Drop så de F&U-beskæringer, hvis vi skal have vækst!
Af Søren Houmøller,
søndag 17. okt 2010 kl. 13:17
Efter flere års ventetid er det endelig gået op for både regering og opposition, at velfærd kræver velstand. På DIs nylige topmøde var den nødvendige vækst dagens tema og både Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt havde set lyset.
Samme dag udkom Klimakommissionen med sin rapport, som bl.a. konkluderer, at der er et stort eksportpotentiale i at komme først med fremtidens grønne teknologier, som samtidig vil reducere vores miljøbelastninger og afhængighed af import af fossil energi. Det er der sådan set ikke noget nyt i - de samme konklusioner skrev jeg selv og en masse medstuderende i faget Energiplanlægning på Danmarks Tekniske Universitet i 1989, men ting tager jo tid om at synke ind.
Det er snublende nært at satse på grønne teknologier som det centrale vækstområde for dansk erhvervsliv de næste 30 år. Men det kræver gode rammebetingelser og investeringer i viden og udvikling.
Et desværre kedeligt eksempel på det modsatte er den beskæring på 122 mio. kr. af Højteknologifonden, som blev gennemført i ly af sommeren. Højteknologifonden måtte aflyse en allerede offentliggjort ansøgningsrunde, som virksomheder og universiteter allerede var i gang med at skrive ansøgninger til. Omtrent samtidig slog en international evalueringsrapport fast, at Højteknologifondens investeringer er ”meget velfungerende” og vurderes ”yderst positive”.
En anden vækstmotor, Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, EUDP, der i 2010 har investeret ca. 400 mio. kr. i udvikling og demonstration af nye energiteknologier, beskæres med hele 365 mio. kr. i det nuværende finanslovsforslag for 2011. Dertil kan komme midler fra Globaliseringsaftalen, som hvert år skal udmøntes af partierne bag den.
Klimakommissionens 12. anbefaling er, at der skal sikres kontinuitet i disse programmer ved at niveauet fastlægges for en længere årrække, fx 5- 10 år. Lige nu sker det modsatte – virksomhederne aner ikke hvad de kan regne med, for midlerne til programmer som EUDP og Højteknologifonden afhænger af de politiske studehandler op mod jul hvert år. Sådan bliver man ikke verdensmestre.
Energi- og klimateknologier er det måske mest indlysende vækstlokomotiv for dansk erhvervsliv, men en øget satsning på at udvikle teknologierne og bringe dem til markedet er en absolut nødvendighed. Den internationale tendens er at fremtidens vindere fremavles gennem offentlige/private partnerskaber, en disciplin vi burde være stærke til i Danmark. Men det er svært for erhvervslivet at indgå i disse partnerskaber, når det aldrig rigtig ved hvor det har den offentlige part.
Rundt omkring i verden har andre, som er dygtigere til vækst end vi er i Danmark, sat turbo på fordi der er store penge i at kunne levere de nye, grønne teknologier. Vi bevæger os ganske stille – måske godt det samme, når vi nu er på vej i den forkerte retning.
Forskning, udvikling og demonstration af grønne løsninger er en oplagt vej til vækst, som kan finansiere vores velstand, men der skal brændstof på motoren. Ved finanslovsforhandlingerne og fordelingen af globaliseringsmidlerne har såvel regering som opposition muligheden for at sparke en åben dør ind.