Vikingeskibsmuseet i Roskilde har længe trængt til en restaurering. Foto: Masz
Fredet museum for vikingeskibe ruster og krakelerer
Salt fra Roskilde Fjord og andre stoffer gnaver i jernskelettet på Vikingeskibsmuseet, og betonen skaller af i flager, fordi der er brugt et alt for tyndt lag dækbeton. Nu klør ingeniørerne sig i hovet for at finde ud af, hvordan den fredede bygning kan renoveres.
Vikingeskibshallen i Roskilde er en arkitektonisk perle af beton og glas, der ligger lige ved bredden af Roskilde Fjord. Men blandt andet salt fra fjorden trænger ind til jernarmeringen og får den til at ruste. Resultatet er, at betonen flere steder skaller af på den berømte bygning.
Derfor har fonden Realdania betalt for en foreløbig undersøgelse af bygningen. Arkitektfirmaet Erik Møller Arkitekter har sammen med Teknologisk Institut fået til opgave at undersøge betonbygningens helbred og hvad, man kan gøre for at redde den.
Forundersøgelsen er første skridt imod en restaurering af bygningen, og Realdania forventer, at undersøgelsen er færdig om tre måneder.
Arkitekt Henrik Terkelsen er partner i Erik Møller Arkitekter og projektleder på forundersøgelsen, og han er ikke i tvivl om, at bygningen trænger akut til en kærlig hånd.
»Det er helt tydeligt, at det er meget påtrængende nu. Den kan formentlig stå en årrække endnu, men det bliver bare meget værre. Man kan jo ikke have et museum, der ligner en ruin,« siger han.
Forundersøgelsen er købt og betalt, men selve restaureringen kan vise sig at være meget kostbar. Endnu er der ingen, der har meldt sig til at betale den regning.
Spinkelt bygningsværk
Vikingeskibshallen er tegnet af den danske arkitekt og professor Erik Christian Sørensen og blev fredet i 1997, fordi man anser hallen for at være et stort arkitektonisk værk.
Bygningen er støbt på stedet i beton som en glasmontre til udstilling af skibene.
Ideen med bygningen er blandt andet, at den har meget spinkle og blotlagte konstruktioner. Derfor er betonen heller ikke overfladebehandlet, men rå, så publikum stadigt kan se den nøgne beton og årerne fra de brædder, betonen blev støbt i.
»For at det skulle stå så sart og fint som muligt, så har man prøvet at minimere tykkelsen på betondragerne og -søjlerne så meget som muligt. Det er blandt andet gået ud over dæklaget på betonarmeringen, som er meget tynd,« siger Henrik Terkelsen.
Henrik Erndahl Sørensen er ekspert i beton fra Teknologisk Institut, og han forklarer, at et for tyndt lag dækbeton er fatalt for en betonbygning.
»De tynde dæklag på Vikingeskibshallen overholder ikke dagens standard for, hvordan man udfører beton. Det er uheldigt, fordi så vil nedbrydningsprocessen gå hurtigere,« siger han.
Én af de måder, omgivelserne nedbryder betonen på, er, at salt fra fjorden og fugt trænger igennem det tynde lag porøse beton og ind til stålarmeringen, hvorefter metallet ruster. Rustent jern fylder syv gange så meget som ikke rustent jern, og derfor presser armeringsjernen betonen når den ruster. Til sidst begynder betonen at skalle af på ydersiderne.
Der er også andre processer, der nedbryder betonen, men fælles for dem er, at et tyndt dæklag og fugt hjælper nedbrydningen på vej.
Ikke en almindelig reparation
Udfordringen er ikke bare at få bygningen til at blive stående. Fordi den er fredet, så skal arkitekterne og ingeniørerne bevare det udseende, som bygningen havde, da den blev bygget. Derfor er det for eksempel også forbudt at smøre en overfladebehandling på betonen, så den bedre kan modstå fugt.
Da bygningen er fredet, så må restaureringsarbejderne heller ikke støbe et tykkere lag beton uden om jernarmeringen. Det ville ødelægge det oprindelige arkitektoniske udtryk, fordi for eksempel søjlerne ville blive tykkere.
»Det er ikke en traditionel betonreparation. Vi skal finde løsninger som gør, at vi kan bevare den traditionelle udformning af betonen,« siger Henrik Erndahl Sørensen.
Forundersøgelser giver baggrundsviden
Vikingeskibshallen er et særligt tilfælde, men erfaringerne fra en restaurering af bygningen kan alligevel vise sig at være værdifulde.
»Vikingeskibshallen som bygning er et enestående værk. Smukt og enkeltstående tilfælde. Men der er jo bygget rigtigt meget betonbyggeri, så der er ingen tvivl om, at det her projekt også skal kunne anvendes som en løftestang til, at vi som samfund kan blive klogere på, hvordan vi restaurerer eller redder betonbygninger, som vi med tiden vil finde bevaringsværdige og frede,« siger Henrik Terkelsen.
Han peger også på, at mange betonbygninger er så unge, at de endnu ikke er fredede.
»Der kommer jo en hel række bygninger inden for de næste 20 til 50 år, som er betonbygninger, som vi som samfund synes er vigtige at bevare, fordi de har en kulturhistorisk værdi. Og der skal vi selvfølgelig bruge noget baggrundsviden«, siger Henrik Terkelsen.
Henrik Terkelsen nævner, at erfaringerne fra Vikingeskibshallen måske kan bruges på broer i støbt beton, som bliver fredede i fremtiden.
