/forskning

Kæmpefund af ukendte fortidsinsekter i Indien

700 hidtil ukendte insektarter er fundet i 50 millioner år gamle ravklumper i Indien. Insekterne, der er helt intakte, beviser en teori om en helt isoleret biologisk udvikling i juratidens Indien.

Af Kent Krøyer, tirsdag 26. okt 2010 kl. 14:47

En sand guldgrube af hidtil ukendte, fortidige insekter er dukket op i en rav-forekomst i Indien. Ravet er størknet i en tropisk regnskov for 50 millioner år siden, og der er masser af insekter fanget inden i. Foreløbig er mere end 700 ukendte arter blevet klassificeret.

Ravet, som nu har fået navnet Cambay Amber, er fundet i et stort brunkulsleje i Cambay Shale i den indiske delstat Gujarat. Et hold af internationale forskere, ledet af den tyske Jes Rust fra University of Bonn, har undersøgt cirka 150 kg af det gamle rav. Men der er flere tons rav i området, så der er mulighed for mange flere biologiske opdagelser.

De mange nye insektarter viser ifølge forskerne, at den biologiske diversitet i regionen har været langt større, end hidtil antaget, skriver nyhedsmagasinet BBC.

Og analyse af insekternes fjerne slægtskaber med andre kendte arter giver nye spor i opklaringen af, hvordan kontinenterne flyttede sig i oldtiden. Altså de tektoniske bevægelser, som i dag kendes som årsagen til jordskælv og voksende bjergkæder.

Indien stammer fra Gondwana-kontinentet
Ifølge den gængse videnskabelige opfattelse var der oprindeligt kun to såkaldte superkontinenter på kloden. Den nordlige kaldes Laurasia og den sydlige har fået navnet Gondwana.

Gennem Jura-perioden for cirka 160 millioner år siden delte Gondwana sig i mindre stykker. De fleste stykker forblev langt nede på den sydlige halvkugle, men et enkelt stykke begyndte at bevæge sig mod nord med en fart af 15-25 cm om året.

Dette stykke kontinent flød så langt væk fra de andre, at det blev biologisk isoleret i meget lang tid. Arterne udviklede sig uden påvirkning fra de andre, store landområder. Derfor har forskerne længe haft en forventning om, at plante- og dyrelivet på det løsrevne kontinent måtte have udviklet sig fuldstændigt enestående. Det har ført til en hypotese om såkaldt "endemisme", af ordet endemisk (lokal udvikling).

Det løsrevne stykke kontinent endte med at ramle ind i Asien, så det i dag kendes som det indiske subkontinent. I sammenstødsområdet blev Himalaya-bjergkæden dannet.

Helt intakte insekter kommer frem i ravet
Men set fra biologernes synspunkt, var det ikke så godt, at kontinentet havnede der, for i Indiens tropiske klima omsættes alt biologisk materiale meget hurtigt, og der er hidtil ikke fundet beviser på teorien om endemisme i den fortidige ø-udgave af Indien.

I det nye ravfund vælter det frem med ukendte insekter og plantedele i de gamle ravklumper. Ravet er desuden af en særlig blød type, som nemt kan opløses med opløsningsmidler. Det betyder, at mange af insekterne er kommet helt intakte ud i fri luft efter millioner af års indespærring.

»Vi har komplette, tredimensionelle, fuldt bevarede insekter, som er 52 millioner år gamle, og man kan næsten håndtere dem som levende individer. Men selvfølgelig er de sarte,« siger Jes Rust til BBC.

Han tilføjer, at fundet er det første, virkeligt vigtige biologiske fund i Indien.



26. okt 2010 kl 15:58

Nikolaj Bech

Hmmm

dr.dk bringer en historie med stort set modsat konklusion... Men de har vist også snakket med en anden forsker end ham ing.dk refererer.

http://www.dr.dk/Nyheder/Udlan....htm


26. okt 2010 kl 19:28

Bruno Toxwenius

Re: Hmmm

Tja hmmm, hmmm. Det ville være rart med et link til selve publikationen, eller den officielle meddelelse af resultaterne, så vi selv kan træffe vores beslutninger og vurdere hvad der ligger i det her. Uden et sådant link, er artiklen det rene tidsspilde.
"Ingeniøren" burde være så seriøs, at den at den ikke bringer udokumenterede rygter. Det er vel side 1, i lærebog for journalister, eller hvad ?


26. okt 2010 kl 21:36

Michel Berggren

Re: Hmmm

Hvis du prøver at kigge under Externe links ude i venstre side sådan ca midt i teksten, så er der et link til publikationen. At den koster penge er nok næppe ing.dk's skyld. :-)

M


27. okt 2010 kl 00:23

avatar

Tine Andersen

Re: Hmmm

På DR mener de så at edderkopper er insekter...
(De er spindlere og i familie med skorpioner- og da de har 8 ben, er de ikke insekter...)

Men der er da "kun" et spring på 100 mio fra juratiden til de funde eksemplarer, de må følgeligt afvige rigtig meget fra, hvad man ellers kender. !00 mio år- er ret meget. Det er længere end fra lemurer til hominider, det er sådan set rigtig lang tid- også geologisk.
Mvh
Tine


27. okt 2010 kl 09:40

Peter Kaidin

Jordens aldre

Er oldtiden nu blevet en geologisk periode?
Mvh Peter Frederiksen fra Island of Funen.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.