er fejlagtig. Derfor har vi nu ændret i artiklen. Vi beklager.

Mvh Thomas Djursing, jourhavende på ing.dk

30. okt 2010 kl 22:21

avatar

Peter Ole Kvint

Sagkundskab

"kun 50 procent af amerikanerne forstår, at forandringerne hovedsageligt skyldes menneskets påvirkning."

Det ikke dokumenteret eller bare sandsynligt gjort at forandringerne hovedsageligt skyldes menneskets påvirkning.

31. okt 2010 kl 00:43

Hans Schou

CO2-forskning er spild af penge

Om få år er der ikke mere fossilt brændsel, fordi det er brugt op. På det tidspunkt vil udledningen af CO2 fra fossilt brændsel også stoppe.

Inden det sker, så syntes jeg det ville være en god idé om samtlige ressourcer blev brugt på at finde alternativer til fossilt brændsel.

Alle ressourcer der bruges på forskning i CO2-relaterede emner, er spild af penge. Sidste eksempel er at nogen har prøvet at kortlægge viden om CO2 i befolkningen. Det kommer der ikke nogen erstatning for fossilt brændsel ud af.

Støt forskning til alt muligt andet: Sterlingmotore, ladekredsløb til batterier, batterier, brintmotorer, vindenergi, bølgeenergi, sollys etc., bare ikke til CO2-emner.

31. okt 2010 kl 00:52

Michel Berggren

Re: CO2-forskning er spild af penge

Om få år er der ikke mere fossilt brændsel, fordi det er brugt op. På det tidspunkt vil udledningen af CO2 fra fossilt brændsel også stoppe.

Kan du ikke lige definere "få år" lidt nærmere ? Pt. er der olie og gas nok for et lille århundrede og kul i endnu længere tid.

M

31. okt 2010 kl 01:05

avatar

Benny Allan Andersen

Re: CO2-forskning er spild af penge

Alle ressourcer der bruges på forskning i CO2-relaterede emner, er spild af penge.

Det, som øger vores viden om kulstofcirklen, skal altid være velkomment. Den er vigtig at have fod på, og det har vi ikke endnu.

31. okt 2010 kl 12:43

Jammen det vi ved er at mindst 95% af den årlige stigning i CO2 skuldes naturen. Mere forskning på området vil måske næsten helt fjerne mennesket udslip, så at meget forskning bliver meningsløs. Så heller leve med løgnene.

31. okt 2010 kl 23:46

Uffe Kousgaard

Chokerende undersøgelse!

[sarkasme][ironi]
Det står skidt til med danske journalisters kendskab til klimaforandringerne, og hvad der forårsager dem. Undersøgelser viser, at flere fejlagtigt tror videnskaben er klar over sammenhængene bag klimaforandringer. Dette til trods for, at videnskaben fortsat kun har forstået en brøkdel af naturens komplekse sammenhæng.

Ministeren udtaler, at man vil starte med efteruddannelse af Ingeniørens journalister fordi de bør gå foran med et godt eksempel, men at det desværre ser ud til at halte særligt meget der.

Ritzau
[/sarkasme][/ironi]

01. nov 2010 kl 08:07

avatar

Peter Ole Kvint

Re: Bare danskerne var lige så dumme!

Hele klimadebatten er efter min mening et klassisk eksempel på folkeforførelse. Med en meget lille håndfast viden, en del holdninger og en masse følelser, bliver der pisket en stemning op, så det ender med at man er verdenfrelser, når man kører i bybus!

Ja, du skal huske de ti klima bud.
http://www.energibyenskive.dk/...+bud

01. nov 2010 kl 08:52

Erik Christensen

Re: Vi har rettet i artiklen

Derfor har vi nu ændret i artiklen. Vi beklager.

Mvh Thomas Djursing, jourhavende på ing.dk

;-)

Space tourism to accelerate climate change
http://www.nature.com/news/201...html

01. nov 2010 kl 13:54

Erik Christensen

Thomas Jefferson var ...

..en visionær skeptiker:

I predict future happiness for Americans if they can prevent the government from wasting the labors of the people under the pretense of taking care of them.
- Thomas Jefferson

04. nov 2010 kl 14:36

iver schmidt sørensen

Enorme mængder dinoer under jorden ?

Hvis såkaldte fossile brændstoffer skulle stamme fra fortiddyr , eller måske mere "spiseligt" fra agler og andre smådyr i havet , ja så må der sandelig have været store koncentrationer på de områder hvor oliefelterne forekommer .
Hvordan dinoers oprådnende legemer i så store mængder skulle komme så langt under jordskorpen , både i havet og på land må da vist være ret uforklarligt .

04. nov 2010 kl 22:09

Søren Fosberg

Re: Fejlopfattelser af klimaforandringer

Og jeg tror faktisk, at min indstilling er helt normal.

Det er også helt normalt at være dum. Jf ovenstående flodbølge af ævl.

Mvh Søren

06. nov 2010 kl 11:00

avatar

Benny Allan Andersen

Re: Fejlopfattelser af klimaforandringer

Det er også helt normalt at være dum. Jf ovenstående flodbølge af ævl.

2 påstande uden nogen forklaring?!
Det giver ingen mening.

Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 
Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk