Videnskaben i oprør
Af Klaus Seiersen,
søndag 10. okt 2010 kl. 10:36
Der skal skæres massivt i støtten til videnskabelig forskning i Storbritannien, og det har fået forskerne på barrikaderne. I går demonstrerede over 2.000 videnskabsfolk og deres støtter foran Finansministeriet i London.
Alle ministerier er blevet bedt om at finde besparelser på 25%, men fra forskningsverdenen argumenterer man med, at videnskaben ikke bør udsættes for nedskæringer. I en krisetid bør videnskaben i stedet være et indsatsområde, der skal være med til at balancere landets økonomi. Sammenlignet med at andre lande som USA, Tyskland, Indien og Kina angiveligt øger deres støtte til forskningen, så står landet til at tabe fodfæste på forskningsfronten.
Selv om der er meget rigtigt i forskernes argumenter, er det dog ikke nødvendigvis tilstrækkeligt til at overbevise politikerne. Der er formentligt ikke en eneste faggruppe, der ikke vil protestere over så store besparelser, men en demonstration på kun 2.000 mennesker i en storby som London, det virker bare ikke særlig overbevisende. Og desuden er der den sædvanlige tidsfaktor-problematik, idet man har økonomiske problemer her og nu, mens videnskaben ofte først giver resultater mange år ude i fremtiden. Og det er svært for en politiker at forstå, når vælgerne kræver handling i dag.
Demonstrationen er dog kun en lille del af en stor bevægelse kaldet Science is Vital. Man har yderligere arrangeret et lobbyarrangement i parlamentet på tirsdag, mens der på bevægelsens hjemmeside laves en underskriftsindsamling og opfordres til at skrive brev til lokale parlamentsmedlemmer (en brevskabelon er endda vedlagt). Forhåbentlig er dette kunne begyndelsen.
Mest bemærkelsesværdigt er måske formen på gårsdagens demonstration, som adskiller noget fra traditionelle demonstrationer, da flere af deltagerne bar laboratoriekitler, og de medbragte skilte var prydede af nørdede slogans som:
- "Do the maths. Science = Growth"
- "Banks don't cure disease"
- "No more Dr. Nice Guy"
- "Science saves lives!"
- "We need a fair share of the [pi-tegn]"
- "Science: Because Alchemy's a myth"
- "Science - It beats living in a cave!"
Se billeder fra demonstrationen og af skiltene
her.