/elektronik

Ny robotarm er så fleksibel som en elefantsnabel

I udviklingen af næste generations robotter har tyske forskere opfundet en bionisk gribearm, der både er blød og ekstremt fleksibel. Den snabel-lignende nyskabelse skal hjælpe til i industrien og landbruget, men også på sygehuse og plejehjem.

Af Michael Reiter, Berlin, mandag 25. okt 2010 kl. 14:38

Den ser en anelse uhyggelig ud – robotarmen – med sine mange vridende led og de tre gribekløer. Fans af Marvel’s superhelte-univers vil uvægerligt komme til at tænke på Edderkoppens arvefjende, Dr. Octopus, og hans metalliske tentakel-arme. De ser præcis sådan her ud. Men der er også noget yndefuldt over, hvordan robotarmen griber et æble og nænsomt lægger det i en frugtkasse,

Forskerne fra automationsfirmaet Festo og det tyske Fraunhofer Institut vil hellere have os til at tænke på en elefantsnabel. Dens hierarkisk arrangerede muskler og bevægelser, som evolutionen har gjort perfekte, danner nemlig forbilledet for snablens teknologiske modpart.

Den såkaldte ”Bionic Handling Assistant” består af en kunstig arm, et håndled og en sensor-støttet gribeanretning med tre ”fingre”. Armen drives af ti aktuatorer i et sindrigt trykluft-system, der fylder eller tømmer et stort antal ringformede kamre, alt efter hvordan aggregatet skal vende og dreje sig. Fingrene rummer tre yderligere aktuatorer, og tager selvstændigt form efter de ting, de griber fat i.

Robotarmen er angiveligt i stand til meget hurtigt og præcist at øge eller drosle kraften af sine bevægelser. Desuden er den bygget i 3D-printede, fleksible og lette polyamider. Begge faktorer sørger for, at personer og materiel ikke kommer til skade, hvis de uforvarende bliver ramt af armen. Den lave vægt er samtidig med til at reducere strømforbruget i forhold til gængse robot-konkurrenter.

Ingeniør og forskningsleder Andrzej Grzesiak fra Fraunhofer Institut forklarer:

»Den høje fleksibilitet gør, at Bionic Handling Assistant kan bruges i et væld af scenarier – især når præcision og forsigtighed er vigtige faktorer.«

Det kan være i industrien – men også i mere atypiske brancher.

»Monteret på landbrugsrobotter kan de eksempelvis bruges til at sortere blomsterløg eller høste grøntsager. De kan også fungere som dele af servicerobotter - og hjælpe ældre eller syge mennesker, idet de rækker dem mad, drikkevarer og medicin,« foreslår Andrzej Grzesiak.

Branchefolk giver Bionic Handling Assistant gode odds for at vinde den prestigefyldte tyske fremtidspris, der udloves i slutningen af året. Om den bioniske elefantsnabel har lige så gode chancer hos syge og ældre må tiden vise. Måske vil de synes, at den trods alt minder for meget om en ond robot-tentakel.



25. okt 2010 kl 14:59

Sune Jensen

3 eller 4 fingre?

I artiklen står der, at armen har tre fingre. Det kan man også tydeligt se på videoen. Men hvad forestiller så billedet i toppen? Er det en tidlig illustration af konceptet?


25. okt 2010 kl 15:23

Erik Christensen

Re: 3 eller 4 fingre?

Jeg tror billedet snyder dig, jeg ser det som 3 fingre


25. okt 2010 kl 15:25

Emil Jørgensen

Re: 3 eller 4 fingre?

Jeg tror billedet snyder dig, jeg ser det som 3 fingre

Enig, hvis man fokuserer på vinklerne mellem "fingrene", er der tre.


25. okt 2010 kl 15:26

Søren Rune Nissen

Re: 3 eller 4 fingre?

Billedet i toppen har 3 fingre. Den du synes ligner den fjerde (den i "nordvest" position) er ikke en finger.


25. okt 2010 kl 15:43

Vagn Rydeng

Søstjerner

Systemet minder mere om søstjerners hydrauliske bevægelsessystem, end om elefantens muskelbevægedede snabel.

Men uanset det, ser det interessant ud.


25. okt 2010 kl 15:47

avatar

Torben Mogensen

Ældre end Doc Oc

Den slags robotarme har man kunnet se i science fiction illustrationer siden 1930'erne (se f.eks. http://pzrservices.typepad.com...00wi), og H.G. Wells' tripods fra Mars havde lignede arme (se f.eks. http://linesonpaper.tripod.com...pg).

Så det er sådan set bare, hvordan robotarme _skal_ se ud.


25. okt 2010 kl 16:42

Jens Peter Koch

Ikke nogen ny ide!

Jeg så engang i 70-erne, da jeg underviste i robotteknologi i Odense, en robotarm med samme bevægelses metode.
Den var med på en messe i Hannover om ny teknologi, herunder robotter.
Armen var ca 3 meter lang, og den havde samme måde at bevæge sig på. Men, jeg tror at det rent teknisk blev løst med kabler i armen. Denne arm virkede cirkelrund, men havde også alle bevægelser som den viste, men nok ikke så præsis.
Gribearmen kunne gribe ud efter forskellige genstande, og når den havde gjort det, så tog den som det sidste i serien af bevægelser, en lampe og lyste ned på gulvet mod et kryds der var sat der. Ret overbevisende.

Hvem der havde konstrueret den, ved jeg ikke.
Hvad der blev af den senere, ved jeg heller ikke.


25. okt 2010 kl 17:02

avatar

Lars-H Christensen

for elastisk ?

Pneumatik har vaeret anvendt foer til robot arme osv. ...hvad enten vha cylindre...eller mange integrerede "puder" som FESTO's arm...og dette er da ogsaa ok..fx mindre foelsomt i stoevrige rum......men hvorledes reagerer armen overfor varierende belastninger ? Kan positions-sensorer registere den absolute poaition...og soerge for lynhurtig tryk-kompensation ?? Svaert med luft...Luft er jo en "fjeder"...og langsom reaktions tid for at "udlufte" eller "fylde".... maaske vaedske hydraulisk loesning bedre egnet....men saa er det jo ikke en FESTO ? Hov, der mangler jo en haand rotation.....


25. okt 2010 kl 17:02

Rasmus Kjær

Re: Ældre end Doc Oc

KISS....

Den dybe tallerken så også ud som den gør idag - i 30´erne..

Derfor behøves den dybe tallerken jo ikke andre form?..

KISS..


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.