Oversigt: Derfor blev australsk giftsag til en dansk hovedpine
Australiens affaldsproblemer med det farlige HCB strækker sig næsten 50 år tilbage i tiden og landet har slået fast, at den teknisk fortrukne løsning var selv at håndtere affaldet. Alligevel sejler de første skibe nu affaldet til Danmark. Læs her, hvorfor vi tog skraldet.
Læs også
-
Miljøstyrelsen om HCB: Penge ikke afgørende for dansk beslutning
-
Giftig HCB-sag presser kommunekemi til øget overvågning af dioxiner
-
Miljøstyrelsen lover bjærgning af HCB-gift - men aner ikke hvordan
-
Tyskland bruger Danmark som skjold i sag om import af giftigt HCB
-
Naturfredningsforening raser over 6.100 ton giftige pesticider på vej til Fyn
-
Farlig miljøgift skal sejles 20.000 km til destruktion i Nyborg
Læs mere om
Dokumentation
- Rapport om GeoMelt-anlægget fra 2002 (pdf)
- Panelrapport fra 2006 (pdf)
- Oricas side om HCB-sagen
- link
Filer
Den lokale regering, producenten af de farlige stoffer og en uafhængig kommission. Alle var i 2002 enige om, at det australske firma Orica selv kunne tage sig af det farlige HCB-affald, de siden 1963 havde skabt som et biprodukt gennem 28 års produktion af chlorholdige opløsningsmidler. Og Orica ville gerne.
I stedet vil det første transportskib lastet med hundreder af tromler med HCB og HCB-forurenet materiale i slutningen af denne måned forlade Sydney med kurs mod Kommunekemi i Nyborg. En rejse på cirka 20.000 kilometer gennem åbent hav.
I 2002 var transporten af HCB ellers set som en af de vigtigste årsager til, at Orica skulle destruere det farlige HCB på depot-grunden i Botany Bay.
I en 167-siders kommissionsrapport hed det, at eksport af HCB-affaldet ville være svært at forsvare på grund af de teknologiske fremskridt i Australien. Desuden måtte Australien ikke eksportere farligt affald med mindre, at der var tale om exceptionelle tilfælde.
Rapporten pegede endvidere på, at der allerede i 1990 var folkelig modstand mod at eksportere affaldet, fordi det ville indebære ’større risici på grund af håndtering og transport over store afstande’. Af samme årsager afviste Orica dengang at eksportere affaldet.
Smelter skidtet
Orica selv var langt fremme med planer om at bygge et destruktionsanlæg på affaldsgrunden i Botany Bay. Planen var at opføre, drive og efterfølgende nedlægge et HCB-behandlingsanlæg,
og selskabet forventede, det kunne gøres med to år til planlægning og konstruktion, fire år til at behandle affaldet og et halvt år til at nedlægge anlægget og rydde op igen. Lukket og slukket.
Teknologien, der skulle anvendes, hed GeoMelt. Her reagerer HCB med kvarts og aluminiumoxid i smeltedigeler af stål. Tønderne med affaldet flænses og blandes med jord og forskellige additiver, hvorefter massen smeltes ved hjælp af strøm. Den tilføres gennem to elektroder af kulstof, som gradvist nedsænkes i massen. Processen betyder, at HCB nedbrydes under de høje temperaturer og omdannes til saltsyre og carbonmonoxid, brint og kulstof.
Selv om teknologien var på pilotstadiet i forhold til at destruere HCB, havde den vist sig egnet til at nedbryde lignende chlorholdige stoffer med stor effektivitet og med en høj grad af sikkerhed for den omgivende befolkning. Også dette blev bekræftet at den uafhængige regerings-kommission, der beskrev risikoen for udslip i forbindelse med arbejdet som usandsynlig.
Kommissionen fremhævede endda, at destruktion ved Botany Bay ville reducere risikoen for transportulykker, hvor HCB kunne slippe ud i omgivelserne. ’Fra et teknisk synspunkt, er Botany det foretrukne placering i forhold til at beskytte borgere og sikre samfundets sikkerhed og sundhed både på kort og lang sigt’, hed det.
