Efter mere end 40 års donorindsats inden for etablering og vedligeholdelse af vandforsyning i Afrika, er teknik ikke længere den begrænsende faktor for forbedring af vilkårene. Men afrikanerne mangler stadig rent drikkevand. Den tekniske og ingeniørmæssige rådgivning må og skal suppleres af rådgivning, der understøtter udviklingen af en lokal privat sektor. Der er brug for et nyt paradigme.

Trods store indsatser og gode resultater, er behovene for rent drikkevand i Afrika langt fra dækket. I dag har kun fire ud af ti østafrikanere adgang til rent drikkevand. Manglen på rent drikkevand er ofte ensbetydende med sygdom og fattigdom. I de senere år har der således vist sig et behov for at supplere de almindelige offentlige internationale partnerskaber med andre former for tiltag. Især fordi bæredygtig udvikling forudsætter økonomisk vækst, hvilket igen forudsætter en styrkelse af den afrikanske private sektor.

For nylig samlede Dansk Røde Kors en række fremtrædende nordiske og afrikanske aktører fra både den offentlige og den private sektor til "Safe Water Summit 2010". Målet var netop at få sat skub i udbredelsen af rent drikkevand i Østafrika ved hjælp af nye, bæredygtige løsninger, som kan være økonomisk bæredygtige i sig selv.

Det betyder, at aftagerne/brugerne af ydelserne er indstillet på at efterspørge dem på markedsvilkår og evner at betale for dem. Det oplagte spørgsmål er: Hvorfor har lokale forretningsfolk ikke allerede selv taget initiativ til at tilbyde sådanne ydelser, hvis der er penge i det?

I praksis er tilbuddet af ydelser af social karakter forbundet med en dobbelt udfordring. Først og fremmest er de sjældent økonomisk bæredygtige, når modtagergruppen hører til de fattigste i et samfund. Det gælder også i rigere vestlige samfund. Dertil kommer, at ydelser inden for vand, hygiejne, sundhed osv. kræver etablering af faciliteter tæt på modtagergrupperne, hvilket i de fleste tilfælde giver anledning til stridigheder angående brugsret til de arealer faciliteterne skal opføres på, myndighedsgodkendelser, samarbejde med andre serviceleverandører (vand, el, osv.) etc.

Der er derfor behov for en vis form for subsidiering af de initiale anlægsinvesteringer samt en stærk politisk vilje fra landes ledelse eller en meget massiv opbakning fra en initiativtagergruppe (helst begge dele) for at få gennemført og sikre etableringen af faciliteterne. Dertil kommer, at det ingen kunst er at etablere faciliteterne, når først pengene er der. Det er driften som er udfordringen. Og det er netop på det område, der er brug for et nyt paradigme. Den lokale private sektor skal i centrum. Ikke blot som underleverandører, men som leverandører og entreprenører i etableringsfasen og som serviceleverandører i driftsfasen. Det skal være legitimt for den private sektor at opnå en rimelig indtjening, selvom der er tale om ydelser af social karakter.

Det bør understreges, at visse dele af samfundet vil egne sig bedst til sådanne tiltag. Bysamfundene bør være et oplagt primært indsatsområde, idet byboerne opererer med en pengeøkonomi for alle ydelser, rig som fattig, og i stigende omfang stiller krav til kvaliteten af de ydelser de betaler for. Politisk spiller bybefolkningerne desuden en stadig større rolle. Det gælder også den fattige del af bysamfundene.

"Safe Water Summit 2010" har sat en proces i gang. En proces som har til formål at identificere organiseringsmodeller, som kan leve op til de mange ovennævnte krav på grundlag af både offentligt privat samarbejde og på grundlag af nord-syd samarbejde. Den mest oplagte model er at etablere stærke nationale/internationale konsortier bestående af private og NGO-aktører med klart definerede visioner og mål, der kan støtte med teknologi, økonomi, kompetenceudvikle og lobbyere for lokale private operatører, der til gengæld kan levere ydelser under ansvar på grundlag af et veldefineret koncept. I praksis en form for franchisetager ordning for vandydelser.

Et sådant tiltag vil på ingen måde overflødiggøre den traditionelle bilaterale eller multilaterale partnerskabsindsats, men snarere være en komplementær indsats som kan nå ind i lokalsamfundet gennem nye kanaler og måske løse nogle af de driftsmæssige bæredygtighedsproblemer som offentlige aktører har så svært ved at håndtere.

Af Jean-Pierre Zafyriadis, Chefkonsulent Rambøll