Europas klima-tøven er skyld i Vestas-flugten fra Danmark
Europæiske politikernes manglende vilje til at satse på vindmøller er skyld i, at Danmark i går måtte sige farvel til 2000 arbejdspladser hos Vestas, mener ekspert. Samtidig er de danske medarbejdere for dyre og i fremtiden skal der produceres lokalt rundt omkring i verden, så Vestas vil formentlig fyre flere i Danmark.
Læs også
-
Møllegigantens flugt sætter gang i udflytning hos dansk underleverandør
-
Analytikere: Vestas-møller er mest pålidelige – men vis os 6 MW-møllen
Læs mere om
Det er for dyrt for Vestas at producere vindmøller i Danmark – især i betragtning af at efterspørgslen stort set er gået i stå i Nordeuropa.
»Vi har hele tiden forventet, at der ville komme gang i tingene igen herhjemme. Derfor har vi holdt vejret, også fordi vi har vidst, hvor hårdt det ville ramme de små lokale samfund, hvor vores fabrikker ligger, hvis vi forsvinder. Nu kan vi ikke holde vejret længere. Vi er nødt til at gøre det, der tjener Vestas bedst,« siger topchef i Vestas, Ditlev Engel, ifølge Politiken.
I dag koster det det samme for Vestas at producere en vindmølle i Kina og fragte den til Danmark med skib, som det koster at producere en mølle i Danmark. Og det europæiske marked tegner sig for en stadig mindre del af Vestas’ omsætning – 39 procent i tredje kvartal 2010 mod 57 procent i samme periode året før.
Professor og ekspert i vindmølleindustrien Peter Karnøe fra CBS lægger derfor en stor del af ansvaret for de mange fyringer hos politikere og regeringer.
»Siden klimatopmødet sidste år er det, som om klimamomentet er gået i stå. På visse områder er vi næsten begyndt at bevæge os baglæns. Vi ser ingen politiske satsninger eller prioriteringer af betydning på vedvarende energi i Europa, og derved fastholder man indirekte støtten
til de fossile brændstoffer, der i kraft af deres forurening koster samfundet langt mere, end prisen på dem afspejler. Hvis ikke politikerne i vores del af verden havde tøvet så voldsomt, så er mit bud, at vi kunne have udskudt denne dag, hvor Vestas er nødt til at lukke store dele af sin produktion ned her i landet, med måske fem år,« vurderer han ifølge Politiken.
Venstres energiordfører, Lars Chr. Lilleholt, afviser ifølge Politiken, at den danske regering er skyld i fyringerne.
»Det danske marked udgør 1 procent af Vestas’ omsætning, så selv om vi klistrede hele landet til med møller, ville det ikke på lang sigt redde produktionen her i landet. Det bedste, vi kan gøre fra dansk side, er at lægge pres på andre EU-lande for at satse mere på vedvarende energi.«
Flere fyringer på vej
Gårsdagens fyringer af over 2000 danske Vestas-ansatte er formentlig ikke de sidste, da danske produktionsfolk er for dyre og er udkonkurreret af billige fabriksansatte i lavtlønslande. Og det er derfor formentlig ikke sidste gang, at Vestas skærer i den danske produktion, skriver Børsen.
»Det, vi skal forstå nu, er, at fremadrettet skal alt ikke nødvendigvis produceres i Danmark, men vi skal se på de globale muligheder. Vi skal væk fra, at det produceres her og sendes ud i verden. Sådan bliver det ikke. Det skal produceres lokalt,« siger topchef i Vestas, Ditlev Engel, til Børsen.
Ifølge aktieanalytiker Daniel Patterson fra SEB Enskilda bliver der færre produktionsansatte i Danmark.
»På kort sigt er det billigere at køre videre med flere af de danske fabrikker, da det er dyrt at bygge nye andre steder, og der er dertil stor viden inden for vindkraft i Danmark, som ikke må gå tabt for Vestas,« siger han til Børsen.