Kommissionen gav altså deres ok til at Orica fortsætter planen med at etablere et GeoMelt-anlæg til at skille sig af med HCB-affaldet én gang for alle. Prisen for projektet blev sat til 70 millioner australske dollar svarende til 367 millioner kroner i 2002-priser.
Folkeligt nej
Men i 2004 ændrer tingene sig. Efter en lang høring, hvor befolkning og fødevareindustri i Sydney opponerer mod anlægget, konkluderer et Independent Review Panel, at Orica skal placere anlægget på en fjerntliggende destination i delstaten New South Wales. Det giver problemer.
Orica ønsker, at anlægget skal ligge tæt nok på civilisationen til, at den nødvendige infrastruktur i form af jernbaner og veje er til stede eller i det mindste er til at etablere inden for rimelighedens grænser.
Lokalebefolkningen i de potentielle områder derimod vil ikke vide af anlægget. De er bange og ser heller ingen jobfremtid i projektet, da anlægget skal lukkes ned efter arbejdet. Stort set de samme begrundelser som to år før i Sydney.
Efter syv måneders forsøg begynder Orica at åbne for eksport af affaldet. De kommer ingen vegne, og i 2006 konkluderer et nyt IPR panel, at der ikke er nogen realistisk chance for, at affaldet kan håndteres i New South Wales inden for en overskuelig periode.
Samtidig vokser bunkerne af HCB-forurenet materiale år for år. HCB er så ætsende, at emballagen skal udskiftes hvert femte år, og det giver 10 procent mere emballage per år, anfører panelet. Sagen er, ifølge IPR, blevet exceptionel, og dermed kan Australien eksportere affaldet.
Samme år ansøger Orica om at måtte eksporter affaldet til et højtemperatur forbrændingsanlæg, HTI-anlæg, i Europa, nærmere betegnet Tyskland, hvor tre virksomheder har vist interesse for at håndtere affaldet.
Tysk nej
I Tyskland modtages nyheden om importen af 22.000 ton australsk HCB-affald af 15.000 underskrifter mod projektet. Politikerne afviser til sidst at importere affaldet med den begrundelse, at australierne ikke har godtgjort, at de ikke selv kan håndtere det.
I Danmark modtager Miljøstyrelsen året efter de australske ansøgninger, og denne gang er de bakket op af en rapport fra et uafhængigt australsk analysebureau, der fastslår, at Australien kan ikke selv tage sig af affaldet inden for en rimelig tidsperiode, og at GeoMelt teknologien alligevel ikke er anvendelig. De australske miljømyndigheder, der har bestilt rapporten, er blandt de faste kunder for analysebureauet.
I Danmark kontakter professor i metallurgi fra firmaet Ausmelt, Markus A. Reuter (i dag Outotech) Miljøstyrelsen. Han anfører i december 2008, at firmaet kan tage sig af affaldet i Australien. Firmaet driver over 50 værker globalt og har speciale i at håndtere og genbruge materialer herunder det HCB lignende stof PCB.
Miljøstyrelsen udbeder sig kommentar fra den australske miljømyndigheder, der blot sende en pressemeddelelse om, at det lokale Whyalla-værk er lukket. Miljøstyrelsen kontakter, ifølge Ingeniørens oplysninger, ikke Ausmelt selv.
Halvandet år senere indgår den danske regering efter godkendelse fra Miljøstyrelsen en aftale med den australske regering om at importere 6.100 tons HCB-affald fra Botany Bay. Styrelsen kalder ansøgningen for ’behørigt begrundet' og anbefaler, at Kommunekemi i Nyborg, der ifølge pressen står til en gevinst på 50 millioner kroner, får tilladelse til at modtage affaldet fra australierne.
De første skibe kan sejle afvsted fra Sydney. Næsten 50 år efter problemerne opstod i Australien og forsikret for 1,2 milliarder kroner.
Hverken Markus Reuter eller Orica har svaret på henvendelser fra ing.dk.
