Hver anden kører på farlige halvflade dæk
Kører du på halvflade dæk, så går det ud over både sikkerhed og økonomi. Alligevel så har hver anden bil på gaden ikke luft nok i dækkene, viser en kampagne, som dækfirmaet Michelin står bag.
Læs også
Læs mere om
Én ud af to biler på gaden sejler rundt på dæk med alt for lidt luft i, og det går både ud over trafiksikkerheden og pengepungen.
Det viste kampagnen ”Tjek Lufttrykket”, som dækfirmaet Michelin gennemførte i september måned i år. På syv dage målte Michelinmændene luftrykket i dækkene på 474 biler. Resultatet var, at 46 procent af bilerne havde mere end en halv bar for lidt tryk i dækkene. Dermed kommer bilerne med i de kategorier, som Michelin kalder ”farligt” eller ”meget farligt” dæktryk.
Ifølge dækfirmaet, så betyder så lavt et dæktryk, at bilen aquaplanner allerede ved 70 km/h i stedet for 90 km/h. Desuden bliver vejgrebet dårligere, bilen får længere bremselængde og bliver sværere at styre.
Udover at gøre det farligere at køre i trafikken så betyder et lavt dæktryk også, at bilen får en dårligere brændstoføkonomi, og at dækkene bliver slidt hurtigere.
Dårligere til at fylde luft i dækkene
Det er tredje gang, at Michelin måler trykket i danskernes dæk. Sidste gang var i 2008, hvor 30 procent af danskerne havde så lavt tryk i dækkene, at det var farligt. Denne gang er tallet imidlertid 46 procent, hvilket betyder, at andelen af halvflade dæk er steget med 16 procentpoint.
Hvis man vender blikket imod de andre nordiske lande, så ser det heller ikke for godt ud.
Hvis man sammenligner resultaterne fra Michelins kampagne i Danmark med resultaterne i Norge, Sverige og Finland, så er danskerne klart dårligst til at holde dæktrykket oppe.
Finnerne og nordmændene er næsten lige gode til at pumpe dækkene med henholdsvis 23 og 24 procent halvflade dæk, mens svenskerne halter bagefter med 34 procent halvflade dæk.
Endelig kommer danskerne med næsten 10 procent flere halvflade dæk end svenskerne.






