”We created a monster!”

Australske forskere har i flere år revet sig i håret over en udvikling, hvor antallet af giftige tudser skyller ind over landet i så dramatisk et omfang, at der er frygt for omfattende skader på det øvrige dyreliv, skriver BBC.

Australierne importerede selv sukkerrørstudserne, eller Agatudserne, fra Sydamerika for 70 år siden for at bekæmpe irriterende sukkerrørsbiller. Men dengang vidste de formentlig ikke, at flytningen ville kreere monsteragtige tudser med langt større ofre end sukkerrørsbiller, som de ifølge Aalborg Zoo slet ikke gad æde.

I stedet er de giftige tudser blevet flere og spreder sig over større arealer. Det koster både krokodiller og slanger livet, når de tror, at tudsen kan blive et lækkert lille måltid. For tudsernes gift i kirtlerne bag øjnene er så farlig, at den ved indtagelse kan koste de tropiske dyr livet på ganske få minutter. Og det selv om der blot er tale om de små haletudser.

Udvikler stærkere ben
Udviklingen er blevet observeret i årevis, og nu har et forskerhold fra James Cook-universitetet i Australien bekræftet tidligere formodninger om, at udviklingen ikke som sådan har noget med Australien at gøre, men at tudserne over årene har udviklet gener, der passer til invasion – fx længere ben.

Tidligere forskning på universitetet i Sydney har nemlig vist, at tudserne rejser ti kilometer om året i begyndelsen, men de nu er oppe på 50-60 kilometer om året på grund af den såkaldte ’Olympic Village’-effekt. Den går på, at de hurtigste atleter rykker hurtigt frem til næste grænse, hvor de parrer sig, og igen rykker de hurtigste frem mod næste mål. Undervejs får de nye kuld større forben og stærkere bagben for at kunne rykke hurtigt, skriver Brisbane Times.

I de nye forskningsresultater fra James Cook-universitetet er dette blevet efterprøvet ved at sætte et tudserace op ude i det australske landskab - iført et mavebælte med en radiochip.

Lederen af forskerholdet, Ben Phillips, nappede således tudser fra fire forskellige bestande, heraf ti fra det oprindelige kuld i det nordlige Queensland, som var blevet der, og ti fra tre forskellige andre områder. Han tog alle tudserne med til et testområde, hvor han slap dem løs. Som forventet var de ’flygtede’ tudser langt hurtigere til at komme ud over stepperne.

Og for at bevise, at udviklingen var arvelig, lod han tudserne formere sig, samlede afkommet og satte et nyt race op, som de hurtiges børn vandt overlegent. Desuden var de hurtige tudser også hurtigere til at formere sig og vokse, og ifølge forskerne kan denne udvikling også gøre sig gældende for andre dyrearter, som får mulighed for at bevæge sig ind på nye territorier.

Svækket immunforsvar og leddegigt
For tudserne har formeringen dog også en bagside, for det ser ud til, at deres immunforsvar ikke udvikler sig tilsvarende, fordi tudserne i farten ryster alle farlige parasitter af sig. Og det er her, forskerne ser en mulighed for at udnytte et svagt punkt, når de skal prøve at bekæmpe spredningen af de 1-1½ kilo tunge tudser.

Den tidligere forskning fra Sydney peger også på, at mange af tudserne havde problemer med en jordbakterie mellem leddene i ryggen, som man ellers kun ser på mennesker med svagt immunforsvar, så meget tyder på, at tudsernes helbred er blevet svagere.

Desuden har en tiendedel af tudserne udviklet leddegigt, der viser sig som knuder på rygraden. Dette alene ser dog ikke ud til at begrænse de hurtige tudser. Derudover har nogle slangearter tilsyneladende nu lært, at de ikke må spise tudser og har udviklet et stærkere forsvar mod den farlige gift.